Cuba – turbeskrivelser (trip reports)

Del 3: En lang omvej hjem. et land næsten uden elektricitet og sørgedage over afrikansk præsidents død. Cienfuegos, Cuba, dag 8-12

En cubansk colectivo deletaxa, naturligvis af ældre årgang, men denne gang i det mindste ikke en skramlende amerikanerslæde, leder mig fra strandbyen Playa Larga til min næste destination som er industribyen Cienfuegos. ”Hundrede ildebrande” betyder byens navn direkte oversat og den er opkaldt efter selveste generalkaptajn Jose Cienfuegos der ledte Cuba tilbage i starten af 1800-tallet. Byen er smukt beliggende ved en bugt nær Cubas sydkyst.

Der er 115 kilometer mellem de to byer fortæller Google Maps mig og chaufføren har lovet mig at turen tager omkring halvanden time. Hvad han ikke finder det opportunt at huske at videreformidle, er dog at vi undervejs kører en mindre omvej på120 kilometer (!) Det gør vi for lige at sætte mine to franske medpassagerer af i en by der langt fra kan siges at ligge på vejen. På den måde tager turen i den gamle slæde (naturligvis uden sikkerhedsseler) på Cubas absolut gennemhullede veje i stedet nærved fire timer.

I ’hundredebrandsbyen’ er jeg så heldig at kunne indlogere mig hos det formidable lokale midaldrende ægtepar Osiel og Mildred. Osiel er tidligere arkitekt, men arbejder nu grundet de ekstremt lave arkitektlønninger i landet (cirka 150 kr pr måned) udelukkende som gæstehusejer. Hans kone Mildred arbejder med byplanlægning for kommunen. De bor sammen med Osiels muntre og kvikke far og til tider også med hans bror. Sammen har værtsparret desuden to piger på hhv. 21 og 25 år. Døtrene har begge studeret grafisk design – og de bor nu begge i Havana, hvor den ældste arbejder med marketing for et canadisk firma.

Osiel og familien tilhører tydeligvis byens bedre borgerskab. Alligevel kæmper de med økonomien. Osiel har brugt tyve år på selv at bygge sit formidable byhus med tagterrasse med udekøkken, smukke højloftede kunstnerisk indrettede stuer og to gæsteværelser.

”Før corona var begge mine værelser altid 100% belagt,” fortæller han, ”Nu er det februar og højsæson og mine to rum er måske 30% belagt. Indtil for nylig lå der i alt fire casa particulares i vores gade. Nu har de to af dem måttet dreje nøglen om fordi her næsten ingen turister kommer. Jeg kan ikke huske at tiderne nogen sinde har været så svære for vort land som de er nu,” fortæller Osiel.

”Folk sulter og familier der ikke har et familiemedlem der bor i udlandet og kan sende penge hjem ved ikke hvad de skal gøre for at få mad og overleve.”

Her i Cienfuegos har vi i de fire dage jeg er i byen gennemsnit kun strøm mellem 6-12 timer i døgnet, mest om natten og om eftermiddagen. Men snedige Osiel har heldigvis både solceller på taget og et stort bilbatteri tilsluttet, så jeg kan lade min telefon og PC og tænde nødlys selv når strømmen er gået. Og utroligt nok kan jeg også indimellem komme på nettet når Osiel sætter nødstrøm til sin router, så internetudbyderens systemer må åbenbart (undertiden) være i luften selv når strømmen er gået.

”Vi har en rationeringsbog hvor det fremgår hvilke de af staten subsidierede varer vi kan købe. I vores husholdning er vi fem personer så hver dag går min far ned og køber 5 subsidierede boller til 1 Peso (ca 2 øre, red.) stykket og fem gange et halvt kilo ris til 250 pesos (6 kr) stykket. Hvis der ellers er nogle boller for nogle gange, kommer der simpelthen ikke nogen,” fortæller Osiel.

”Og efter staten har givet folk lov til at drive privat virksomhed køber private nogle gange de få varer der er op og venter med at sælge dem til prisen stiger. Vi har det ikke let.”

Senere får jeg at vide af en cubaner at lovgivningen skulle være ændret så der kan tildeles 15 års fængselsstraf til folk der offentligt protesterer mod styret, så det er det antageligt ikke så mange der har den helt store lyst til.

Udover strømafbrydelser er hundredebrandsbyen et charmerende bekendtskab. Den har været koloniseret af både spanierne og franskmændene og livet udspiller sig især for de lokale langs den lange Malecon – strandpromenade – ned mod Punta Gorda (”det fede punkt”) som er byens sydligste punkt der som en troldefinger stikker ned i Cienfuegosbugten. Når man langs havet går forbi talrige herskabspalæer opført i slavetiden og til sidst helt ude på spidsen løber tør for land føles det lidt som at ankomme til verdens ende. Det har de her beliggende restauranter så også fundet ud af, skal jeg hilse og sige, for her finder jeg Cubas foreløbig dyreste dåseøl til 4USD=30 kr. Et ret vildt beløb når den gennemsnitlige månedsløn blot svarer til fem af disse øl – og når jeg til sammenligning på restaurant i Havana har drukket øl der kostede blot fire kroner.

Pedro (navn ændret, red.) er 50 år gammel og han ror den båd jeg er eneste gæst ombord på i Guanarocasøen hvortil jeg er taget på udflugt omtrent ti kilometer uden for Cienfuegos.

”Har du været bådsmand længe?” spørger jeg ham.

”Nej, indtil for nylig arbejdede jeg som parkbetjent inde i skoven mens en af mine gode venner roede denne båd. Men så en dag stak min ven af. Sammen med tre kammerater stjal de en båd som den her og roede i ni dage til Florida. Det var en meget farlig tur, men de nåede i land og nu har de fået opholdstilladelse og kan forlade Amerika og komme tilbage igen hvis de vil. Selv om Trump er vanvittig kan han ikke smide dem ud. Så nu er alt godt for dem,” fortæller han og fortsætter:

”Hvis de havde spurgt mig, var jeg måske taget med. Men de gik stille med dørene og en dag var de bare væk. Til gengæld fik jeg lov til at ro denne båd, hvilket jeg synes er et bedre job end det jeg havde før.”

