Burundi Blog

Burundi – Landet hvor det er forbudt at motionere og slå på tromme.

Lad mig være ærlig at sige at Burundi var et af de lande som jeg ikke havde særlig høje forventninger til. Flere kilder placerer landet som verdens næstfattigste og et af de meste korrupte. I årtier har landets hutuer og tutsier – præcis som i Rwanda – bekriget og massakreret hinanden. Landet var i borgerkrig indtil 2005 og hvor Danmark flere gange er rangeret øverst i World Happiness Index lå Burundi i 2018 som nummer sjok. Iflg. UKs udenrigstjeneste er landets største by Bujumbura, hvortil jeg fløj, i den orange kategori der betyder ‘at hvis du ikke har en essentiel grund til at opholde dig i landet skulle du overveje at forlade det’. Udenfor hovedstaden er enkelte landområder oppe i den røde kategori (‘alle rejser frarådes’).

Desuden havde jeg i facebook-gruppen Every Passport Stamp læst om et amerikansk par der sammen med deres lokale couchsurfing vært var blevet anholdt i (tror jeg nok) den centrale park ved Place de l’independance. Hvorfor det skulle være en forbrydelse at gå en tur i landets centrale park fremgik ikke men de blev tilbageholdt i timevis, måtte betale for at slippe fri og deres lokale ven endte med at tilbringe 17 dage i fængsel (!) for den store forbrydelse det var at gå en tur i en park og hjælpe turister ved at tilbyde dem couchsurfing-overnatning.

Nå, men på trods af nyligt overstået borgerkrig, folkemord og tilsyneladende korruption så skal verdens næstfattigste land jo også besøges hvis man skal besøge alle verdens lande.

Der er militær og politi overalt på gaderne og det er tydeligt at dette er et af verdens fattigste lande da jeg kører i min taxa fra lufthavnen og ind til mit luksushotel der hedder Kangaroo Hotel. I de allerfattigste/farligste lande booker jeg tit lidt bedre hoteller fordi de typisk – ligesom det også er tilfældet her – har kalashnikov-bevæbnede sikkerhedsvagter foran hotellet døgnet rundt. Derudover får man for blot 50 USD pr nat utrolig meget luksus for pengene i denne del af verden.

Indcheckningen på hotellet tager over en halv time til trods for at hele 4 (søde og flinke, men ikke uhørt godt begavede) receptionister tager del i den og til trods for at jeg hele tiden har det aftalte beløb i hånden i kontanter. Hotellet er et af landets bedste, der er en dejlig svømmepøl om hvilken byens elite om aftenen sidder og spiser god fransk mad (Burundi er tidligere Belgisk koloni) eller drikker den lokale Primus øl i 720ml flasker (7 kr pr stk). I bedste (eller værste) kolonistil er hotellet en luksuriøs oase midt i en by og et land præget af fattigdom og armod.

“Oru mono meeza” – “du er en god person” – lærer de søde unge piger på hotellet mig at sige på det lokale sprog der hedder Kirundi (tæt beslægtet med Swahili). Hvilket jeg (som altid) efter en kort pause følger op med “Dje-va mzungu omsaazee” – “Jeg er den skøre, hvide mand”. Det får normalt de lokale til at grine, men her kigger de med rynkede bryn lidt underligt på mig. Måske fordi de ikke forstår hvad jeg siger – eller måske snarere fordi de ikke tør grine af den hvide mand.

Efter lidt tidligere uheldige oplevelser med politi og militær i andre korrupte lande (primært Libyen og Guinea) har jeg ikke tænkt mig at tage nogle chancer. Så jeg beslutter ikke at tage rundt i landet og at nøjes med en dagstur rundt i Bujumbura – storbyen med officielt 500.000 indbyggere (uofficielt formentlig det tredobbelte), som indtil få dage før min ankomst udgjorde det for landets hovedstad (her i februar 2019 er landets hovedstad af uransagelige årsager officielt flyttet to timers kørsel væk til Gitega med kun 30.000 indbyggere).

