Madagaskar – Hvor Baobabtræerne blomstrer
English version here
Madagaskar byder på legesyge lemurer og på guldgravere der vasker guld i de røde floder. På familier der fisker midt i uendelige risterasser. På orkidemarker der bruges til vaniljedyrkning og på insekter, gekkoer og kamelæoner som man ikke finder andre steder i verden. Tag med til et af Afrikas allerbedste rejselande som i min optik er i top-5 i verden hvad angår rejsefotografering.
Mit besøg i Madagaskar finder sted lige midt i regntiden. Nærmest på første side i enhver guidebog til landet står der at nu skal man holde sig væk. Udover regn i regnskoven – og i resten af landet – byder perioden nemlig også på cykloner der fra tid til anden fører flyaflysninger med sig og kan gøre landets mange grusveje aldeles ufremkommelige.
Men nu er kolde, mørke februar-Danmark jo ikke noget særligt attraktivt alternativ – så jeg ræsonnerer at tredive grader og lidt eventuel regn og vind vel nok alligevel går an. Andre synes at have ræsonneret anderledes for da jeg ankommer til hovedstaden Antananarivo (kaldet Tana), skal det vise sig at jeg er den eneste turist på mit guesthouse. Sådan skal det vise sig ofte at være på min rundtur i landet, hvor det en gang i mellem føles som om jeg er landets eneste turist.
På mit lille hyggelige Avamada Lodge (som naturligvis må være opkaldt efter min datter) i hovedstaden får jeg øvet en masse fransk ved at tale med flinke Parfait (det hedder han sgu) der er både kok, receptionist, chauffør, daglig leder og altmuligmand. Parfait har tre børn og er desværre ved at blive skilt fra sin lyse, men lokale kone – efter han har fundet ud af at hun har været ham utro med hans bedste ven, som han indtil for nylig havde ansat og betragtede som sin bror.
Folk og byer i Madagaskar har særdeles lange navne. Min gode chauffør Radosoa Rasolomonina (hvilket kun er to ud af hans tre navne) er ingen undtagelse. Han er gift og har en søn på ti år og i seks lange dage nyder jeg hans selskab mens vi kører rundt i hans eminent smukke land. Han er en af de bedste chauffører jeg nogensinde har kørt med og selv om vejene kan indeholde alt fra ’Zebu’ som okserne her hedder til farverigt klædte mennesker, høns, ænder, bjergsving, hjemmebyggede kærrer, trillebøre og rullevogne, udrangerede busser og kæmpe trucks med MAERSK containere og deslige navigerer han rutineret og roligt gennem virvaret.
Udenfor vinduerne ligner landskabet for det meste et maleri. Fordelen ved at være her i regnsæsonen er at alt er grønt. Det er som landskabet kun består af fem farver. Himlen er blå. Vejen er sort. Jorden er rød. Græsset og rismarkerne er grønne og strækker sig i det uendelige. Skyerne er hvide.
VI overnatter i Madagaskars angiveligt varmeste by der hedder Miandrivazo. Her bor vi på et simpelt hotel der hedder Arc En Ciel (himlens bue), hvor det føles som om der er over 35 grader inde i værelserne. Det gør ikke mig så meget for jeg har både en ventilator og et myggenet. Men stakkels Rado sover i et fællesrum for chauffører. Heldigvis drikker han ikke alkohol og går tidligt i seng. Det samme kan man desværre ikke sige om den eneste anden turistchauffør som Rado deler værelse med. Midt om natten går han hønefuld i seng, åbner vinduet så myggene vælter ind, lugter af sprut og vækker stakkels Rado.
Efter halvanden dags kørsel fra hovedstaden ankommer vi midt på dagen til ’Allée des Baobabs’ nær vestkystbyen Morondava. Det er et sted jeg længe har ønsket at opleve og fotografere. På under et døgn har vi indlagt tre besøg – et middagsbesøg, samt besøg ved solnedgang og solopgang. Hvis det regner har jeg mulighed for at forlænge turen med en dag eller to. Men nu skinner solen og der er flotte hvide skyer på himlen. Rado siger at det er fordi jeg er en og heldig mand.
