(In danish only – sorry)
1. Forviklinger på Vestbredden – familiebesøg i Ramallah
Bussen (12 kr pr mand) fra Jerusalems Nablus Rd busstation ligner fuldstændig dem der til dato kører rundt i Københavns gader. På omtrent 40 minutter fører den os nordpå op til det såkaldte Kalandia Check Point der adskiller Jerusalem fra Vestbreddens hovedstad Ramallah.
Vi er de eneste passagerer der står af ved check point-holdestedet som også er bussens endestation. Synet der her møder os minder ikke rigtigt om noget jeg kan huske at have set nogen andre steder i verden. Her er skyde- og overvågningstårne og kilometervis af høje betonmure med pigtråd på toppen der adskiller Israel og Vestbreddens hovedstad Ramallah. En enormt lang hævet gangbro leder os ind mod det palæstinensiske territorie. Vi bliver givetvis overvåget fra nogle af tårnene, men her er underligt øde og vi kan ikke få øje på en eneste vagt. Ingen tjekker os eller siger at vi ikke må fotografere. Eller at vi ikke må noget som helst andet. Jeg har muligvis ikke de allerbedste erfaringer med at fotografere militærinstallationer, men jeg knipser alligevel så diskret som muligt løs med min iPhone (som er det eneste kamera jeg har med på denne tur).
Ingen forlanger at vi skal vise pas eller en anden form for identitetspapirer. De fleste skilte står på hebraisk og ingen steder gøres der opmærksom på at nok kan vi forlade Israel og bevæge os ind på Vestbredden, men uden vores pas får vi ikke lov at komme tilbage igen.
Et par jernsvingdøre som man absolut kun kan komme ud af men ikke tilbage af leder os under mystiske henholdsvis hebræiske og arabiske skrifttegn ud i en gul tunnel hvorfra endnu et sæt envejssvingdøre lidt senere leder os ud til et par af Ramallahs ventende gule taxaer. Chaufførerne derude forlanger 50 Shekel (ca 100 kr) for at køre os et par kilometer ind til byen. Heldigvis møder Charlotte en mand der siger at vi bare kan gå 50 meter ind i landet forbi et par monstrøse afspærringer og tage en meget billigere deletaxa (sherut). Ud over denne mand og altså et par taxachauffører er vi igen alene. Området ligner noget fra en krigsfilm, der er skydetårne og høje mure allevegne. Og graffiti med palæstinenserlederen Yassir Arafat. Heller ikke på denne side synes nogen umiddelbart at tage den mindste notits af at vi fire blege danskere snart efter lusker rundt og fotograferer.
Sherutten kører med det samme og for kun 4 x 4 Shekel (4 x 8 kr.) er vi snart efter i Ramallahs midtby. Da chaufføren hører at vi gerne vil besøge Yassir Arafat museet der ligger et par kilometer uden for centrum insisterer han på at køre os helt derud, så vi slipper for at gå både derud og tilbage til centrum under den stegende formiddagshede. Gæstfriheden er som vanligt i højsædet i de arabiske lande.
Arafatmuseet er desværre lukket da det er fredag. Men den moderne mausoleumsbygning opført omkring palæstinenserlederens grav må vi godt gå ind i.
Lidt før mine tre familiemedlemmer når jeg tilbage til museets udgang. Her står Waseem og Basim, to palæstinensiske vagter med hver sit formodentlig velsmurte maskingevær. De virker smilende og flinke selv om de er svære at kommunikere med da de kun taler få ord engelsk. Jeg fyrer et par af mine memorerede arabiske sætninger af og efter et par minutter begynder de at spørge mig om jeg godt kan lide Israel. Jeg glider af på deres spørgsmål og siger noget i retning at vi har mødt mange venlige mennesker både i Israel og i de Palæstinensiske territorier. Vi skilles i al fordragelighed og begynder at vandre ind mod byen.
