Sudan Blog

Efter 18 timers bådrejse på Nilen står vi med vores forventningsfulde børn og alt vores habengut på kajen i Wadi Halfa. Vi er netop ankommet med færge fra Egypten hertil det nordlige Sudan. ”200 Sudanesiske Pund” siger ham der sælger pladser stykvis i den gamle, gennemrustne landrover der transporterer folk ind til grænsebyen Wadi Halfa. ”Mener du ikke 20” spørger jeg. ”Nå jo 20” siger han på halvt engelsk, halvt arabisk. Kort tid efter sidder hele familien klemt sammen på de smalle bænke bag i landroveren sammen med de evigt smilende lokale. Det er folkeligt – og det koster kun 3 kr. I det hele taget er det svært at bruge ret mange penge her: Et femsengsværelse med aircon på byens bedste hotel der lyder navnet Cleopatra – hvilket af uransagelige årsager her udtales Kilopatra – koster 240 Pund eller et sted mellem 5 og 6 amerikanske dollars. Og aftensmaden – grillet kylling med brød på en af byens enkle fortovsrestauranter koster for hele familien under 30 kroner.

Til gengæld er her ikke meget at lave. Andet end at sidde et par timer hos en flink politiinspektør for at få klistret det i Sudan påkrævede visumregistreringsklistermærke i vores pas og at købe busbilletter til morgendagens bustur til Khartoum med afgang kl 03.30 og forventet ankomst omkring 12 timer senere.

Bussen er fra Kina. Et stort moderne skrummel med sidespejle der hænger ned fra taget og ligner fedtmules ører. Chaufføren er ung. Bekymrende ung. Klokken er tre om natten og med et smøret grin børster han tænder inde i bussen som vi stiger på i nattens mulm og mørke. Hans co-driver er en dreng på måske seksten år. Muligvis har han ikke noget kørekort. Han nøjes i hvert fald med at sælge billetter og bestemme hvem der må sidde hvor. Han virker ikke helt rask. Udenfor er der sort som døden da vi på bugtende veje nærmest flyver gennem natten. Speedometeret går kun til 140 km/t og det meste af turen står nålen som klistret til max-hastigheden så vi ikke har en chance for at vide hvor meget hurtigere vi rent faktisk kører. Udenfor er der ørken. Tror vi nok for vi kan ingenting se. Chaufføren er vanvittig. Han kører så stærkt at han flere gange er ved at ‘tabe’ bussen i svingene.

Alle andre passagerer tager naturligvis situationen med ophøjet ro. Inshallah kommer vi jo frem. Uagtet chaufførens overmod. Uagtet at vejen er smal og de højre hjul konstant befinder sig omkring fem centimeter fra rabattens bløde sand, hårde sten og skæve grøfter. Hvis Allah vil skal vi nok nå frem.

Overhalinger foregår uden smålig skelen til modkørende trafik. Af frygt for at kollidere med vores kæmpe kinesiske missil der bevæger sig af sted med op mod 200 kilometer i timen bremser køretøjerne i den modsatte vejbane op når de ser os. Er vi for tæt på skynder de sig at køre af vejen.

‘Shuei shuei’ siger jeg til chaufføren. ‘ro på’ på arabisk. Derefter reducerer han farten med omkring 10km/t men kun indtil jeg igen er gået ned til min plads. Vi skal køre godt 1100 kilometer på elleve timer. Hvad vi har glemt at indregne, er en halv times morgenmadsstop, en times frokostpause og så at vi i en uendelighed stopper alle vegne for at samle passagerer op. Og i Check Points for at blive registreret af politifolk. Skal vi holde tidsplanen med de mange stop kræver det en gennemsnitshastighed på omkring 150 km/t.