Middagsheden er så varm og fugtig at her føles varmere end på den arabiske halvø om sommeren. Det er sikkert derfor at her lige nu ikke er andre turister. Hvilket egentlig er lidt underligt for lyset midt på dagen synes jeg (i modsætning til den gængse opfattelse) faktisk er bedre at fotografere i end både solnedgangs og -opgangs-lyset. Himlen er knaldblå, skyerne er hvide og med et pol-filter på linsen kan man afbøde det skarpe lys og fremhæve kontrasterne. Der findes ikke mange billeder på nettet af blomstrende baobabtræer – for ikke mange fotografer tager chancen og kommer her i regntiden – men er man heldig som jeg kan man på denne tid af året (februar og marts) få billeder med både frodige grønne trætoppe og sol.
Baobab-alleen er i virkeligheden et lille stykke af den offentlige grusvej RN8 – Route Nationale 8 – der fører nordpå. At det er en almindelig vej, er heldigt for det betyder at der kommer cykeltaxaer, oksekærrer og andre gode motiver gennem alléen som er med til at gøre billederne mere levende. Både solnedgangen (hvor jeg har følgeskab af 7 andre turister) og solopgangen (4 andre turister alle gengangere fra aftenen før) er fuldstændigt perfekte – der er præcis den rette mængde skyer til at billederne bliver perfekte.
Senere på turen møder jeg en skotte der har tilbagelagt RN8 på motorcykel (til Kirindy som ligger noget længere nordpå end Baobab-alléen) en uge forud for mit besøg. Da var vandhullerne i grusvejen så dybe at han ikke kunne få sin offroad motorcykel igennem dem så længe han kørte med fuld oppakning. Så han måtte returnere til den nærmeste by og stille det meste af sin bagage dér og tømme halvdelen af tanken for benzin før hans MC var let nok til at forcere muddervejen.
På vejen tilbage mod hovedstaden og den nationalpark øst for hovedstaden vi nu skal besøge tilbagelægger vi en strækning på cirka en time (mellem Morondava og Miandrivazo) hvor Rado siger vi ikke kan stoppe. Sidste år blev 5 turistbiler røvet og to chauffører dræbt på denne del af ruten. Tre af røverierne fandt sted om natten. ’Men bare rolig’ siger Rado. ’-På denne tid af året er der ikke nogen turister – og derfor er der heller ingen fra den lokale mafia til at røve bilerne.’
Tre gange er vi så heldige at se store kamelæoner midt på vejen. Når det forinden har regnet i et område og er tørt i et andet flytter de sig for at finde føde – og så kan man være heldig at se dem krydse vejen. Vi har endnu ikke været i nærheden af en nationalpark – og vi har allerede set tre af de største og mest sjældne kamelæoner. Jeg kan komme helt tæt på med mit store Nikon. ’Pas på’ siger Rado i det en af dem åbner sin mund og viser sin sammenrullede tunge. ’Den der er sulten – og dens tunge er giftig – nogle gange bliver lokale børn der fanger kamelæonerne for at lege med dem blinde efter at have fået dens tunge ind i øjnene’.
På vejen køber vi friske ananas, bananer og æbler, der vokser vildt allevegne. For et par kroner køber vi også ’saunzu’ som er en lokal rodfrugt der smager lidt ligesom kasava og ’kuba’ som er banan-riskager uden ekstra tilført sukker og pakket ind i palmeblade. Rado køber også en kæmpe sæk kul til sin familie. Den koster kun 18 kroner. ’Den kan holde til en hel måneds madlavning’ siger Rado, ’-og inde i Tana koster den samme sæk næsten tre gange så meget’.
I ’pousse-pousse’-hovedstaden Antsirabe – hvor gadebilledet domineres af de håndtrukne cykeltaxaer som lyder det franske navn for ’skub-skub’ – overnatter vi på vejen videre mod Andasibe-nationalparken på byens mægtige gamle kolonistilshotel ’Hotel des Thermes’. Med sit majestætiske udseende og sine alenlange, øde gange ligner det noget fra filmen ’The Shining’ og i lang tid tror jeg at jeg (udover Rado, der igen sover i et chauffør-rum) er den eneste gæst på hele det enorme hotel. Den opfattelse må jeg dog ændre da jeg hører mystiske høje lyde fra et andet værelse længere nede af den lange gang hvor jeg bor..
