Nikolaj Kirk

Boguddrag – Moderne danske eventyrere – Kapitel 5:


Nikolaj Kirk går langt for eventyrlig mad: Den rejsende kogemand

Nikolaj Kirk har spist sagoorme hos sindenierne i Papua Ny Guinea, sorghum-grød hos dinkaerne i Sydsudan og rådne fugle hos grønlandske Birthe i Qaanaaq. Inspirationen til de eventyrlige rejser kom fra sømands-farfaren, der tyggede skrå, fik kunstige ben og bragte eksotisk mad med hjem fra Fjernøsten.

”Vi kan ikke lande her,” sagde den australske pilot til tv-kokken og eventyreren Nikolaj Kirk og hans kompagnon Mikkel Maarbjerg.

Uden for det lille flys vinduer larmede flymotorerne, og tågen var så tyk, at ikke engang de høje tinder i det vilde landskab længere var synlige.

Året var 2012, og kokkeduoen var på researchrejse i forbindelse med bogen Beretninger fra fremmede køkkener. De var på vej mod et af de mest sagnomspundne områder i hele verden: højlandet i Papua Ny Guinea, som først i nyere tid er blevet tilgængeligt for vestlige rejsende. Her havde de sat sig for at forsøge at besøge først asaro-muddermændene og siden sindeni-folket.

Nu skulle der grundet lavt brændstofniveau tages en hurtig beslutning om enten at vende tilbage til højlandsbyen Goroka eller at forsøge at lande på en alternativ boplads mere end otte timers hård vandring fra sindeni-folket.

”Vi fortsætter,” sagde Nikolaj, og snart efter var eventyret i gang.

Med deres lokale fixer og tolk, Lulu, besøgte kokkeduoen først asaro-folket, der er kendt for at smøre sig ind i hvidt ler fra Asaro-floden og iføre sig drabelige muddermasker med grisetænder. En tradition, der er opstået, fordi de i forgangne tider på den måde kunne skræmme deres fjender væk.

Derefter vandrede det umage trekløver en lang, strabadserende dag mod sindeni-folket, kun for totalt udmattede at komme frem til en tilsyneladende tom boplads.

(…)

”Når man er ude, skal man prøve at smage det, de lokale spiser,” siger Nikolaj. ”Også selvom det så er en kogt, stegt eller levende larve, som er megatyk og klam. Her er det en delikatesse, og så må man sige ja. Det er lige meget, om det er en rådden søkonge i Grønland, insekter i Afrika eller en kæmpe fugleedderkop i Vietnam – hvis man vil prøve at forstå folk, så skal man give sig selv mulighed for at rykke ind.”

Toiletpapir i farsretterne

Jeg møder Nikolaj i hans Culinary Studio på Vesterbro. I baglokalet ligger et fancy industrikøkken, men alligevel koger Nikolaj vandet til kaffen i en gryde, præcis ligesom han gør i Nak & Æd-programmerne. Efterfølgende serverer han den til gengæld i bittesmå, fine kopper, der næppe havde fungeret godt ude i en skov, og som virker lidt skrøbelige i Nikolajs store vildmarkshænder.

Nikolaj har ikke sin eventyrlyst fra fremmede. Hans farfar var hovmester på Det Østasiatiske Kompagnis store skibe, som sejlede rundt i Østen, og han var altid fuld af røverhistorier:

”Han tyggede skrå, røg cigarer og var engang med til at sejle to elefanter hjem til zoologisk have i København som en gave til dronningen. Han havde sømandstatoveringer, og en dag gik der koldbrand i hans ben, så de måtte sættes af… (…)

Nikolaj blev ofte passet hos bedsteforældrene på Valmuevej i Hørsholm…


KØB MIN BOG “MODERNE DANSKE EVENTYRERE” HER – OG LÆS RESTEN AF KAPITLET. 


FÅ DERVED OGSÅ SVAR PÅ:


  • Kan det passe at grønlænderne syr fugle ind i en sæl og begraver hele herligheden i op til et halvt år under en stenvarde – hvorefter man graver dem op op spiser dem?
  • Hvordan smager en sagolarve?
  • Hvorfor puttede Nikolajs farfar toiletpapir i farsretterne?
  • Hvorfor har Nikolaj boet på et tysk Schulheim?
  • Hvordan får man en Guinness-rekord for hurtigst at tilberede en tre-retters menu?
  • Hvad gør Dinka-folket ved deres køer for at få mælken ud?
  • Hvad gør man hvis man er efterladt langt ude på landet i Sydsudan og den chauffør der skulle have kørt en tilbage ikke dukker op?
  • Hvilken berømt ekspedition er Nikolajs datter opkaldt efter?
  • Hvor syg kan man blive af at spise gærede Søkonger?
  • Og var det præcis det der forårsagede den maveinfektion som Knud Rasmussen i sin tid efter tilstødende komplikationer endte med at dø af?
  • Hvorfor foreslog Jørgen Skouboe at hejse et rensdyr otte meter op i luften første gang han kontaktede Nikolaj?
  • Er Nak & Æd virkelig inspireret af Klods-Hans?
  • Hvordan er det at have kong Frederik (som dengang var kronprins) med i Nak & Æd?
  • Hvordan rejser Nikolaj med sin familie?
  • Og hvor mange forsøg skulle Nikolaj bruge før det lykkedes ham at forevige den “slemme, slemme Tukan” i Costa Rica?

KÆMPE TAK til Nikolaj Kirk for at fortælle sin spændende historie.


(foto: Mikkel Maarbjerg)