Efter er par timer udbryder en voldsom nævekamp mellem busdrengen og en passager på første række der har fået at vide at han skal gøre plads for nogle nye passagerer som vi netop har samlet op. Knytnæveslag flyver gennem luften og bussens tunge draperede gardiner (der senere på dagen er temmelig essentielle for at skygge fra ørkensolen) falder ned i den side vi sidder i. Heldigvis sover vores børn sødt og opdager ikke de sure mænd der slår hinanden.

Jeg prøver at tvinge 1000 Sudanesiske pund ind i chaufførens hånd mens han kører for at få ham til at køre langsommere. 150 kroner som det svarer til er mange penge her. Men chaufføren og især busdrengen vil skide på ‘shuei shuei’ og på at bussens eneste voksne blegansigter er tæt ved at gøre det samme i bukserne. De peger bare på de andre passagerer og siger at de vil hurtigt frem. ‘Du er den første hvide mand jeg har haft i min bus der har været bange’ siger chaufføren hånligt med oversættelseshjælp fra en ung ingeniørstuderende der er med som passager. ‘Shuei Shuei’ råber busdrengen og peger nedladende på mig så hele bussen griner, mens vi tordenoverhaler en landrover der ser ud som om den står stille på vejen. Det er som om de to fandens karle der bestemmer over bussen nu sørger for at køre endnu hurtigere end normalt bare for at være på tværs. Og fordi Allah jo alligevel bestemmer.

Efter syv timer bryder bussen sammen. Det har den umiddelbare fordel at vi ikke længere er ved at køre os selv ihjel. Og den beklagelige ulempe at vi befinder i en af verdens mest afsidesliggende ørkener uden mulighed for fremdrift og uden mulighed for nedkøling da airconen ikke virker når motoren ikke kører. Alle busser fra nord til syd synes at køre i samme konvoj gennem ørkenen, så febrilsk forsøger jeg at skifte bus inden det er for sent. De fleste busser på den lille rasteplads som vi heldigvis er nået frem til er desværre allerede fuldt optagede. Efter fem forgæves forsøg finder jeg til sidst en bedaget og slidt bus med fire ledige sæder. Vi aftaler en pris men idet jeg når tilbage til vores egen bus for at hente de andre kører den gamle bus for næsen af os. Derefter er vi alene. I knap halvtreds graders varme. Fem timers kørsel fra hovedstaden Khartoum. Med en bus der ikke kan køre.

Selvfølgelig er det chaufføren selv der iført sin lange kridhvide og uplettede kjortel og sin hvide, runde muslimske hat (der hedder en kufi) skal fixe bussen. Han afmonterer først to enorme gummiremme og derefter to store motorenheder som han skiller ad. I den ene er der en masse metalringe som han hamrer lidt på. Der er også kuglelejer og snart efter triller metalkugler rundt over hele gulvet. Som de mange dele ligger uoverskueligt spredt ud ligner det noget som ingen i hele verden nogensinde vil kunne samle igen.

‘Do you like Sudan’ spørger ingeniøren aldeles upåvirket at situationen. Jeg skal lige tænke lidt over mit svar. Vi har sovet på et hotel uden madrasser, spist lidt kylling og har ventet timevis på at blive registreret i en forarmet grænseby totalt blottet for selv det mindste bud på noget der kunne minde om en attraktion. Derefter er vi stået op midt om natten for at sidde hidtil syv timer i en bus som jeg vurderer at den daglige risiko for voldsomt at forulykke i ligger på omkring 1%. Vi er blevet hånet fordi vi ikke kan lide at køre stærkt og nu er vi brudt sammen ude midt i en ørken. ‘Helua chadit’ plejer jeg at svare når jeg får det spørgsmål i den arabiske verden. ‘Meget smukt’. Men det passer ligesom ikke helt til lejligheden. ‘La’ (‘nej’) siger jeg bare opgivende og kigger ingeniøren som ser helt fortørnet ud direkte ind i øjnene.