Jeg allierer mig (formedelst 20 USD) med Pascal (som hedder noget andet, men han synes at det er nemmere med Pascal) fra hotellet som min guide/fixer og hans ven der hedder Egide som er far til fire og chauffør. Der er kun en ting jeg rigtig gerne vil se her i landet og det er de såkaldte ‘Burundi Drummers’. Et tromme-ensemble der rejser rundt i verden og spiller med kendte musikere – men også et alment fænomen idet det er almindeligt med optrædener fra forskellige lokale trommegrupper til bryllupper, fester og generelt i det offentlige rum. Pascal har lovet mig at dem skal vi se, han siger han har undersøgt sagen og arrangeret det – og jeg har ventet to dage på at det skulle komme i stand.

Først kører vi imidlertid en hel masse andre steder hen. Til Safi beach hvor vi ser lokale unge fyre spille fodbold på stranden foran den gamle og ikoniske ‘Lake Tanganyika Restaraunt’ hvor en af landets tidligere ledere angiveligt blev dræbt i et af landets utallige kup (læs om det her). Til en lille zoologisk have, hvor de fodrer leoparden med et levende marsvin og videre (uden at jeg hverken har bedt om det eller får fortalt hvor vi monstro er på vej hen) ud af Bujumbura-provinsen og ind i Mutambu-provinsen. At vi forlader bygrænsen betyder at vi skal passere et militær-checkpoint, men heldigvis slipper vi let igennem. Det gør vi iflg. Pascal ‘fordi Egide kender politimanden’. Særdeles betryggende.

Udenfor bilruderne er gaderne proppede med mennesker, dyr, små bikse og markeder galore som det hører sig til i Afrika. Et mylder af liv og fattigdom. Ustandseligt ser vi bevæbnede mennesker. Store eskadriller af militærfolk i camouflage-uniformer der jogger synkront, pick-up trucks med maskingeværer bagi og militærpoliti med kalahsnikovs på ladet og almindelige politifolk i forskellige slags uniformer. Pascal har sagt at jeg ikke må tage billeder når politi eller militær er i nærheden. “Må jeg bare ikke tage billeder af dem – eller skal jeg helt lade være med at tage billeder hvis de er i nærheden” spørger jeg. “Number 2” svarer han bare. Det fatter jeg ikke helt. “Det er bare fordi her har været nogle som har taget billeder og så har de bagefter lavet dem om i Photoshop så det ser ud som om der er optøjer, selv om der ikke er” (…?) uddyber han lidt efter.

Vi er på vej op i bjergene uden at jeg aner hvor vi skal hen og det føles lidt utrygt især taget i betragtning af at vi kun har aftalt en ‘city tour’. “Vi vil bare vise dig et udsigtspunkt” siger Pascal som om han har læst mine tanker. Snart efter står vi på toppen og glor ned over oceanet af blikskure der ligger ufatteligt tæt og strækker sig ind mod Bujumbura. “Nu vil jeg gerne se de der trommeslagere” siger jeg til Pascal. “ja-ja” siger han. Men i virkeligheden kører vi en hel masse andre steder hen. For at komme tilbage ind i byzonen skal vi igen forbi et checkpoint og denne gang kigger en ung bevæbnet soldat vredt ind bag i bilen hvor jeg sidder, hvorefter han forlanger at se mit pas. Jeg har kun en lamineret kopi, da mit pas ligger på hotellet, men efter lidt halvhidsig parlamenteren på Kirundi får vi lov til at fortsætte. “Han var lidt sur – men hans politichef drikker tit øl med min chef på vores hotel og så fik vi lov til at køre igennem”, siger Pascal. Beroligende..