En dagsrejse senere ankommer vi til Feon Ny’ala hotellet i Andasibe Nationalparken. Det er en af de mest charmerende jungle-camps jeg nogensinde har boet på. Simple, men moderne bungalows ligger i etager med udsigt ud over regnskoven. Hver morgen når jeg klokken 6 slår mine træ-skotter op kan jeg høre Indrierne’s – verdens største lemurart, som i hele verden kun findes her i Andasibe NP i Madagaskar – højlydte klagesang hen over trækronerne. Restauranten er en panorama-træterrasse med udsigt over flod og regnskov og her kan man spise fantastiske dejlig franske retter for omkring 30 danske kroner stykket.
’Janau Uluna Tsara’ – ’du er en god person’ – siger jeg på Malagasy til tjenerne i restauranten – og alle andre lokale jeg møder undervejs på turen. ’Sah adala’ – ’Jeg er skør’ tilføjer jeg efter en lille pause. Det er en sætning jeg i forskellige varianter kender på efterhånden cirka 30 sprog og som giver mig mange nye smilende bekendtskaber og som helt sikkert giver mig bedre billeder af de lokale.
I restauranten møder jeg også Papijn fra Holland. Han har læst PhD i Biologi (blandt andet i DK) og er nu vejleder for en ’field trip’ bestående af unge biologi-studerende. Han har været her i en uge og har trods adskillige jungle-walks endnu ikke set en eneste Lemur (!?). Se, det synes jeg jo lyder lidt ildevarslende.
Måske er det fordi han ikke har haft følgeskab af Patrice som sin naturguide eller ’Park ranger’ som de siger her. Patrice er 31 år, har en kone, men endnu ingen børn, han samarbejder altid med Rado og han er iflg Rado ’den bedste ranger i hele området’.
På to døgn når jeg to day-walks og to night walks sammen med Patrice i de offentlige parker omkring Andasibe samt besøg i to private reservater – Vakona Lodge og Reserve Peyreiras. Det er varmt og fugtigt inde i regnskoven og der er både myg, igler, slanger og andre sjove krybdyr. Men jeg skal love for at der er smæk for skillingen på dyrefronten og jeg må bare sige at den gode Papijn måske skulle overveje at alliere sig med Patrice. Jeg har været på en del jungle-walks rundt omkring i verden og aldrig har jeg været i nærheden af at se så mange specielle dyr.
Her er en opremsning af hvad jeg ser når de private parker også medtages (hold fast…og husk at tjekke det fulde album på min hjemmeside – link i toppen af denne post – hvis du vil se alle disse dyr):
• Lemurer – Indrier (verdens største lemurer), Musemakier (dvs muse-lemurer – verdens mindste primater), Sifakaer (Coquerel også kendt som ’dansende sifakaer’ og gyldne), Rød Vari (Red ruffed Lemur), Almindelige brune lemurer, og Rufus brunlemurer, Woolly (uldne) lemurer, dværglemurer, bambuslemurer, sort-hvid lemurer, fedhalede dværgmakier og en ’sporty’-lemur.
• Kamelæoner: Parsons-kamelæoner i adskillige farver og aldre, Panther-, Furcifer-, Archaius-, Brookesia-, short-horned-kamelæoner
• Gekkoer: satanisk gecko (! Tjek albummet – det er den man næsten ikke kan se når den sidder op ad en træstamme), leaf-tailed gekko, elephant-ear gecko, day gecko felzuma (small green)
• Frøer: gulfingret, hvid mikro-frø (har glemt navnet, den er vist nok yderst sjælden), tree-frog og en til som jeg også har glemt hvad hedder
• Fugle – bl.a. den fede rovfugl ’Blå Silkegøg’ (’blue Coua’) som æder kamelæoner(!) og vi hører men ser ikke den meget sjældne sorte papegøje (Vasapapegøjen eller Coracopsis)
• Slanger: 4 slags boaer, gul og sort slange
• Mærkelige insekter: Vandrende pinde, langhalset girafbille (giraffe weevil), natsværmere, guldsmede og sommerfugle galore
• Et børstesvin (’Tenrec’) som Patrice siger ’smager lidt ligesom kanin’
De (stort set) eneste lemurer vi ikke ser, er den ringhalede lemur – den måske meste kendte lemur overhovedet, men den lever kun i parkerne i det sydlige Madagaskar – og den sjældne og sky lille Aye-Aye, som man ikke troede levede her i Andasibe indtil Patrice (selvfølgelig) fandt et enkelt eksemplar tilbage i 2014. Hvordan i alverden Patrice kan spotte alle disse dyr aner jeg ikke – og jeg er ret sikker på at havde jeg været solo var jeg kommet ud af de offentlige parker og kun have set et par sommerfugle og et par larver.. (ligesom stakkels Papijn..)