Vi er kun nået rundt om hjørnet og 5-10 minutter ned ad vejen der fører ind mod centrum da en politikassevogn pludselig kører på tværs af vejen med retning lige imod det fortov hvor vi befinder os. Inde i bilen sidder tre mænd på forsæderne. Den ene er i uniform. Ingen af dem taler ret meget engelsk. Manden i uniformen er en korpulent cigaretrygende fyr der i en kommanderende tone gennem den åbne siderude siger at vi skal ”show him the book”.
Til at begynde med er jeg helt forvirret og aner ikke hvad han taler om.
”The Israel book” siger han så.
Jeg viser ham vores Lonely Planet guidebog, som Charlotte (lidt urutineret) kort forinden har ladet ligge ovenpå sin taske som vi ikke måtte medbringe ind til Arafats gravkammer.
Den palæstinensiske politimand ligner og lyder som en der synes vi har begået en alvorlig forbrydelse. Han kalder over radioen. Og beordrer os derefter til at gå tilbage til museet.
Da vi kommer tilbage, har Waseem og Basim fået følgeskab af Oday. En ung soldat, der taler udmærket engelsk.
”Vis mig jeres bog,” siger han.
Jeg giver ham den, hvorefter det går op for os allesammen at de to palæstinenservagter med det beskedne engelske ordforråd tror at vi rejser rundt med en bog der hedder ”Israel and the Palestinian Terrorists” og derfor har anmeldt os til hovedkvarteret. (…)
Heldigvis har Oday boet et par år i Bangladesh og taler udmærket engelsk og misforståelsen går hurtigt op for ham og vi kan grine lidt af det hele.
”Vil I se museet?” spørger Oday pludselig i stedet og bruger – for at råde bod på miseren – det næste kvarter på, desværre forgæves, at forsøge at få åbnet museet kun for os, selv om det er officiel fredagshelliglukkedag. Derefter går han i gang med at informere os om Vestbreddens i hans øjne bedste turistattraktioner.
Efterfølgende spadserer vi ind til centrum hvor vi ser folk valfarte til fredagsbønnen i Ramallahs største moske og går rundt og besigtiger byens enorme marked hvor jeg er lige ved at købe en ret cool orange Just-Eat taske hvor firmalogoet står på arabisk. Frokosten består af ægge- og millionbøf-brød, suppleret med en hjemmelavet pizza med oliven i den eneste fredagsåbne restaurant vi kan finde.
Nærmest alle vi går forbi på gaden udbryder spontant ”Welcome”, ”Where are you from?” eller inviterer på te, og vi fornemmer en endnu større venlighed og gæstfrihed end vi normalt gør i arabiske lande – sandsynligvis fordi de lokale hungrer efter normalitet og flere besøgende ligesom før urolighederne ulykkeligvis eskalerede. ”Shokran Saddiqi” – ”tak min ven” på arabisk, siger jeg til mange af dem. Ud over den lille misforståelse med de palæstinensiske politimænd ånder alting fred og idyl, her hvor vi lige nu formentlig er de eneste vestlige turister i Vestbreddens hovedstad. Det føles ret vildt hvor forskelligt og umiddelbart trygt det føles at være her i forhold til det billede man har af den hårdt prøvede by fra medierne.
Next post: Besøg i Betlehem og Jericho.
SEE PICS FROM THIS TRIP HERE
(all pics with iPhone 13pro)
Besøg i Betlehem og Jericho på Vestbredden
(Trip report family trip to the worlds lowest and longest inhabited (and maybe hottest) city – in the West Bank. – danish only sorry)
Jonas er langt fra på toppen den dag vi krydser det såkaldte Checkpoint 300 der adskiller Jerusalem og Betlehem. Han har kvalme, dårlig mave og lidt feber. Heldigvis føler han sig alligevel frisk nok til at tage af sted. Igen leder en moderne bus formedelst blot 12 kroner pr person os let hen til endnu et checkpoint ind mod Vestbredden, som her er langt mindre skræmmende og langt lettere at krydse end det tidligere Ramallah-check point. Vi går blot gennem et par svingdøre og vupti så er vi igen på palæstinensisk territorie. Derfra hyrer vi Isa til at køre os i sin gule taxa de få kilometer ind til Betlehems centrum.
