Turbeskrivelse Oman – Jonas land #65/196 – genbesøg for Ava, Charlotte og Jakob
Read in english here.
Ukristeligt tidligt om morgenen stiger vi ombord på den lettere bedagede airbus fra FlyDubai (Emirates lavprisselskab) der leder os væk fra mit land #196/196 og videre til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Der har vi lejet en lille Chevrolet Aveo og derfra sætter vi kursen mod Oman (turbeskrivelse fra De Forenede Emirater inkl. Abu Dhabi, Atlantis og de djævelske motorvejssammenfletninger i Dubai kommer senere).
Oman har Charlotte og jeg allerede besøgt. Det gjorde vi tilbage i 2008 før Jonas var kommet til og da Ava kun var halvandet år gammel. Men da vi ifm. Emirates/FlyDubai flyvningen til Eritrea kan få et 9-dages gratis stopover i Dubai har vi planlagt at gentage succesen. Dermed får vi mulighed for at vise vores børn – nu hvor de begge vil kunne huske opholdet – både kæmpeskildpadderne ved Ras Al Hadd på den arabiske halvøs østspids og fredagsgedemarkedet i beduinbyen Nizwa.
Vejene i Oman er gode, brede og lige. Motorvejene er mangesporede og der er næsten ingen biler. Benzinen koster (ligesom i Emiraterne) kun ca. 4 kr literen. Det er et super let land selv at køre bil i og den eneste reelle udfordring er at holde hastigheden nede så man ikke bliver blitzet af de mange radarer der konstant kontrollerer hastigheden (efter sigende må man køre op til 20 km/t over hastighedsbegrænsningen før man får en bøde).
Vores 400 kr pr nat Ras Al Hadd guesthouse som vi har udvalgt os som logi for den første nat ligger på stranden yderst på den arabiske halvøs næse. Præcis der hvor anslået omkring 20.000 grønne kæmpesuppekildpadder der hver typisk vejer over 100 kilo vralter op på stranden for at grave reder og lægge æg. Hotellet har en fin swimmingpool og vores værelse har en kæmpehjørnebalkon med fabelagtig strandudsigt og svalende brise i den knap 50 grader varme og lumre sommerluft.
Lidt længere nede ad kysten ligger Ras Al Jinz Turtle Reserve. Selv om det overskrider ungernes normale sengetid tager vi på en klokken 21.00 guidet skildpaddegruppetur (som temmelig ulogisk viser sig at starte klokken 20.30? – men vi kommer heldigvis i god tid og når den lige). Her er flere (og mere irriterende) turister end her var for elleve år siden. Til gengæld er her færre skildpadder. Ungerne er trætte og synes at to timer er i overkanten for en guidet rundtur hvor vi kun ser en 4-5 skildpadder, men vi når da at se et par af de grønlige kæmpe lægge æg og et par andre der møver sig ud i vandet efter endt forehavende. Til trods for at jeg har kørt bil i 9 timer og skal køre en del timer dagen efter går jeg i seng kl. 24 og står snart efter op igen allerede kl. 04.25 for at prøve på egen hånd at finde skildpadder før og i solopgangen. Efter et anstrengende kvarters vandring i det høje, løse sand nær vores hotel finder jeg i den mørke nat pludselig den første grønne kæmpekrabat nede i et hul den selv har gravet. Hullet befinder sig kun omkring tredive meter fra vandkanten, men det ligger på en lille forhøjning der sikrer skildpadden at dens rede ikke risikerer at blive oversvømmet. Mens dagen langsomt starter, knipser jeg – helt alene på en strand der strækker sig flere hundrede kilometer i begge retninger – fornøjet løs. Lidt senere ser jeg pludselig kaskader af sand blive kastet op i baggrunden og da morgenen gryer går det op for mig at to andre skildpadder har bygget redder ikke langt derfra. Før solen har vist sig bag horisontens tætte skyer er padderne efterladende deres karakteristiske skildpaddespor for længst vendt tilbage til havet (de lægger kun æg om natten når det er køligst). Ude i vandet kan jeg i solopgangen som knappenåle i en nålepude se hundredvis af skildpadder stikke hovedet op for at få luft. Eller hvad de nu laver – for skildpadder er også kendt for at parre sig ude i vandet hvor opdriften letter deres erotiske forehavende betydeligt. Selv om solopgangen pga. skydækket lader noget tilbage at ønske er det et magisk øjeblik og et jeg har drømt om siden sidst vi var her (hvor jeg desværre kun så skildpadderne om aftenen fordi jeg ikke gad stå op igen midt om natten).