Min sidste aften på Feon Ny’ala restauranten møder jeg Yoan fra Frankrig som er en mega-cool fyr. Han er født her i Madagaskar af franske forældre, har boet en stor del af sit liv i Frankrig, men har siden han var 19 år solgt vanilje her fra Madagaskar. Han kører på en kæmpe off road motorcykel – og spørger straks om jeg vil køre en tur på den da jeg siger at jeg også kører motorcykel. Yoan dyrker triatlon, spear-fishing og kan holde vejret under vand i næsten seks minutter (verdensrekorden er dansk og lyder på 20 minutter). Med andre ord en rimelig sej fyr. Han fortæller at et kilo vanilje nu kan koste op til 500 USD (!) og at vaniljehøsten de seneste år har slået delvis fejl (og næste år skulle den blive endnu værre) hvilket presser prisen op. En meget stor del af verdens vanilje dyrkes på Madagaskar. For 5-10 år siden fik kunstig fremstillet vanilje (iflg Yoan opfundet i US – produceret i bl.a. Kina) verdensmarkedsprisen på ægte vanilje til at falde drastisk hvilket var et meget hårdt slag for mange farmere i Madagaskar, men i de sidste 5 år er efterspørgslen efter naturlig vanilje vendt tilbage og prisen er igen gået i vejret.
Mens Yoan og jeg drikker et par pilsnere kommer Julie/Shulie fra Kina over og spørger om hun må joine os. Hun er forretningskvinde og rejser rundt til forskellige afrikanske lande og sælger møbler. To minutter efter hun har sat sig ned har hun allerede spurgt Yoan om hun må få hans WhatsApp nummer (’that was quick’ siger Yoan) og tyve minutter senere har hun fortalt at hun har en kæreste fra Madagaskar, ’men at kinesiske kvinder godt kan have 4 kærester på en gang’. Det er åbenbart ikke kun på forretningsfronten at kinesere er fremme i skoene.
Da jeg efter seks fuldstændig fantastiske dage – hvor det – bortset fra om natten – ikke har regnet en dråbe, sætter vi kursen det sidste stykke mod hovedstaden Tana. I alt har vi tilbagelagt 1.738 kilometer på omkring 40 køretimer. Undervejs har jeg fortalt røverhistorier i Rados bil og vi har lyttet til musik. Rado har en lille blue-tooth modtager der kan modtage musikken fra min iPhone og sende den ud gennem Toyota Prado Landcruiserens fremragende anlæg. Han har fortalt mig at han godt kan lide countrymusik, så vi hører hele album med Bob Dylan, Margo Price og Bruce Springsteen. Formidabel køremusik. Rado siger også han godt kan lide ’ham der laver det hele på computeren’ efter at jeg har spillet Aviccii for ham og fortalt om mandens triste skæbne. Vi supplerer med lidt singler fra Ben Howard, Family of the Year, Taliscoog skråler med på lidt oldies fra Charlottes party-playliste (Eye of the Tiger, Eternal flame, Alors on dance, Daddy Cool og Sex on fire). Det har været som at være på road trip med en god ven og jeg kan ikke anbefale hverken Rado (rado.rasolomonina@gmail.com) eller Madagaskar nok.
Et par dage efter at køreturen er slut inviterer jeg – på en af mine indlagte buffer/skrive/fotoredigeringsdage – Rado, hans søde kone og kokken og altmuligmanden Parfait fra mit Avamada Lodge til middag. Min tur rundt i landet har kun kostet mig (ekskl. drikkepenge) 330 USD heraf får DriveMada og Rado hver 30 USD. Resten af pengene går til bilens ejer. Det vil sige at Rado for 6 dages arbejde hvor han har arbejdet 8-13 timer pr dag har tjent ca. DKK 200 – eller godt 30 kroner om dagen – eller cirka 3 kroner i timen.
En skolelærer der underviser i de mindre klasser i Madagaskar tjener til sammenligning ca. 60 USD pr mnd (ca 12 kr pr dag) cirka det samme som Parfait tjener for at drive mit gæstehus (han har dog gratis kost og logi). Rado er således – selv om hans løn for en dansker kan lyde særdeles beskeden – relativt højtlønnet efter lokale standarder – især når man tager de drikkepenge langt de fleste turister selvfølgelig giver og som oftest overstiger selve lønnen.