Efter at have betragtet skarver, hejrer og hundredvis af lyserøde flamingoer fortsætter jeg med min tobørnsfar af en chauffør – Pepe – til Rancha Luna-stranden samt til et nær stranden beliggende delfinshow. Der er måske tyve tilskuere til stede i alt og fire gange bliver to af tilskuerne kaldt op for at medvirke i showet med de store, glathudede fisk (med andre ord er der denne dag en 40% chance for selv at deltage i et delfinshow).

Den allerførste der bliver kaldt op, er ingen ringere end bedagede Østerboy. Det efterfølgende korte besøg på den lille delfinplatform indebærer at jeg får lov at kæle med en delfin, får et kys på kinden af en anden, og sidstnævnte napper selvfølgelig også min stråhat, smider den ud i vandet og henter den igen.

Desværre bliver jeg ikke (også) udvalgt som en af de to sidste tilskuere der får lov at springe ned i det afspærrede havområde, svømmelidt ud og efterfølgende under hver sin fod blive løftet højt op af to akrobatiske delfiner.

Hver aften i Cienfuegos hører jeg livemusik. Hver gang fremført af ekstremt kompetente musikere og sangere. Og hver aften går jeg alene hjem igennem den aldeles bælgmørke og strømforladte by (hvor man i øvrigt som i resten af landet ikke kan købe is, fordi det er umuligt at holde frostvarer afkølede).

Jeg ved jo godt jeg bør tage en cykeltaxa, men her virker så fredeligt og jeg skal ofte kun gå få blokke. En af aftenerne sniger et par unge lømler sig (til trods for jeg synes jeg plejer at være ret observant – især på udsatte steder) ganske tæt ind på mig før jeg pludselig opdager dem. I det jeg ser dem begynder de at løbe mod mig. ”Fuck,” tænker jeg idet jeg momentant råber op og spurter derfra kan jeg høre dem grine. Det er sikkert bare drengestreger, men føles ikke så udpræget rart.

Tidligere har Cienfuegos ifølge Osiel produceret sukker til det meste af Caribien, leveret op mod 70% af landets cement og haft et raffinaderi der producerede hovedparten af landets petroleum/gas.

Lige udenfor landets mest industrialiserede by gik man i 1983 under Fidel Castros ledelse desuden i gang med i samarbejde med Sovjetunionen at bygge et atomkraftværk. Desværre betød Sovjetunionens kollaps at de senere trak deres eksperter ud af projektet. Samtidig var man i USA bange for en ny ulykke som Tjernobyl skulle kunne opstå. I 2000 opgav Castro endegyldigt projektet til trods for at Putin ellers havde tilbudt at investere yderligere 800 mio dollars i færdiggørelsen af den ene af værkets to reaktorer.

Min sidste aften i byen går jeg som vanligt ud for at høre livemusik på en af byens tagterrasserestauranter. Jeg har godt nok bemærket at det cubanske flag samme dag har været på halv flere steder, men ikke tænkt nærmere over det. Det viser sig nu at landet har indført to nationale sørgedage med forbud mod blandt andet livemusik (hvilket dog ikke bliver overholdt alle steder). Først får jeg at vide at ”Det er fordi præsidenten i Zimbabwe er død. Og at man ærer hans død fordi Zimbabwe og Cuba er gode venner.” Senere får jeg at vide: ”At det vidst er præsidenten for Somalia der er død”. Og når jeg selv søger på internettet, så er den eneste døde præsident jeg kan finde Namibias founding president (landets første præsident efter Namibias uafhængighed fra Sydafrika i 1990) som efter et langt liv har taget sin sidste enkeltbillet dagen forinden. Så jeg antager at det er ham der er ansvarlig for den manglende livemusik her på tagbaren.

Thats it for Cienfuegos. Udover at jeg lige ved slutte af med et citat fra Sergio en ung flink universitetsuddannet fyr, der nu ”fordi det er bedre betalt end det jeg er uddannet som” kører cykeltaxa i Cienfuegos. Da jeg møder ham, taler han som et vandfald og har en viden som et leksikon. Historieuddannet som han er kender han snart sagt alle årstal på alverdens skelsættende begivenheder. Midt i sin hurtige talestrøm, gør han på et tidspunkt et kort ophold, hvorefter han forkynder:

”Her i Cuba er vi ikke kommunister. Vi er Fidelister!”

Next up Trinidad med Valentinesdag besøg i seriemordergrotte.

Del 4: Trinidad – seriemordergrotte, spektakulært vandfald og salsadans, Cuba, dag 13-18 

Min colectivo deletaxa fra Cienfuegos til Trinidad ligner noget fra begyndelsen af tid.

Det er en Chevrolet fra 1952, og jeg tror næsten ikke mine egne øjne da jeg ser den. I modsætning til mange af Cubas øvrige stadigt opererende veteranbiler er den langt fra velholdt og den hverken funkler eller skinner. I stedet ser den med sin falmede orange farve gammel og træt ud – lidt ligesom den nu afblegne rødtop Østerboy gør det da han får øje på den.

”Denne bil er et godt bud på verdens ældste der fortsat benyttes til turisttransport,” tænker jeg.

Undervognen ryster under kørslen på de hullede veje som hænderne på en alkoholiker eller – om man vil – som bagdelen på en sambadanserinde. Og af en eller anden grund styrer vores chauffør den især i svingene så langt ud i siden af vejen at de af vognens hjul der befinder sig dér, er lige ved at miste vejgrebet.

Den 73 år gamle bil har selvfølgelig ikke nogen sikkerhedsseler og vinduerne kan ikke rulles op. Så med i prisen er (udover dødsangst) at man bliver solskoldet især hvis man om formiddagen befinder sig i bilens østvendte side og læner sin arm ud ad vinduet på bunden af vinduesrammen.

Chaufføren er en tyk bamse der hedder Miguel som godt kan lide at køre alt for stærkt. På veje der altså byder på store huller, foruden skarpe sving og stærke stigninger. I et køretøj proppet med fem personer og som med garanti ville blive konfiskeret på stedet af dansk politi havde vi været hjemme i kongeriget. Havde vi været i USA var han muligvis blevet sendt direkte til Guantanamo.

Øjvind Kyrø fortæller mig senere at der er ”seks gange så stor risiko for at forulykke med en gammel Amerikanerbil i Cuba frem for i Miami.”

”Jeg plejer at betale dem ekstra for at køre langsommere” siger jeg så til ham.