‘Det kan være vi skal sove i bussen’ siger ingeniøren efter to timers forgæves reparationsforsøg. Hans engelske er begrænset og til trods for at han er ved at uddanne sig til ingeniør er hans logik svær at forstå. Usammenhængende får jeg til sidst forklaret at der er blevet ringet ind til hovedstaden og morgendagens bus fra samme selskab men kørende i modsat retning kan tage den fornødne reservedel med til os i morgen.

Heldigvis er vi strandet ved en lille cafe så både vand og kaffe og kiks har vi da nok af. Hvis vi er heldige, kommer der måske også et par kameler forbi, tænker jeg. Tyve minutter senere dukker den påkrævede reservedel pludselig alligevel op. Fra bussens eget reservedelslager i et af lastrummene har en eller anden fundet den rigtige del. Efter en mirakuløs ekspressamling af motorens uendelig mange dele er vi fyrre minutter senere på farten igen.

Farten er her det rigtige ord. Vi er tre timer forsinkede og de skal naturligvis fluks køres ind. Heldigvis er der et begrænset antal modkørende så vi overlever talrige sindssyge overhalinger og til sidst er det lige før at vi vænner os til dem. Chaufføren kører jo trods alt turen hver dag og er stadig i live (det er selvfølgelig derfor jeg foretrækker en ældre chauffør). Ekstrem høj og skinger musik blæser resten af dagen ud af bussens ikke alt for velspillende højttalere og akkompagnerer den næsten alt for fremragende film der vises på den lille skærm i bussens mellemgang. På videoen er der meget symptomatisk nogle der smider utrolig mange stole i hovederne på hinanden. Bagefter synger de højt og skingert. Så beder de sammen. Unge piger i slør kigger dernæst melankolsk og længselsfuldt på en ældre mand der synger for dem. Han har en lang hvid kjortel og stålindfattede briller og en flot turban. Så kommer der en masse andre kjortelklædte mænd. De danser og danser. Og synger utroligt skingert.

Pludselig vælter regnen ned udenfor. ’Det manglede da bare’ tænker jeg. Glatte veje i en af verdens tørreste ørkener er lige hvad vi og vores kinesiske krydsermissil mangler. Som vi nærmer os hovedstaden tiltager antallet af modkørende. Da livet naturligvis er alt for kort til at vente på andre der formaster sig til at okkupere modsatte kørebane, og da vi samtidig har en nærmest stillestående gennemtæret kolos af en lastbil foran os gælder det for vores uforlignelige chauffør om hurtigt at finde på alternative løsninger.

Heldigvis tager han meget af farten af før han vælger at overhale lastbilen INDENOM gennem ørkensandet. Måske vi var væltet hvis vi havde haft mere fart på. Måske vi rent faktisk havde lykkedes med vores forehavende hvis vi havde kørt hurtigere. Men sandet er dybt og da vi er oppe på siden af lastbilen, hænger vi fast. Mens jeg overvejer om det ikke snart er på tide at jeg går op og losser begge de ansvarlige for bussens fremdrift direkte i deres genitalier kæmper chaufføren opportunistisk med at spinde den tunge bus ud af det dybe sand og tilbage på den velasfalterede kørebane. Det lykkes heldigvis til sidst.

Omkring seksten timer efter afgang – naturligvis med den samme chauffør bag rattet på hele turen – ankommer vi endelig til Khartoums forstad der hedder Omdurman. Her havde det nok været en god ide at forlade denne ellers på alle måde dejlige og livsbekræftende bus. Men en af vores medpassagerer siger at hvis vi bliver i bussen kommer vi til en station tættere på centrum og vores hotel. Hvad vi ikke ved er at det foregår via en knap to timer lang omvej hvoraf vi tilbringer den første time med at køre i den forkerte retning og igennem Khartoums slum. Slumkørslen kan jeg se på min GPS foregår ved at chaufføren i mindst to tilfælde kører i ring. ‘Han har ikke nogen GPS – han kører bare den vej han kender’ forklarer ingeniøren.