Til trods for at både Parfait og Rado altså tjener over gennemsnittet i Madagaskar synes jeg det mindste jeg kan gøre, er at invitere kokken, chaufføren og chaufførens kone på middag. Parfait laver menuen. Han er en glimrende kok og maden i Madagaskar er virkelig god. Hans menukort byder på kæmperejer i hvidløgssovs, kylling i karry, fisk med hvid sovs og signaturretten som vi nu får: Oksekød (’Zebu’) med foie gras, lokale grøntsager og vaniljesovs. Det smager udsøgt og koster kun ca. 35 kroner pr person (et lille beløb for mig, men for mange lokale her svarer det altså til tre dagslønninger) så for hele måltidet slipper jeg inkl. drikkevarer med kr. 160 kr for os alle fire. Det er en super hyggelig aften hvor vi ser billeder og video fra turen og genfortæller de bedste historier fra turen – blandt andet om Rados rædselsnat med den fulde chauffør og de mange myg. Hvorfor ikke særlig mange andre turister inviterer deres lokale hjælpere (der arbejder for timelønninger der altså ofte udgør 1-3 kroner i timen) ved jeg ikke – men jeg kan kun opfordre til det.
Til slut må jeg bare sige at hvis man sammenligner Seychellerne og Madagaskar som jeg begge har besøgt på denne tur, så kan min konklusion kun blive at Madagaskar er en helt uendelig meget federe (adventure) destination. Så hvis du er på udkig efter nye, eksotiske rejsemål og du ikke er en 100%-vand-og-resort-hund så ville jeg overveje fantastiske, eventyrlige Madagaskar. Landet kommer som sagt direkte ind i min personlige Top-5 over verdens mest fotogene rejselande – og i min Top-3 over lande i Afrika (sammen med Etiopien og Namibia, skarpt efterfulgt af Sydafrika, Rwanda, Sudan og Tunesien).
(Facebook tillader max 42 billeder i en post – se mange flere billeder på min hjemmeside – link øverst i denne post)
TAK til: Rado for seks sublime køre- og oplevelsesdage og for at være en fantastisk foto-assistent. Til flinke Ole P for at formidle kontakten til Rado. Tak for hjælp i planlægningsfasen til især Rus Margolin og Anne Marie Boye, men også til Scott Shelley og Tudor Clee og til søde Malala hos DriveMada for hjælp til at udfærdige programmet. Særlig tak som altid til min alt for søde og meget savnede familie for at lade mig tage en måned til de varme lande.
PRAKTISK INFO:
Ethiopian Airways flyver til Madagaskar og man kan lave multicity billetter hvor Madagaskar kombineres med f.eks. Seychellerne, Mauritius, Comorerne og Etiopien. Jeg betalte DKK 8.300 for (// = på egen hånd) CPH – Seychellerne // Madagaskar – Etiopien (stop), Etiopien – Burundi (stop), Burundi – CPH. Derudover betalte jeg i alt 6.000 kr for tre ’tilslutningsfly’: Seychellerne – Mauritius (enkelt), Mauritius – Madagaskar (enkelt), Madagaskar – Comorerne (retur).
Bil med chauffør i Madagaskar lejede jeg (55 USD pr dag ekskl. Brændstof som kostede i alt 1.100 kr for 1.738 km) gennem det meget velfungerende DriveMada. Rado kan kontaktes direkte på denne e-mail: rado.rasolomonina@gmail.com eller via DriveMada hvis nogen ønsker at bruge ham som chauffør – han har et fabelagtigt netværk af mennesker der kan hjælpe undervejs. Han taler både glimrende engelsk og fransk.
FAKTABOKS: OM INDRIER
Indrien er en halvabe og verdens størst lemur. En indri spiser typisk 2-3 kilo blade om dagen. Indrien er en truet dyreart. Den lever kun i Andasibe området i Madagaskar. Iflg. Patrice findes der nu 67 indri-familier omkring Andasibe. En familie består typisk af 4-6 lemurer – dvs. bestanden vurderes i alt at udgøre 3-400 eksemplarer. Indrier findes ikke i nogen Zoologiske haver da de holder op med at spise hvis de kommer i fangenskab (eller forsøges flyttet til en anden park). Iflg Patrice så vi 8 Indrier på vores to day walks i Andasibe.