”Jeg siger til chaufførerne at en af min venner for nylig er død i en trafikulykke,” svarer Øjvind udspekuleret.

På vejen gør vi holdt ved El Nicho vandfaldet. Her gemte først anti-Batista rebeller sig i bjergene og efter den cubanske revolution gemte anti-Castro bandidos sig tilsvarende her. I dag er her en serie smukke vandfald, mogotes (limstensbjerge) og turkise naturlige pools hvor man kan bade.

Trinidad som vi når frem til et par timer senere, er en af den slags byer, man troede kun eksisterede i fantasien. Hele centrum udgøres af brostensbelagte gader der huser et skørt mix af cowboys, kunstnere, insisterende gadehandlere, salsamestre, ludere, turister og lommetyve.

Her i byen indlogerer jeg mig i en gammel herskabsvilla hos 77-årige Carmen Luisa. Carmen har to stuer der begge ligner museer og hvor der måske er 15 meter til loftet. Samt en skøn gårdhave og tre værelser, hvori hun og stuepigen Rosalva bor i de to og hun lejer det sidste ud på Airbnb til rejsende som mig.

Hendes Casa Particular er langt fra let at finde. Min collectivo sætter mig af fem blokke fra residensen fordi Miguel påstår ”at biler ikke må køre i indre by”, hvilket jeg dog senere erfarer er løgn.

Da jeg står af, har jeg ikke noget internet på min telefon (mit eSim virker af ukendte grunde ikke på dette tidspunkt), Google Maps viser mig præcis ingenting (selv om jeg har downloadet offline maps), her er ingen strøm og det lykkes mig ikke at tilgå min Airbnb app. Tænk sig i at man i 2025 selv om man er godt forberedt stadig kan være fuldstændig ’bar røv’ kommunikationsmæssigt. Heldigvis har jeg været forudseende nok til også at skrive adressen ned på et stykke godt gammeldags papir og ved at spørge forskellige folk jeg møder på gaden, finder jeg alligevel nogenlunde let frem.

Carmen Luisa er enke og har to børn. En søn på 58 år der er elektriker og en datter på 53 år der er sygeplejerske. Begge bor de nu med deres respektive familier og Carmen Luisas i alt tre børnebørn i Miami. Carmen kan altså ikke trække på sin familie i den daglige drift af hendes spektakulære pensionat.

”Næste år stopper jeg med at drive Casa Particular. Her er for mange problemer med strøm, vand og internet – og samtidig med skal jeg holde haven og huset,” siger hun og tilføjer overskudsagtigt: ”Men der er aldrig problemer med gæsterne”.

Forfængelighed besidder hun ikke meget af: ”Jeg er gammel og grim,” siger hun bombastisk lidt senere da jeg tager et billede af os to sammen med Rosalva.

Carmen Luisas bekymringer kommer ikke ud af ingenting. I gennemsnit har vi strømsvigt mellem 18 og 20 timer om dagen i de fire døgn jeg befinder mig i Trinidad.

Mens jeg er i Trinidad, er det valentinsdag. Det fejrer jeg i en seriemordergrotte (ja, sgu) sammen med danske Sami (som har startet adskillige københavnerrestauranter, bl.a. ”Dej” i Kødbyen og hvis far kommer fra Libanon) og hans smukke forlovede Højland.

Inde i grotten er bygget et diskotek der hedder Ayala opkaldt efter Carlos Ayala der i gamle dage angiveligt kidnappede byens børn og slog dem ihjel nede i grottehulen, som derefter ligesom diskoteket har båret hans navn.

Tidligere samme dag har jeg været oppe at besigtige stedet. Efter at have forceret en stejl stigning på en mudret, hullet og stenet jordvej kom jeg til sidst frem til et grumt, mørkt grottehul med en rusten tremmedør foran. Stedet lignede i sandhed noget en seriemorder kunne have lyst til at gå ned i. Bag den låste dør sad vagten José.

”Må jeg komme ned og kigge i hulen,” spurgte jeg ham.

”Der er lukket. De er ved at gøre rent og de arbejder dernede med at gøre stedet klar,” svarede han.

”Hvad nu hvis jeg betaler dig Quinientos Pesos? (500 Pesos = 12 kroner),” fortsatte jeg.

Fluks blev døren låst op og dermed var José og jeg pludselig blevet bedste venner.

”Bare spørg efter mig i aften hvis der er lang kø,” sagde han.

Se det var nok meget heldigt, for da diskoteket om aftenen klokken 22.30 åbner, står hvad der føles som mindst halvdelen af byens unge mennesker i kø på jordvejen foran etablissementet. Så snart José får øje på os bliver vi dog heldigvis kaldt uden om køen og kommer direkte ned i grotten som sande VIPs.

Med i indgangsprisen på 17 kroner følger en kold øl, en mojito koster beskedne 10 kroner (i byen Vinales ser jeg dem senere på en restaurant helt ned til 5 kroner pr stk.), og nede i hulen er livet i modsætning til i forgangne tider en fest. Ligesom det angiveligt er hver eneste aften året rundt. Undtagen selvfølgelig de aftener hvor det regner ned i grotten og de elektriske systemer risikerer at kortslutte, hvorfor man holder lukket.

Der er lidt for mange turister ifht. antallet af lokale i Trinidad til min smag. Til gengæld er der lige nu (selv om det pga. det kølige klima lige nu er højsæson) alligevel alt, alt for få besøgende til at holde hånden under byens skrøbelige økonomi.

Næsten alle byens centrale og farvestrålende kolonistilbygninger er omdannet til enten hoteller, barer eller restauranter. Måske halvdelen af dem har nødgeneratorer. De sluger dyr diesel uagtet om der er nogle turister til stede til at betale for den. Tiderne er i sandhed hårde i Cuba.

Mit Casa Particular ligger lige omme bag byens mest populære spillested – Casa De La Musica, som simpelthen er en stor udendørs trappe med brede afsatser blandt andet en der huser en scene foran hvilken lokale salsadansere hjertens gerne lærer kluntede turister at danse salsa. Øvrige ydelser falbydes ligeledes. Alt for unge piger med alt for meget krigsmaling sender håbefulde blikke mod de forjættede vesterlændinge. Sætningen ”Amigo! Chica?” genlyder i tropenatten næsten lige så frekvent som tremandsorkesterversionen af Guantanamero. Samtidig rider vaskeægte caballeros (cowboys) i solnedgangen rundt over byens toppede gyder og man må knibe sig i armen for at sikre sig at dette sted nu også eksisterer i virkeligheden.