Chaufføren trykker min hånd da han sætter os af. Ved samme lejlighed afholder jeg mig igen fra at losse ham i skridtet. Jeg trykker bare hans hånd og takker både Gud og Allah for at han har holdt sig vågen hele vejen og at vi fortsat er i live. Oddsene for at han har mange år tilbage at leve i nok desværre er små siger jeg til Charlotte da bussen ræser af sted. Det er igen mørkt og busstationen vi befinder os på består af intet andet end bulet, rød afrikansk land overstrøet med affald. En taxa så gennemtæret at jeg udover i det sydlige Mali ikke husker at have kørt i noget så faldefærdigt tager os den sidste halve time frem til vores hotel, hvortil vi ankommer cirka tyve sekunder før Jonas ellers ifølge ham selv ville have skidt i sine bukser. Velkommen til Khartoum.

Khartoum bombarderer os de kommende dage med indtryk. Der er gadesælgere overalt. Alenlange trafik køer med smadrede tuk-tuks og rustne gule taxaer der spejler sig i mudrede vandpytter som her i regnsæsonen grundet den manglende dræning opstår inde midt i en af Afrikas folkerigeste byer. Her er politi i alskens forskellige uniformer, skilte med arabiske skrifttegn og nummerplader med sære arabiske tal (de tal vi bruger kaldes arabiske, men her bruges de øst-arabiske tal som består af anderledes symboler). Her er uendelige benzinkøer hvor folk forsøger at få lov at købe benzin til den officielle pris på 60 øre pr liter. Her er folk der dør i gaderne og på tagene hvor deres senge står ude for at de om natten kan få brise. Her er glade velkommende smilende imødekommende sudanesere i gaderne. Og sure undercover politimænd der ikke kan lide folk der fotograferer.

Indtil for nylig har man udover visum og registrering også skulle have rejsetilladelse for at rejse uden for hovedstaden og fototilladelse for at tage billeder. De to sidstnævnte tilladelser er dog for kort tid siden afskaffet via et præsidentielt dekret, får jeg at vide af Siddig Gasmelseed – den elskværdige og veluddannede direktør i turistministeriet – da jeg tropper op for at skaffe disse tilladelser. I stedet får jeg en kopi af dekretet om at man ikke behøver tilladelse til at fotografere.

I min ældgamle (få sider lange) Lonely Planet (som ikke har været opdateret i mange år da Lonely Planet ikke længere tager til de besværlige lande) står der at ‘man beder om problemer’ hvis man fotograferer i Khartoum. Hvorfor ved jeg ikke men med mit præsidentielle dekret i baglommen knipser jeg løs. Langt de flest vil hjertens gerne foreviges så bortset fra et par episoder går det fint.

En aggressiv fyr får dog næsten hevet min iPhone ud af hånden fordi jeg åbenbart ikke må tage en video af en trafikprop (måske fordi der kom tildækkede damer gående på vejen?) – og han lader mig ikke slippe før han har overværet mig slette videoen. Ved en anden lejlighed går en civilklædt politimand i broderet kjortel totalt amok på mig fordi jeg tager et billede af en gammel mand (som gerne vil fotograferes) lige uden foran hotellet. Her var jeg nok røget med på stationen hvis ikke de søde folk på hotellet (og deres venner der havde hjulpet mig med at veksle sort og tjent lidt på det) havde hjulpet og hvis ikke jeg havde kunnet hive mit præsidentielle brev op ad lommen.

Vi veksler udelukkende på det sorte marked. Inflationen er enorm og landet er på randen af et økonomisk sammenbrud (Da Sydsudan i 2011 opnåede selvstændighed tog de omkring tre fjerdele af det tidligere samlede Sudans olieressourcer med sig). For os betyder det at vi går rundt med kæmpe seddelbundter i lommerne (den største seddel der findes er 50 Sudanesiske pund som ved sortbørskurs svarer til 7 kroner).