Et par dage senere er vi kommet til byen Nizwa. Nizwa er kendt for sit store fredags-gede- og kvægmarked. Det afholdes tidligt om morgenen før det bliver for varmt og da vi var her for 11 år siden, kom vi desværre lidt for sent så vi nåede kun at se dagens allersidste handler. Denne gang har vi været oppe kl 05.00 og de meget søde ansatte på vores dejlige hotel har lavet morgenmadsbuffetten klar allerede til kl 06.00 en time før normal åbningstid. Allerede kl 06.30 ankommer vi derfor til området.
Gedemarkedet viser sig denne dag at være årets måske største da det finder sted blot to dage før Eid ul-Adha (som er ’den anden Eid’ – og ikke den der fejrer afslutningen af ramadanen, men i stedet den der fejrer profeten Ibrahims villighed til at ofre sin førstefødte søn Ishmael). Ved denne højtid ofrer hver familie typisk et dyr – hvorfor der altså i dag er usædvanligt godt gang i gedemarkedet. Det betyder også at selv den mindste og mest opportunistiske parkeringsplads for længst er taget så vi ender med at måtte parkere Aveo’en kreativt ved indkørslen til en privat gårdsplads lidt uden for byen.
Alle de lokale mænd og drenge er iført lange hvide kjortler og fine runde hatte der hedder taqiyah’er (men som kaldes kufi i mange vestlige lande). ”Tamam Sadiqi” råber jeg glad til dem (hej min ven på arabisk). Enkelte svarer ’Mia mia’ (100/100 på arabisk – dvs. jeg har det hundrede procent godt) og alle smiler de tilbage og lader sig gladelig fotografere. Her er ikke mange kvinder og de fleste af dem er beduiner iført en batmansagtig ansigtsmaske som hedder en batoola. Den bæres fortrinsvis af ældre beduinkvinder og formålet er ligesom for en Niqab at tildække ansigtet, men den er også praktisk ifht. at holde sand, støv og sol væk fra ansigtet.
I markedets midte trækkes geder den første time rundt i en stor cirkel og man kan byde på en ged når den kommer forbi. Da alle gederne er solgt, trækkes kvæget samme vej rundt og fra tid til anden spjætter en vild ko med bagbenene og forsamlingen inklusive de batmanlignende madammer må hvinende flygte derfra. Støvskyer hvirvles op og oplyses af den allerede skarpe morgensol når kvæget går bersærk. Temperaturen er allerede godt oppe over 40 grader og hele menageriet ligner noget fra en gammel arabisk film.
Vores rundtur i Oman slutter med et par tiltrængt tilbagelænede dage i hovedstaden Muscat. Vi bor på det samme fremragende Naseem hotel (400 kr pr nat) på havnefronten (som her hedder en ’corniche’) som vi boede på 11 år tidligere. Vi har også den samme fabelagtige udsigt (og den samme flinke og hyggelige indiske receptionist som en gang imellem godt gider at se lidt efter børnene). Vi besøger fiskemarkedet og ser en kæmpe friskfanget haj blive slæbt i land og nyder et par stille og fredelige dage da næsten alting er lukket pga. Eid-højtiden.
På vej tilbage til Dubai ligger vi vejen forbi Muscat forstaden Qantab og besøger søde, cool og gæstfrie Rachael MacIver i hendes fantastisk flotte hjem der ligner noget fra et boligindretningsmagasin (se næstsidste billede). Rachael er dansker, men har rejst og boet i mange lande, har arbejdet for det engelske militær og ernærer sig nu blandt andet som fotograf og har taget nogle fantastiske billeder af lokalbefolkningen og af lokale festivaler i Oman. Hun var med i DR1s ’Anne og Anders i Oman’ og efter at have set programmet skrev jeg til hende og spurgte om hun gav en kop te. Teen bliver dog til kaffe (som vi hellere vil have) suppleret med saftevand, kage og nødder. Vi når også at hilse på et par af hendes overstrømmende imødekommende naboer og går en lille tur ned til den lokale strand.
Efter at have besøgt Oman nu 3 gange (anden gang var mit besøg i Salalah i 2018 ifm. min tur til Yemen) må jeg konkludere at det er et af mine absolutte favoritlande i hele den arabiske verden. Civiliseret, velorganiseret, med fantastiske seværdigheder og en sød, gæstfri og imødekommende lokalbefolkning. En dag opdager resten af verdens turister det måske også.