Carmen Luisas hyggelige gårdhave råder både over alskens eksotiske planter, talrige bedagede smedejernsgyngestole samt en ”conejo” – en huskanin. I stedet for at frekventere byens omkringliggende strande vil jeg meget hellere tilbringe tiden hjemme på mit Casa med at konversere med Carmen Luisa, som er en klog og god gammel dame. Til tonerne af livemusik fra Casa De La Musica tilbringer jeg rokkende under blomsterhavens blå himmel adskillige timer på at konversere med hende.

”Tiderne er ikke lette” siger hun ligesom mange af hendes landsmænd tidligere har gjort det. ”Priserne på mad og brændstof stiger hele tiden. Uden at lønningerne stiger. Og overnatningspriserne falder samtidig fordi udbuddet er for stort. Sidste år blev min økonomi endnu værre fordi jeg blev nødt til at købe et nyt stort bilbatteri så mine gæster kan få backupstrøm også når strømmen er gået. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre.”

End of Trinidad-post. Næste gang skal vi høre om Che Guevara. Og om strømmen monstro nogensinde vender tilbage? Find også ud af om man kan se Netflix-film i en biograf. Og om en cubansk biografbillet virkelig kun koster 12 øre?

Del 5: Uden strøm og på kanten af afgrunden. I Santa Clara kan man vente i mørket, gå i biografen for 12 øre eller høre violinmusik mens man spiser hummer. Cuba, dag 19-23

Den lune tropevind rammer mig blidt i ansigtet da en nærmest moderne Citroen tager mig videre fra Trinidad til byen Santa Clara som især er berømt for, at Che Guevaras tropper her vandt en uhyre vigtig sejr under den cubanske revolution.

Med blot en 30-40 år på bagen er det lige før bilen i forhold til den øvrige bilpark må kategoriseres som en nymodens årsunge. Chaufføren som meget passende for hans kørsel hedder ”Rebellio” fortæller at han har fem børn med tre forskellige koner.

”Har du tre koner samtidig?” spørger jeg.

”Nej, nu jeg har kun en kone tilbage, men måske også snart en tysk kæreste,” siger han med kølig henvisning til den kønne tyske backpacker der okkuperer passagersædet ved siden af ham.

I Santa Clara bor jeg snart efter i et mere end 100 år gammelt nyrenoveret højloftet kolonistilshus der udvendigt er malet i nogenlunde samme farver som Paladsbiografen i København. Tydeligvis er det en bolig som tilhører medlemmer af byens bedre borgerskab.

Her bor jeg hos endnu en hyggelig bedstemor ved navn Olga Margarita og hendes nogenlunde jævnaldrende søster. Meget belejligt har søsteren undervist i spansk på universitetet, så igen er jeg så heldig at kunne få indblik i endnu en cubansk families liv samtidig med at jeg kan arbejde på at forbedre mine spanskevner.

Ulykkeligvis har Olga Margaritas søster leverkræft og kemoen har gjort at hun har tabt sit hår. Overlevelseschancerne er dog nogenlunde fortæller hun. Og jeg har på fornemmelsen at hun liver lidt op af at få besøg af rejsende som mig, så vi kan snakke om andre ting end hendes forfærdelige sygdom.

Her er hyggeligt i hjemmet der med små udendørs gårdhaver og kringelkrogede gange virker som om det er adskillige statelige huse der er bygget sammen til et. Der er kunst og nipsgenstande overalt og alting føles som noget fra gamle dage. Inklusive min madras der er mere bulet end en roemark og på midten mindre vandret end en banan.

For fem pesos (12 øre) går jeg i biografen. Den store sal i den statelige gamle bygning beliggende på byens imposante Parque Vidal hovedtorv er godt nok som de fleste af byens øvrige bygninger desværre uden strøm, men sammen med blot to andre (særdeles lokale) gæster ledes jeg op til en mindre sal. Og i den lille, opererende biografsal forefindes der åbenbart en eller anden form for nødstrøm, så fremvisningen alligevel kan gennemføres.

At kalde stedet for en ”biografsal” er måske lidt af en tilsnigelse. Lokalet ligner nemlig mest af alt et dansk førkrigsklasselokale og fremviseren består simpelthen af en projektor sluttet til en PC med et Netflix-abonnement(!) Nyeste tilføjelse på Netflix hedder åbenbart ”La Dolce Villa” og handler om en amerikansk far, der rejser til Italien for at besøge sin datter som dér har købt en villa.

Desværre for mine to udelukkende spansktalende medgæster – hvoraf den ene både i udseende og vurderet ud fra tøjvalg ligner LeBron James – afspilles filmen dog på originalsproget engelsk uden mulighed for spanske undertekster. Det klager mine medtilskuere selvfølgelig straks over.

Operatøren forsøger sig så med filmen ”Wolf Man” kun for at erfare hvordan det præcis samme scenarie udspiller sig.

Til sidst må han overgive sig og sætte en eller anden vederstyggelig spansk smal kunstfilm på. Som for at skræmme hovedparten af mainstreamtilskuere helt og aldeles væk starter den med at dokumentere et intet mindre end syv minutter langt diskotekssyretrip så outreret at jeg tager mig selv i at filosofere over hvilken tilstand instruktøren må have været i da han fik ideen til dette uimodståelige kunstværk. Det er som en mislykket Von Trier scene hvor man ikke har bekymret sig om hverken seere eller plot. De spanske anmeldere har garanteret være ellevilde.

Santa Clara er en relativ stor cubansk by med ganske få turister. De få besøgende jeg ser, befinder sig typisk på en af byens få attraktioner: Foran enten Che Guevara-monumentet eller -museet. Eller ved ”Tren Blindado” (’det forstærkede tog’) hvor Cubas vigtigste slag fandt sted.

Che Guevara blev født i Argentina og rejste senere rundt i Sydamerika. Han begyndte at sympatisere med forskellige oprørsbevægelser efter han så hvordan mange mennesker led. Senere tilsluttede han sig Castros 26 juli bevægelse, sejlede med Castros båd ”Granma” til Cuba for at deltage i den cubanske revolution og endte altså med at besejre General Batistas tropper ved at afspore deres forstærkede tog her i Santa Clara.

Da han havde afsporet toget beskød han med sine kumpaner regeringstropperne med talrige molotov-cocktails indtil de til sidst overgav sig. Sejren fik ultimativt General Batista til at søge eksil i Francos Spanien. Senere tilsluttede ”Comandante Che” sig til diverse oprørsbevægelser i andre lande og blev til sidst dræbt i et slag i Bolivia. Og nu ligger hans og flere af hans våbenbrødres aske altså her i Santa Clara i et Mausoleum hvor man beordres til at tale særdeles sagte og bestemt ikke må fotografere.

—

De fleste af mine måltider i Santa Clara spiser jeg på restaurant Santa Rosalia der ligner et kongeligt repræsentationslokale. Her er tyve-tredive meter til loftet, tykke hvide, stivede stofduge. Tjenere i hvide skjorter, butterfly og skarpe jakkesæt.

Her koster en halv hummer med tilbehør 25 kroner, en limonade 5 kroner og en times skrabekort til Wifi koster 62 øre. Frokosten indtages ofte samtidig med at et fire personers liveband underholder. Det består typisk foruden en sangerinde af en der spiller henholdsvis violin, guitar og kontrabas.

Under en af disse seancer beslutter jeg mig derfor for at frokosten i det enorme konglomerat og verdensfirma Østerboy Enterprises Aps fremover udelukkende kommer til at bestå af hummer som jeg alene agter at indtage mens jeg hører violinmusik.

Som i de fleste andre cubanske byer (udenfor Havana) er her strømafbrydelserne også her i Santa Clara særdeles hyppige og der er måske kun samlet strøm i gennemsnit 12 timer i døgnet. Det betyder at jeg ofte går frem og tilbage mellem min residens og byens centrum i det sorteste mørke.

”Aydame Senor, Ayudame,” (”hjælp mig Hr, hjælp mig”) lyder det en aften med desperat stemme fra et par drenge der står foroverbøjede over deres kammerat der tilsyneladende ligger livløs på fortovet.

Se hvad gør man nu. Går man over og hjælper, som man vel bør? Eller har man på fornemmelsen, at det er et trick og har man is nok i maven til bare at gå videre.

Med lidt dårlig samvittighed træffer jeg en hurtig beslutning om at fortsætte med at gå. Kun for at erfare at da jeg er kommet knap 50 meter længere ned ad gaden rejser den liggende dreng sig frejdigt op og løber grinende væk – sammen med sine kammerater. Drengestreger? Forsøg på lommetyveri? Jeg aner det ikke. Men jeg må desværre konstatere at det føles en hel del mindre trygt at bevæge sig rundt i cubanske byer efter mørkets frembrud end ved mit sidste Cubabesøg i 2013.

Alle de lokale fortæller mig ellers konstant at ”Cuba er et af verdens sikreste lande”. Og det er det sikkert også. Med adskillige scams forsøgt i mørklagte byer føles det bare ikke helt sådan (og ja: jeg kunne bare have taget en cykel- eller moto-taxa, men jeg skulle kun et par få blokke). De fleste af os rejsende bevæger os typisk rundt – i hvert fald når vi rejser fra by til by – med kontanter til hele vores ophold. Hvilket man (medmindre man bor på luksushoteller hvor de tager imod kreditkort) i praksis er tvunget til fordi man ved at veksle på det sorte marked får hele tre gange så mange cubanske pesos for sine Euro som man gør i de officielle hæveautomater.

Jeg har jo prøvet det så tit. At gå rundt med 30.000 kroner inde på maven i et land hvor gennemsnitslønnen er 150 kroner pr måned. Og de lokale aner jo heldigvis ikke det fjerneste om hvor mange penge jeg har på mig. Cuba er desuden – får jeg fortalt – statistisk set et land stort set uden røverier rettet mod turister. Men når folk ikke har råd til mad. Når folk sulter og roder i skrald efter madrester som de gør i udtalt grad i Havana. Når de unge knægte prøver deres tricks af hver gang der er strømafbrydelse, hvor længe kan Cuba så blive ved med at være et af verdens sikreste lande?

Og hvor længe kan landet i det hele taget undgå at gå rabundus? Hvor meget kan man presse befolkningen før den næste revolution indtræffer? Og kan der overhovedet stables et oprør på benene når der som tidligere skrevet er indført 15 års fængsel for officielle protester? Hvor længe kan folk holde til den dybe økonomiske krise hvor priserne på mad og benzin bare stiger og stiger mens lønningerne forbliver uændrede?

Godt ti procent ud af Cubas befolkning på (nu) 11 millioner mennesker er flygtet siden 2021. TI PROCENT. Det vil sige at mere end en million mennesker har forladt landet. Og den Castro-loyale regering med Miguel Díaz-Canel i spidsen har ikke gjort meget andet end at indføre repressalier for at forhindre optøjer. Det er de unge og stærke der flygter hvilket betyder at der allerede nu er en overvægt af gamle mennesker der ikke producerer noget. Og har ens familie ikke et familiemedlem der kan sende penge hjem fra udlandet, er det allerede nu umuligt for mange at få dagligdagen til at hænge sammen. Landet befinder sig ifølge talrige kilder lige nu midt i den største krise siden det blev selvstændigt.

”Socialisme eller døden,” skriger den blodrøde skrift hen over et enormt billede af Fidel Castro nær lufthavnen. Lige nu er der desværre meget der tyder på at selve kommunismen (kombineret med USA’s embargo) er på vej til at udgøre det for landets (som vi kender det) endeligt. Og folkets valg står nu ulykkeligvis snarere mellem ”sultedød eller oprør”.

Thats it for today. Next post handler om et gensyn efter 12 år med det søde ældre ægtepar Miriam og Manolo i Vinales. Om ture på hest, cykel og til fods i et af verdens mest traditionelle landområder. Og om en lille konflikt mellem en vestlig influencer og en cubansk tjener. Stay tuned and thx for following.

Del 6: Hvor kaptajnen hersker. Havana – Viñales – Havana, Cuba, dag 24 – 31

Efter et hurtigt tonætters stopover i Havana hvor jeg både når at interviewe den gode Øjvind Kyrø (interview kommer senere i Jyllands-Posten) og bo hos hele to forskellige søde cubanske familier i værelser – begge med balkon mod gaden – er det tid til at sætte kursen mod tobaksbyen Viñales.

Viñales er overgroede limstensbjerge og cirklende gribbe. Rød jord med tobaksmarker. Majs, guava og mango. Mørk rom, helstegt pattegris og salsa på Billys. Hestekærrer og cowboys i sombreroer. Tagterrasserestauranter med fabelagtig udsigt. Amigoer og amigaer rokkende på smedejernsgyngestole på verandaen. Naboer der alle sammen kender hinanden. Fred og ro. Grise og tyre bundet til en pæl i haven. Og spanskundervisning på dit casa particular.

Vinales leverer på så mange parametre og burde være en destination turister valfarter til.

Sådan er det desværre ikke. I hvert fald ikke lige nu hvor der trods højsæsonen desværre er særdeles få turister i Cuba.

For at komme til tobaksbyen tager jeg endnu en delt colectivo-taxa. Chaufføren Esdel (56 år gl. med en datter på 16) henter mig som den første kl 8.00 i Havana i hans flotte gamle Chevrolet fra 1956. Derefter bruger han to minutter på at køre 50 meter hvorefter han annoncerer at her skal vi vente til klokken 9.00. Her kunne en organiseret vesterlænding måske godt have forventet at han havde formået at regne ud, at det så kunne have været smart i stedet at hente mig klokken 08.50. Nuvel. Min cabin-rullekuffert skal op på taget at ligge fordi det er det eneste sted der er plads og Esdel inisterer selvfølgelig på at den skal stå på højkant, hvilket i min optik burde forøge risikoen for at den falder af vognen betragteligt.

Klokken 09.10 ankommer fire franskmænd. Det betyder at vi nu er i alt seks personer i vognen. Men vognen har hele tre rækker af tre sæder, det vil sige i alt ni sæder. Så først skal vi naturligvis køre en halv time i den forkerte retning for at hente en backpacker og en af chaufførens venner så vi til sidst er otte personer i den gamle bil, hvorefter den åbenbart endelig er tilstrækkelig fyldt til at der er økonomi i at sætte afsted.

Da vi endelig kommer ud på autopistaen, som motorvejen på disse kanter, hedder går bilen selvfølgelig straks i stykker. Esdel går upåvirket ud i vejsiden og samler et stykke plastik op hvorefter han med rutineret mine tager sit topnøglesæt ud af bagagerummet. Om plastikken er til at lave en pakning med eller bare til at tørre fingre i finder jeg aldrig helt ud af, men efter blot et kvarters penge har han på forunderlig vis allerede fikset det der måske var et defekt hjulophæng i bilens venstre side.

Mens han reparerer bilen, bliver vi overhalet af adskillige hestevogne.

Derfra leger Esdel – som så mange cubanske chauffører før ham – at han er Ayrton Senna og at svingene i Vinales bjerge er ligesom dem på Monza. Da vi, mens vi heldigvis endnu er i live, til sidst ankommer, fejrer vi vores fortsatte eksistens med at køre ned af det der måske er verdens dårligste og mest hullede vej i verdens måske ældste fortsat opererende taxa.

Da vi kommer frem, føles det til gengæld som om vi er ankommet til paradis.

Mit hostal byder på en svalende svømmepøl. Udsigt til limstensbjerge og caballeros med bredskyggede hatte. Her har jeg min egen hyggelige hytte med sengepladser til fire personer, aircondition, vifte, en hyggelig veranda, fire gyngestole og eget toilet og bad med varmt vand. Udenfor er her pool-bord, domino, forhøjet udsigtsterasse, sandwich med frugtjuice til 14 kroner og en hængekøje. Og hele herligheden koster – hold nu fast – kun 9 USD pr nat (!?). Alt for fedt.

Egentlig havde jeg tænkt mig at bo hos det enormt søde ægtepar Miriam og Manolo som jeg også boede hos da jeg sidst var her i Vinales 2013. Men jeg har søgt og søgt på internettet og har ikke kunnet finde dem eller deres Casa Particular. Jeg frygter lidt at de måske har forladt denne verden, da jeg mener at huske at de var sidst i tresserne sidst jeg besøgte dem.

Det første jeg gør efter ankomst til byen, er derfor at skynde mig dertil hvor jeg kan huske at de boede.

”Miriam y Manolo?”, siger det der engang var parrets nabo. ”De er flyttet lidt ud af byen. Bare gå fem blokke længere ned ad gaden og ti huse frem, så finder du dem let.”

Tyve minutter senere sidder jeg i det fantastiske ægtepars store stue. Miriam er nu 76 år og Manolo er 75. De driver stadig gæstehus/casa particular men får nu desværre sjældent besøg, da her er så få turister og ikke mange af dem ulejliger sig med at gå lidt ud af byen, hvor de som sagt bor nu. Deres nye casa har de navngivet efter deres søn, hvilket forklarer hvorfor jeg ikke har kunnet finde dem på internettet.

Da jeg boede hos parret for 12 år siden brugte Miriam og jeg en stor del af tiden på at sidde ude på verandaen i gyngestole og tale om cubanske samfundsforhold og politik. Dengang var Miriam meget glad for Fidel. ”For at han havde smidt amerikanerne på porten”. ”For den gratis uddannelse.” ”Og for at ’man i Cuba havde flere læger end i hele Afrika’.”

Så positive er ægteparret langt fra nu.

”Tiderne er hårde,” siger de ligesom så mange andre cubanere jeg har mødt. ”Priserne på mad og benzin stiger hele tiden. Mens lønningerne ikke ændrer sig. For nyligt er det blevet besluttet at man kun kan købe rigtig 95 oktan på benzinstationer hvis man betaler med dollars eller euro.”

Som så mange andre her fortæller de om hvordan mange fra den yngre generation emigrerer, mens de ældre bliver tilbage. Deres egne to børn bor med allerede med deres familier i USA og sender hver måned lidt penge hjem til deres forældre. I modsætning til deres børn har Miriam og Manolo ingen ambitioner om at forlade Cuba:

”Vi er glade for Cuba og vi skal ingen steder. Vi har vores venner her, vi kender alle og har vores liv her. Vi må bare håbe at situationen i landet snart bliver bedre,” siger Miriam.

Vi snakker også om Trump. Om at han er ”totalmente loco” (”totalt skør”). Om Grønland, Panama og Canada. Og Manolo har hørt at vores kvindelige premierminister som han kalder hende har sagt til Trump at Danmark vil købe Florida. Det synes han er ret sejt.

Vi taler også om Danmark og Cubas hospitalsvæsen, uddannelsessystem og hvor mange velfærdsydelser de to lande tilbyder. De synes det lyder interessant med et land som Danmark, hvor der på en gang er liberalisme og socialisme – og hvor politikerne er lykkedes med at samarbejde hen over midten langt fra de radikaliserede partier ude på de politiske fløje.

Jeg fortæller dem også om min bådsmand i Cienfuegos hvis venner roede ni dage til Florida og nåede i land. Det fornemmer jeg de synes er vældig interessant.

Næste dag tager hestene Negrito og Lucero os gennem Vinales’ landskab. For beskedne 15 USD har jeg købt mig en tur på hesteryg gennem Vinales fantastiske omgivelser af tobaksmarker og limstensbjerge. Den eneste anden turdeltager er 28-årige østrigske Vivian. ”Vivian. Ligesom i Pretty Woman”, som hun siger. Udflugten ledes af den seje tresårige cowboy Pedro. Det er en fin tur gennem det flotte landskab. Undervejs bliver vi tilbudt at købe cigarer ”direkte fra tobaksbonden”.

”Her har cigarerne ikke noget mavebælte, men dem jeg har lavet her, er fuldstændig magen til Cohiba-cigarerne, som koster mindst ti gange så meget i regerings-butikkerne inde i byen,” siger Mario.

Mario kalder jeg respektfuldt for kaptajn.

“Tu eres capitan. Y yo soy marinero!” (”Du er kaptajn og jeg er blot sømand”) siger jeg til ham med reference til sangen La Bamba hvor der synges ”Jeg er ikke sømand, jeg er kaptajn.”

”Porque donde manda capitan. No manda marinero,” (”fordi hvor kaptajnen hersker, hersker sømanden ikke”) fortsætter jeg. Det synes Mario – eller super Mario som jeg også kalder ham – heldigvis er ret sjovt.

Meget sympatisk køber Vivian fem cigarer (6 USD stykket) og får desuden lov til at beholde den cigar hun selv har rullet – efter Mario har fjernet stænglen ”hvor 90% af nikotinen sidder”.

”Du skal behandle tobaksbladene med samme ømhed som var de en kvinde” siger Mario, mens han forsigtigt trækker i det elastiske tobaksblad og gør klar til at rulle det.

Da vi kommer hjem, spørger Vivian, som ligesom jeg rejser alene, om jeg vil med ud at spise. Da hun er vegetar, vil hun gerne vælge restaurant. Selv om jeg har på fornemmelsen at hun via sin indgående tidligere netresearch har bestemt sig på forhånd kigger vi alligevel først på hvad der føles som hovedparten at byens menukort.

Til sidst vælger vi en restaurant næsten uden gæster fordi Vivian her har set på nettet at en eller anden har skrevet at de har gode pizzaer. Hun har også på sin telefon fundet et billede af en, som en eller anden bruger har lagt op og knyttet til denne restaurant. Den ser flot ud med spinat og bacon og friske tomatskiver.

”Jeg vil gerne have en ligesom den på billedet” siger hun til tjeneren.

Den spinkle, venlige cubaner trækker lidt på det og siger at han ikke ved hvem der har taget det billede og at den nok alligel ikke ligner helt. Efter bedste evne forsøger jeg at oversætte.

”Det er vigtigt at den er med sprød bacon” siger Vivian, som altså, selv om hun er vegetar, nu pludselig godt kan lide gris. Jeg prøver igen efter bedste evne at oversætte hendes forespørgsel, men ved ikke lige hvad ”sprød” hedder på spansk.

På halvt engelsk og halvt spansk får hun til sidst tjeneren, der tydeligvis ikke har forstået det hele, til alligevel at nikke til at hun får en pizza ligesom den på billedet. Se det skulle han nok aldrig have gjort..

Tyve minutter senere kommer vores mad. Vivians pizza er delvist ubagt og min spaghetti med kødsovs er ikke ordentlig varm, så vi sender dem en tur ud i køkkenet igen. Snart efter kommer de retur i lidt bedre forfatning.

Baconen på Vivians pizza viser sig dog desværre at bestå af talrige uappetitlige gummiagtige fedtstykker. Pizzaen ligner – ser man bort fra tilføjelsen af fed bacon – ugens Dr Oetker tilbudspizza fra Coop365 blot med lidt tomatpasta under et tykt lag ost.

Nu går ’Vivian, ligesom i Pretty Woman’ i gang med at brokke sig. ”Hvor er spinaten og de friske tomater, måske? Og den ligner jo overhovedet ikke det billede hun har vist tjeneren. Og baconen er bestemt ikke sprød.”

’Rolig nu lille pige,’ tænker jeg i mit stille sind, mens jeg håber at fruentimmeret snart vil besinde sig. ’Du er i et fattigt land. Pizzaen koster 45 kroner på en fin restaurant hvor de lige nu formentlig brænder flere penge af på at køre deres dieselnødgenerator end aftenens få serveringer genererer af indtægt.’

Men så let narrer man ikke Vivian. Denne situation kan hun ikke acceptere! Hun har jo netop gjort opmærksom på at det er meget vigtigt at baconen er sprød. Og spinaten på billedet er ”absolut ikke pesto” som tjeneren nu påstår.

TYVE MINUTTER senere diskuterer de stadig. Undervejs har tjeneren ringet til sin chef to gange for at ’diskutere situationen’. For en pizza til 45 kroner (ledsaget af en øl til 10 kroner).

Aldrig har jeg følt mig så pinligt berørt på en restaurant. Den søde tjener gør alt hvad han kan for at glatte situationen ud. Men Vivian som – når hun ellers ikke lige spiser sprød bacon – ’går meget op i dyrs rettigheder’ er ikke sådan at bide skeer med.

”Billedet du har set på nettet, er nok 6-7 år gammelt,” påstår tjeneren til sidst desperat.

”Det er det i hvert fald ikke – for det er uploadet for et år siden,” trumfer Vivian.

Jeg prøver at glatte ud, prøver at sige at der måske er noget der er gået tabt i oversættelsen og det måske også er min skyld fordi jeg ikke ved hvad ’sprød’ hedder på spansk. Og desuden har jeg for længst tilbudt at betale for det ophidsede kvindemenneskes sløje pizza.

Men det er langt fra nok for Vivian. Ret skal være ret. Og ret har kunden jo altid. Også selv om vi er i et umådeligt fattigt land hvor fattige lokale pukler for at tilgodese forkælede turisters til tider urimelige behov. Og når der i forvejen er få turister hvad kan så ikke konsekvensen blive af en eventuel dårlig online-anmeldelse?

Jeg ved ikke om det er hybris og nemesis, men dagen efter har jeg det underligt. Og må pludselig haste fra mit hostals swimmingpool og ind på tordentronen. Snart efter må fajancen tage imod. Jeg eksplosionsknækker mig i så lårtyk en stråle at jeg med sikkerhed må have udnyttet hver en millimeter af faldstammens indvendige diameter.

Formentlig var dette turens nu tredje maveonde bare et resultat af gammel fordærvet kødsovs (frem for suspekte hævntilsætningsfluider fra en sur restaurantansat..). Men moralen er (i gamle ikke woke-Østerboys humble opinion) – i modsætning til hvad reklamerne udbasunerer – at ”you are not always worth it” og alting behøver ikke dreje sig om unge forkælede backpackere. Og ja lang historie med måske en lidt beskeden pointe – jeg synes måske bare hele det her influencerhalløj er ved at tage overhånd og at forbrugernes magt – som her kan betyde liv, død og mistede jobs – er blevet lidt for stor.

—-

Det regner i Havana mens jeg skriver dette. Jeg ved ikke om det kan kategoriseres som en tropisk storm. I hvert fald står himmel og jord i et og vejrudsigten siger at her på få timer falder 26 mm regn. Foran mit nye Casa Factoria fosser vandet ned and den skrånende gade som var det en flod. Enkelte modige bilister i gamle biler forcerer de oversvømmede gader side og side med et par modige fodgængere med snart ødelagte paraplyer og et par cykeltaxaer der har sat plastik for siderne af deres vogne. Regnen stopper lige så pludseligt som den begyndte.

—-

Jeg ender min rundtur i Cuba med at aflægge et sidste besøg på Finca Vigio – Hemingways bopæl i over 20 år beliggende 12 kilometer fra centrum at Havana.

Medmindre man bestikker personalet, må man ikke gå ind i Hemingways fint dekorerede stuer. Betaler man lidt under bordet kan man enten følge med ind eller få dem til at tage et billede derinde. For eksempel af den Picasso tegning som Hemingway købte for 150 Franc i Paris og som hænger et sted hvor man ikke udefra kan se den.

Året efter Hemingway i 1960 endeligt forlod Cuba skød han sig i USA i hovedet med et af sine jagtgeværer.

”Han var syg. Syg fordi han havde drukket så meget alkohol. Desuden havde han kræft. Han var færdig til sidst,” fortæller en af de kvindelige ansatte på stedet mig. Hun fortsætter:

”Der var sindssyge i hans nærmeste familie. Både hans far, hans bror og hans søster tog også deres eget liv.”

”Det her er hans stue. Han kom herind hver eftermiddag når han var færdig med at skrive. Så gik han i gang med at drikke. Hver dag drak han 16 Daiqueris. Alle med dobbelt rom.”

’Meget godt gået at kunne drikke 32 genstande hver dag og stadigt formulere sig smukt på skrift,’ tænker jeg.

I Havana bor jeg hos Santiago (50 år), hans kone Dalien (35 år), Daliens mor Vivian (ligesom i Pretty Woman) (62 år) og deres søn Stefan (10 år) som spiller fodbold hver dag, er angriber, har en argentinsk landsholdstrøje og som ”ustandseligt taler om Messi”. I huset bor også de to hunde Carburro og Pelusa.

Santiago interesserer sig ligesom Miriam i Vinales ekstremt meget for udenrigspolitik og nyheder og vi taler i timevis om situationen i verden. Indtil han en dag pludselig ikke er der mere ”fordi han er taget til Panama for at importere og eksportere forskellige ting,” som Dalien så kryptisk siger det. Hvad det er han importerer kan jeg selv om jeg spørger adskillige gange ikke få svar på. Men jeg må konstatere at det er anden gang på blot en måned at en af mine casa-ejere pludselig er rejst til Panama.

”Er det stoffer?” spørger jeg for sjov.

Da taxaen mod lufthavnen dagen efter ankommer og jeg siger farvel til Dalien spørger jeg hende igen for sidste gang, hvad det er Santiago handler med.

”Drogas!”, hvisker hun mig så i øret efter at være gået helt tæt på mig. Og lyser så op i et kæmpe grin. ”Alimentos” retter hun det så til. Hendes mand rejser åbenbart hele vejen til Panama for at købe ”madvarer”. Herom får jeg ikke yderligere detaljer, men det er med stor sandsynlighed en konsekvens af at Cuba har tilladt selvstændig import/eksport-virksomhed i mindre skala. Hvilket vist både er godt og skidt. Godt fordi det fremmer det frie initiativ, men skidt fordi det skaber et dyrere parallelmarked og fører til opkøb af blandt andet stats-subsidierede varer, hvilket kan skabe knaphed på disse og føre til stigende priser, hvilket rammer den i forvejen meget fattige del af befolkningen hårdt.

Således ender min cubanske rundtur. Udover at landet er en fotografs paradis har højdepunkterne i løbet af min måned i landet været at bo hos hele ni søde og gæstfrie cubanske værter/familier og – på godt og ondt – få lov til at få et indblik i deres liv (samtidig med at jeg har fået verdens bedste spanskkursus).

Thanx for following – og kæmpe tak til Alex i Havana Centro, Milagros og Doniel i Playa Larga, Osiel og Mildred i Cienfuegos, Carmen Luisa i Trinidad, Olga Margarita i Santa Clara, Carmen og Rafael i Havana Vieja, Leyanis og Jesus Alejandro i Viñales, Miriam og Manolo i Viñales og Santiago, Vivian, Stefan og Dalien i Havana Centro.

For trip expenses pls see last picture in the album.

If you like – you can also read my guide to independent travel in Cuba: HERE

Del 7: Sidste Havana

Last photos of::

• Havana in sunshine
• Three stays in Casa Particulares – with Carmen, Rafael and Santiago and Dalien.
• Torrential rain – 26 mm in one afternoon
• Havana by night
• A few more street photos

If you like – you can also read my guide to independent travel in Cuba: HERE