Næste stop viser sig (efter at jeg har bedt Egide vende om fra endnu en detour og endnu et udsigtspunkt oppe i bjergene) at være ved ‘Monument de l’unite’. Her kommer en vagt straks farende med sin AK-47 maskinpistol og siger at vi ikke må komme ind. Dernæst stopper vi ved en lille, interimistisk gadekiosk hvor Pascal bruger lang tid på at købe kuglepenne og notesblokke (2,5 kr pr stk) til en konference der skal holdes på vores hotel i morgen. Videre til Place de la Revolution, hvor det vrimler med militær og jeg får at vide at jeg skal pakke mit kamera helt væk. Til sidst kører vi rundt om ‘Place De L’independance’ (som var der hvor amerikanerne blev arresteret). Midt på pladsen står en utrolig grim statue af en eller anden leder. Pascal – som jeg ikke har fortalt om amerikanernes problemer – siger at ‘jeg skal passe på her’, men at jeg ‘måske kan tage et snigerfoto af hegnet ind mod pladsen med min mobiltelefon’. Jeg fortæller ham at jeg tror at jeg overlever uden et billede af en grim statue af endnu en diktator (dvs. jeg fortæller ham at jeg overlever – ikke at hverken statuen eller diktatoren er grim) og at jeg nu godt kunne tænke mig at se de der Burundi Drummers som hele turen var arrangeret ud fra. “Gør det noget at vi lige kører forbi og henter min kæreste først?” spørger Pascal.

Lidt efter er vi endelig på vej mod der hvor trommeslagerne angiveligt øver sig hver mandag eftermiddag – efter at jeg har aftalt med Pascal at vi venter med at hente hans kæreste til tromme-sceancen er slut. Sidst på eftermiddagen ankommer vi derfor langt om længe til et slidt, gammelt hus hvor der står ‘Community House’ på et skilt ude foran. Men huset er forladt og der er ikke skyggen af en trommeslager i nærheden. Først senere finder jeg ud af hvorfor. Pascal ligner ikke en der synes det er noget synderligt problem at det eneste han har lovet mig at se – og som han har brugt 2 dage på at arrangere – ikke lige bliver til noget.

Da vi har hentet Pascals kæreste – hun bor ved og arbejder på den kendte ‘Marquis’-bar og restaurant – kører vi til Saga Beach for at se solnedgang. Her møder jeg et belgisk par der i fem år har drevet en af byens mest kendte restauranter. Saga Beach ligger ud til Tanganyika-søen som er verdens næstdybeste sø (efter Bajkal-søen). Til trods for dens dybde er vandet i dag ligeså blikstille som stillestående vand i en balje. Ude i vandet står et par palmer og længere ude stikker en flodhest fra tid til anden sit enorme hoved op. “Du er heldig” siger restauratøren fra Belgien. “Søen er kun så rolig et par gange om året.”

Det er også belgierne der giver mig forklaringen på de fraværende ‘Burundi Drummers’. ‘Præsidenten har for nylig indført forbud mod offentlig trommeoptræden i Bujumbura’ fortæller de. Tidligere kunne man ellers se dem hver søndag øve på boldbanerne ved stadion og ofte se dem til fester rundt om i landet – men nu skal man søge om tilladelse og betale en stor afgift for at se dem – fortæller de. Om de heller ikke må øve i deres ‘Community House’ ved jeg ikke helt, men jeg antager at såfremt de gør er der ikke længere offentlig adgang.

Senere finder jeg ud af at, at slå på tromme er ikke det eneste man ikke må i Bujumbura. I 2014 forbød Burundis Præsident Pierre Nkurunziza jogging i grupper af mindst to personer(!). Det gjorde han angiveligt fordi han mente at motionsløb i flok kunne være en fortløber for en folkelig opstandelse (der i sidste ende måske kunne lede til et militærkup). Straffen for motionsløb – såfremt det ikke foregår i en officiel løbeklub og på et af de af præsidenten officielt udpegede ni løbesteder – er nu fra fem års fængsel til livstid(!). Åbenbart gælder ‘løbe-i-flok-forbuddet’ dog ikke militæret selv for dem ser jeg som nævnt flere gange løbe rundt på rad og række i store flokke. For at forstå forbuddet til fulde er det vigtigt at forstå at løbeklubber i Burundi har haft meget stor historisk betydning. Hutuer og Tutsier havde separate løbeklubber og man hjalp de andre medlemmer i klubben næsten som var de familie.