‘Police’ råber en mand tæt bag mig pludselig en eftermiddag da jeg lige har sortbørsvekslet 100 dollars på gaden. ‘Fuck’ tænker jeg og frygter at blive slæbt med på en politistation hvor jeg sikkert skal betale en bøde. Indtil manden fisker et par solbriller op af lommen og spørger om jeg har lyst til at købe dem af ham. ’Police’-står der på et af brilleglassene og manden virker sød og rar og imødekommende som næsten alle hans landsmænd. Jeg griner lidt i skægget da jeg går derfra.

I stedet for at forlyste os med flere offentlige busser arrangerer vi via flinke Ahmed fra Raidan Tours en todages tur med firhjulstrækker til Sudans kulturelle trekant bestående af pyramiderne ved Meroë og tempelruinerne ved Naga og Musawwarat. En flink og rolig pensioneret ’criminal cases’- politimand der hedder Hadi (som meget passende betyder ’den stille’) og nu arbejder som chauffør tager os gennem de mange check points og forbi landsbyer med interimistiske vejsidebutikker de godt 200 kilometer til Sudans pyramider.

For mindre end tre uger siden har vi stået midt i et menneskehav – iblandt andre turister, kamelførere, guider og hestevognskuske – foran pyramiderne i Giza. Nu står vi en sen eftermiddag her ved de nubiske pyramider i Sudan. De er ikke lige så store som dem i Egypten, men der er mange flere af dem (over 200) og sandklitterne har lagt sig dekorativt omkring dem så det hele ligner noget taget ud af et eventyr. Vi har dem helt for os selv. Indtil et par souvenirsælgende drenge ved indgangen får hidkaldt deres fædre som kommer galopperende på deres kameler, som meget passende kan transportere os hen over det dybe sand (en kamel i en time koster kun 15 kroner) samt agere flot forgrundsmotiv i vores billeder af pyramiderne. Vi overnatter på det nyopførte og endnu ikke åbnede Raiden Tourist Village Hotel hvorfra der er udsigt til pyramiderne, hvilket giver os mulighed for et pyramide-genbesøg næste morgen. Igen har vi herlighederne helt for os selv – bortset fra at lokale arbejdsmænd i dag med trillebør og af uvisse grunde flytter lidt rundt på de enorme sanddynger der omgiver pyramiderne.

I alt har vi en hel uge i hovedstaden Khartoum. Desværre foregår de to ting jeg allerhelst vil se præcis på samme tidspunkt. Fredag efter fredagsbønnen. Nubisk brydning på brydestadion og dans på en muslimsk kirkegård i Omdurman. Brydningen starter klokken 16 og den muslimske dans slutter ved solnedgang omkring klokken 18.30. Vi har fået at vide at vi skal regne med blot en halv times transporttid mellem de to steder da trafikken skulle være let fordi de fleste har fri. Vi tager chancen og prøver at nå begge dele.

Brydestadion viser sig selvfølgelig at ligge i det fattige Souq Sita kvarter som ligger noget længere væk end der hvor Lonely Planet tror det ligger og desværre i den forkerte retning. Indgangen koster kun 1,5 krone og stadion er da vi ankommer allerede tæt pakket med tilskuere hvoraf ingen andre end vores eget afkom er børn og Charlotte tæller blot tre andre kvinder. Vi sætter os på den billige langside blandt flinke folk i hvide kjortler og runde hatte der uafladeligt tilbyder os gratis frugt og nødder. Snart efter bliver vi inviteret over til VIP-sektionen, men vælger at holde vores hyggelige plads hos pøbelen. Med udsigt til den omkringliggende slum og til tilskuere der er kravlet op på væggen der omkranser stadion går de nubiske brydere til makronerne. Efter blot en halv time haster vi videre. Klokken er 16.45 og iflg. Google Maps har vi 45 minutters transport til vores næste stop.

Trafikproppen foran brydestadion er en af de mest fastlåste jeg længe har set. Det tager os en halv time at køre 100 meter frem til det der godt kunne være verdens mest kaotiske vejkryds (som er der hvor jeg næsten bliver fracristet min telefon). