Israel 2024 Trip Report

ENG: In a country almost without tourists – TRIP REPORT ISRAEL – sorry to the English speakers for the missing translation – I hope the auto-translation works.

“Det er svært at kunne lide nogen der hader os,” siger Ashraf vores palæstinensiske chauffør og ryster lidt på hovedet. Med Ashraf bag rattet er vi på vej fra Jordans hovedstad Amman mod grænsen til Israel. Få øjeblikke tidligere har jeg spurgt den sympatiske fembarnsfar hvordan hans forhold til nabolandet som vi er på vej imod er. Mens vi funderer lidt over Ashrafs svar, ankommer vi og morgenheden er intens da vi stiger ud af den moderne airconditionerede Hyundai. Snart efter er der smilende palæstinensere og militært isenkram overalt omkring os. Selv om vi er på vej ind i Israel er her ikke én eneste israeler.

Det er med en vis uro i maven, at vi snart efter krydser grænsen. Israel er som bekendt i krig både i Gaza og langs den nordlige grænse mod Libanon ud over at de fra tid til anden også bomber (og bliver bombet af) Yemen og Iran. Men i landets storbyer og på Vestbredden går livet sin vante gang. Folk står op og går i skole og på arbejde. Og risikoen for et angreb (som ikke ville kunne håndteres af Israels Iron Dome forsvarssystem), vurderer vi som lavere end at havne i en trafikulykke derhjemme.

Grænsekrydsningen foregår via Allenby-broen (der lyder det officielle navn King Hussein bridge, hvilket er komplet forvirrende idet den lidt nordlige grænse næsten enslydende hedder Sheikh Hussein Bridge). På Jordan siden er vi heldige at få lov at gå igennem VIP-indgangen og den samlede tid for at krydse grænsen inklusive bustransport gennem ingenmandsland og behørigt israelsk sikkerhedstjek beløber sig til to klokketimer. Snart efter står vi i det israelske grænseområde i Vestbredden. Vores 10-passagersæders – sherut – deletaxa – fyldes nærmest øjeblikkeligt op af vores familie og seks palæstinensere. Det er ikke tilladt for israelere at benytte denne grænse da den leder lige ind i Vestbredden hvor menige israelere er forment adgang i de såkaldte ”Area A” områder som udover selve grænsen også inkluderer bl.a. Betlehem, Ramallah og Jericho. Med andre ord krydser vi en israelsk kontrolleret grænse, som israelere ikke selv må benytte.

Den smukke unge israelske kvinde med det potente maskingevær slynget skødesløst over skulderen entrerer bussen da vi omtrent en halv time senere med ekspresfart allerede er nået frem til det checkpoint der adskiller Vestbredden fra Jerusalem. Palæstinensere med gyldigt visum må godt rejse ind i Israel (modsat altså Israelere der er forment adgang til Gaza og det meste af Vestbredden) så dem interesserer soldaterpigebarnet sig ikke for men går direkte over til mig og forlanger vores pas udleveret.

Med et overfyldt papirstyndt og tilsyneladende tæt på bristefærdigt plastikglas mellem tænderne som snart efter sender en hidsig stråle af drikkevand ned mod bussens gulv tjekker hun med ligegyldig mine vores pas. Strålen er kun få centimeter fra at ramme vores rødbedefarvede indrejsedokumenter, men det synes ikke at bekymre den arrogante men ret hotte soldaterkvinde det mindste. Bortset fra denne lille episode forløber alting fredeligt – og de øvrige mange israelske militærpersoner vi i løbet af de næste dage møder, opfører sig eksemplarisk og slet ikke lige så arrogante og nedladende som vi oplevede da vi krydsede in i landet i badebyen Eilat tilbage i 2001.

Vi bliver sat af ved en af de mange små (og velorganiserede) busstationer nær den ikoniske Damaskusport der leder ind mod Jerusalems firdelte gamle, muromkransede by. Fem minutters gang uden for porten har vi booket to private lejligheder i et lejlighedshotel. Værelserne er topmoderne, der er fælleskøkken og to fællesbalkoner og en espressomaskine med kapsler til fri afbenyttelse. Værten møder vi aldrig, men han sender en instruktionsvideo med de hele fire forskellige dør- og låsebokskoder vi skal bruge for at lukke os selv ind. Og han svarer næsten momentant på WhatsApp undtagen når det er shabbat (fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag) hvor han ifølge en besked han sender til os ”af religiøse årsager ikke vil være tilgængelig på sin telefon”.

De næste par dage udforsker vi både det moderne Jerusalem og den gamle bys muslimske, kristne, armenske og jødiske kvarterer. Vi ser gravkirken (hvorfra Jesus pludselig forsvandt efter han var død), jomfru Marias fødested, smertegaden Via Dolorosa osv. og tilbringer især megen tid ved grædemuren. Hurtigt går det op for os at her er tæt på nul turister. I gravkirken ser vi måske en håndfuld og på den enorme plads foran grædemuren møder vi ikke en eneste turist – hvis man altså fraregner de mange amerikanske, ortodokse jøder der i hobetal er valfartet hertil.

”Thank you for visiting in these troubled times,” siger en ortodoks newyorkerjøde med de karakteristiske lange payoter – slangekrøller – dinglende ned ved siden af ørerne efter han har spurgt hvad søren vi dog laver på disse kanter.

”Her er ikke kommet nogen turister i månedsvis,” fortæller en lokal hostelbestyrer mig tilsvarende, ”nu kommer her kun journalister.”

Vi har alting stort set for os selv og vi står aldrig i kø. Fødselskirken i Betlehem (som vi senere besøger) som der normalt er timers ventetid på at komme ind i kan vi gå lige ind i og direkte ned til Jesus fødested – og vi ser kun et par håndfulde andre – primært russisktalende – internationale turister (og lidt israelske turister). Tunnelturene under grædemuren som normalt skal bookes uger i forvejen, kan vi nu købe billetter med minutters varsel. Til gengæld er det ikke ret let. Vi skal ringe til et fircifret nummer med en foranstillet stjerne, hvilket kun virker fra en israelsk telefon (vi låner en af en flink amerikansk kvindelig jøde). Derefter skal vi over telefonen udlevere vores kreditkortoplysninger, men det lykkes til sidst. Under grædemuren kan vi derfor snart efter se udgravede lag af adskillige hedengangne civilisationer. Guiden hedder Barsha og er amerikaner og selv om jeg normalt ikke er den store tilhænger af guidede ture gør hun det godt.

Vi er så heldige at befinde os foran grædemuren både en torsdag og en fredag eftermiddag og aften. Særligt fredag aften før shabatten begynder ved solnedgang er det en speciel oplevelse. Ortodokse jøder i hundredevis – måske faktisk tusindvis – valfarter til grædemuren for at bede. Her er høje tynde mænd med deres kipa – kalotter der symboliserer at mennesket står under Gud – eller firkantede hatte (Strejmel som stammer fra en polsk aristokratisk tradition). De er iført sorte, guld- og sølvfarvede kåber. Enkelte har viklet en sort bedelæderrem om armen og om hovedet – den såkaldte Tefillin – der er forbundet til en lille sort boks der indeholder håndskrevne pergamentruller (som indeholder fire afsnit fra mosebøgerne).

Officielt annoncerer store skilte at det er forbudt at fotografere og ortodokse jøder har ry for at kunne være ret truende overfor folk der bryder denne regel. Om det er de få turister der nu er til stede der gør det ved jeg ikke, men absolut ingen af de mange religiøse mænd siger noget som helst om restriktioner af nogen art og mange lader sig gladeligt fotografere.

Da vi er lige ved at gå hjem, ankommer en flok på mere end hundrede langskæggede amerikanske newyorkerjøder (ortodokse jøder må ikke studse deres skæg). De synger som var der ingen i morgen og virker som om de er lykkelige over at være ankommet til dette hellige sted.

Her er også hundredvis af unge israelske maskingeværbevæbnede soldater. Israelske mænd har minimum 32 måneders værnepligt og kvinder har 24 mdrs obligatorisk værnepligt. Flere af dem vi møder på pladsen, fortæller dog at de frivilligt har valgt at tilbringe hele fem år i hæren. Inden de poserer for endnu et sværtbevæbnet gruppefoto foran den ikoniske mur.

Ellers går dagene med at se den nye og den gamle bydels traditionelle seværdigheder. Vi kører rundt med bybusser der indvendigt med deres røde stopknapper og skriggule gribehåndtag fuldstændig ligner de københavnske Moviabusser. Og spiser shawarma der selv i en lokal biks udenfor murene med en pris på 37 Nye Israelske Shekel (ca 74 kr.) koster mere end på Nørrebrogade (og uhyrlige 150 kroner i de små hyggelige restauranter i den gamle by nær grædemuren).

Efter spændende dage i Jerusalem lader vi en medlogerende på vores lejlighedshotel få de (næst)sidste ord:

”Selvfølgelig er jeg forudindtaget, men hvad skal vi gøre? Spørger en kalotbærende israelsk (oprindelig sydafrikansk) jøde der bor på etagen under os med dreven accent og en udtalt læspen. ”Der er arabere hele vejen omkring os og de hader os allesammen?”

Jeg kan kun tale for mig selv, men vi møder kun venlige, gæstfrie mennesker lige meget hvilken af de to stridende parters territorier vi besøger (trip report from Ramallah, Betlhem og Jericho to come). Og jeg skal som vanligt ikke på nogen måde blande politik ind i denne post, men må jeg bare konstatere at det er et svært udgangspunkt hvis man tror at alle fra den anden part hader en.

Og ja situationen lige nu i Mellemøsten er særdeles anstrengt, men et besøg kan altså alligevel (sagtens) foregå på helt fredelig vis – og har man mod på det kan man dermed hjælpe en lille smule med at bidrage til den lokale økonomi.

PS Lidt visa-teknisk info: Vi købte et Jordan Explorer Pass hjemmefra. Pris 75JD=750 kr. inkl. single entry visum til Jordan (normalpris 40JD) og også inkl. to dage adgang til Petra (Normalpris 55 JD). Med dette pass fik vi single entry visum til Jordan ved ankomst. Double/Multiple entry visum er ikke muligt on arrival. Vi rejste over land til Israel og Palæstina og tilbage igen også over land. Det vil sige at vi entrerede Jordan to gange på et single entry visum (!). Det tror jeg aldrig jeg har gjort før, men Jordan tillader dette så længe man er indenfor gyldighedsperioden af det første visum/entry stamp. Jeg var lidt nervøs for om denne regel – som jeg havde læst om flere steder på nettet – nu også gjaldt, men det fungerede fint. Havde det ikke fungeret havde vi været lidt på spanden da der ikke udstedes nye jordanske visa ved denne grænse, dvs. det ville have medført en lang omvej til den nordligere grænse, hvor man kan købe et nyt visum. Hverken Israel eller Jordan stempler direkte i passet ved kryds af King Hussein/Allenby-broen – der stemples i stedet på begge kontrolposter på separat papir, så man ikke vil få problemer med sidenhen at besøge andre arabiske lande med samme pas.

(Bemærk at danske statsborgere pr 1.8.2024 skal medbringe godkendt Electronic Travel Autorisation for at få lov at komme ind i Israel).

(all pics with iPhone 13Pro)

PLEASE SEE PICS HERE.