Måske er det fordi Jonas er utilpas – måske er det fordi jeg fortsat langt fra selv er på toppen – i hvert fald glemmer vi på aldeles urutineret vis at få taxaen til at køre forbi Banksys verdensberømte ”The Walled Off Hotel” (hvis navn er et ordspil på det kendte Waldorf Hotel). Boutique-hotellet beliggende blot 750 meter fra checkpointet er godt nok lige nu lukket pga. krigen, men det kunne have været spændende at se det udefra – samt at besigtige Banksys berømte graffiti på de nærliggende mure.
I stedet må I nøjes med et par billeder derfra fra Wikipedia. Hotellet er – når det ellers er åbent – et luksushotel med suiter til knap 1.000 USD, værelser til cirka 250 USD plus et depositum på 1.000 USD (!) (fordi hotellet indeholder at kunstmuseum) men søreme også med dormitory rooms hvor en seng i ’en af Mellemøsten mest celebre sovesale’ kun koster 30 USD (og ikke noget depositum). Med i prisen følger ’Verdens værste udsigt’ over den høje mur ind mod Vestbredden inklusive altså bl.a. Banksy graffiti. Kritiske røster har udtalt at de frygter at den ’mørke-/krigsturisme’ som hotellet afføder skulle være ’dehumaniserende’ men i realiteten har hotellet (indtil det beklageligvis lukkede) med mere end 140.000 besøgende siden 2017 bidraget markant til den lokale økonomi.
Vi bliver som sagt desværre ikke tilbudt at blive kørt forbi hotellet men ellers skorter det ikke på forslag fra entreprenante Isa omkring hvor han ellers kan køre os hen. I en by hvortil turisterne normalt valfarter er her sørgeligt tomt, og det er svært at begribe hvad folk lever af. ”Folk tager til Amman eller til Saudi-Arabien og arbejder f.eks. som tjenere,” fortæller en lokal os senere.
I Betlehem besigtiger vi naturligvis fødselskirken (bortset fra et par russisktalende turister har vi stort set stedet for os selv), vi ser et lokalt loppemarked indenfor i ’Bethlehem Peace Center’ og spiser frokost inden vi begiver os med byens busstation. Heldigvis har jeg hjemmefra researchet hvor den ligger for ellers havde jeg næppe fundet vej ind bag i det indkøbscenter på Manger Street og ned til etage 4 under jorden hvor bus og sherut-stationen på sindrig vis befinder sig.
Chaufføren der skal lede os videre gennem Vestbredden til Jericho hedder Sulayman er omtrent 55 år og til trods for sin fremskredne alder kører han ret vildt. ’Shuei shuei,’ (’en lille smule / langsomt’) siger jeg gentagne gange til ham på arabisk men det hjælper ikke det store. Vi passerer – uden at det gør noget godt for Jonas’ kvalme – en by med en kæmpe trafikprop og kører ned i en dal og op ad hårnålesvingene der fører op ad et vildt stejlt bjerg med højhuse på toppen. Det hele ligner en bane fra et computerspil. Lidt før Jericho passerer vi et skilt der annoncerer at nu kører vi ned under havets overflade. Foran skiltet står et par kameler. Snart efter ankommer vi til Jericho som med en beliggenhed 258 meter under havets overflade er verdens lavest beliggende by. Her bor vi i en lokal BnB (som trods navnet er uden morgenmad) hos flinke Mohammed.
Næste morgen er der varmt. En tør, ørkenvarme som jeg sjældent har oplevet den. Jeg elsker ellers varme og har normalt en krop der forholdsvis let tilpasser sig den. Vi har rejst på den arabiske halvø flere gange midt på sommeren. Vores biltermometer har vist 47 grader i skyggen i Oman og Emiraterne. Men aldrig har jeg følt en varme som denne. Om morgenen går jeg ud af vores behageligt airconditionerede værelse og ud på vores udendørs førstesalsterrasse og møder muren af varme. Klokken kun er otte og her er hverken sol eller vind. Måske er det fordi vi befinder os mere end en kvart kilometer under havets overflade, måske er det fordi luften er så stillestående men så vidt min slidte hukommelse husker (Kuwait city og Emiraterne i sommeren 2008 måske undtaget) er det jeg oplever denne morgen, den mest kvælende varme jeg har været udsat for. Lidt pudsigt at byen der markedsfører sig som ”verdens længst kontinuerligt beboede by” også er den varmeste.