Mens solen går ned over palmerne og flodhesten i Tanganyika-søen filosoferer jeg lidt over mit fire dage lange besøg i verdens næstfattigste land. Desværre har jeg ikke været ordentligt rundt ude i landet (fordi jeg ikke turde). Og desværre har jeg ikke fået set ‘Burundi Drummers’ – alligevel synes jeg at jeg har fået et fint, lille indblik i byen Bujumbura hvor motionsløb og trommespil i grupper er forbudt, hvor det er nærmest ulovligt at fotografere og i landet hvor præsidenten – naturligvis – siden 2015 har været i gang med sine tredje præsidentperiode til trods for at forfatningen dengang kun tillod to perioder. Sidenhen har den gode Hr Nkurunziza – hvordan det så end er lykkedes ham – fået et stort flertal af befolkningen til at stemme for at han kan blive siddende helt til 2034 – det er jo – i landet hvor det er forbudt at løbe – godt at have lidt tid at løbe på..

Med mit SAS Eurobonus Guldkort i lommen står jeg som nummer 3 i business check in køen i lufthavnen da jeg fra Bujumburas lidet imponerende internationale lufthavn skal flyve hjem med Star Alliance selskabet Ethiopian Airlines. Jeg har kun håndbagage og har allerede tjekket ind på nettet, men mangler mine boardingkort da jeg ikke selv råder over en printer. Den første i køen tager 10 minutter at checke ind. Bagved ham står en fyr med tre gulvtæpper der hver vejer over 50 kilo. Det er dejligt at det kun tager dem en TIME at tjekke ham ind. Ind i mellem går de frem og tilbage mellem små kontorer, hvor jeg antager at pengesedler bliver udvekslet og pakker desuden de lange gulvtæpperuller lidt ud og ind. Undervejs kommer der tre gange en vigtig VIP-mand – i to af tilfældene eskorteret af en uniformeret vagt – og snyder sig som det mest naturlige i verden foran mig i business-køen. Da jeg endelig kommer frem til skranken får jeg kun udleveret et boarding kort fra Stockholm, Arlanda til København. Det mener jeg er lige i underkanten i forhold til hvor jeg befinder mig. I business-skranken forefindes selvfølgelig ingen printer, så den ugidelige mand må hver gang han skal udlevere et boarding-kort – hvilket han ret ofte skal – møve sig igennem folkehoben til en af naboskrankerne. I andet forsøg får jeg søreme også udleveret mit boarding-kort fra Bujumbura via Kigali til Addis Abeba i Etiopien. ‘Så mangler jeg bare mit boarding-kort fra Etiopien til Sverige’ informerer jeg manden der efter en kort tredje spadseretur og efter samlet blot halvanden times indcheckningstid endelig returnerer med mit tredje og sidste boardingkort. Der bor mange flinke mennesker i Burundi – som i alle andre lande – men bortset fra at det var en fornøjelse at møde adskillige af dem (og at bo på billigt luksushotel) må jeg desværre erkende at Burundi mildest talt ikke står særligt højt på listen over lande jeg har lyst til at vende tilbage til.

End of trip – back to work – thanks for following – enjoy the pics.

PS Tromme-videoerne i albummet er venligst udlånt af den gode Ric Gazarian fra Counting Countries / GlobalGaz – de er optagede i Februar 2019 i den nye hovedstad Gitega – hvor det endnu (allernådigst) er tilladt offentligt at slå på tromme i flok uden forinden at have opnået en dyr offentlig godkendelse.