Heldigvis kommer der lidt vind da vi senere på dagen besigtiger de to hængende klostre som området er så kendt for. Først må vi køre ad bagvejen – da israelsk militær har lukket hovedvejen – ind til St George klostret, som hænger højt på et bjerg som var det klistret til klippen. ”Åbent alle dage 9-13,” bekendtgør et skilt frejdigt da vi ankommer klokken 11.00. Trods det optimistiske udsagn er porten lige under klostret dog præcis lige så lukket som Joakim Von Ands tegnebog, så vi må trave de tyve minutter op ad det stejle bjerge til vores ventende chauffør med delvist uforrettet sag.
Mere held har vi ved fristelsesbjergets kloster – stedet hvor man mener at djævlen fristede Jesus under hans 40 dage lange faste. Her kan vi ad hullede jordveje køre hele vejen op og søreme om ikke klostret tillige holder særåbent for en af de ekstremt få grupper af i dette tilfælde ældre italienske turister, hvilket også giver os mulighed for at besigtige klostret indefra.
Sidst på eftermiddagen går vi ind til Jerichos bymidte og køber smoothies med is og peanuts og en hel citronmarineret rotisserikylling som vi fortærer hjemme på vores hyggelige balkon – nu heldigvis akkompagneret af er en lille smule, svalende vind.
Næste dag kører Mohammed os ud i Aqabat Jaber flygtningelejren syd for Jericho. Her boede indtil seksdageskrigen i 1967 omtrent 30.000 palæstinensere der var flygtet fra Israel. Senere flygtede hovedparten af dem dog videre til Jordan og i dag bor der anslået 6.000 mennesker i lejren.
Jeg har haft en skummel plan om at hele familien skulle bo ude i flygtningelejren, hvor der minsandten befinder sig det såkaldte ’Sami Hostel’ som søreme – og i sørgelig modsætning til så mange andre steder på Vestbredden – er åbent. Beliggenheden et stykke vej fra midtbyen samt etablissementets faciliteter synes dog ikke helt at leve op til den øvrige families krav (prisen er ellers fornuftig og kun cirka halvdelen af hvad vi andetsteds betaler) så vi må nøjes med et besøg og en snak med den gode Sami. “We will return,” står der på et stort nøglemonument, da vi forlader lejren.
For at krydse tilbage til Jordan skal vi først besøge en palæstinensisk kontrolpost, derfra tage en bus til det israelske grænsekontrolområde og derfra tage en ny bus hen over ingenmandsland og over Jordan-floden. Operationen tager tæt på 3,5 time (muligvis mit længste grænsekryds nogensinde) og koster os hele 1850 kroner. Det gør det grundet bus/bagagegebyr og ikke mindst fordi det koster ca. 400 kr i ’israelsk exit tax’ pr person at forlade Israel via denne grænse. Mange tak for den gestus – og et i øvrigt markant højere gebyr end ved landets øvrige grænser fordi overgangen her kun må benyttes af Palæstinensere og turister (…)
På den anden side venter jordansk/palæstinensiske Yusef på 29 år som er skarp, flink og god til engelsk, men som senere viser sig at fuske lidt med prisen for turen. Der er ellers hyggeligt i hans bil som leder os tilbage til Amman. I hvert fald lige indtil han fortæller at hans 25-årige kæreste og hendes mor døde året forinden i en trafikulykke i Amman. Jeg fornemmer på Yusef at han selv også var involveret, men derfra lukker han af for yderligere spørgsmål. Tilbage i dejlige Amman står den snart efter på shawarma, pizza, og friske frugtjuicer, -smoothies og is fra vores yndlingsrestaurantgade.
SEE PICS FROM THIS TRIP HERE
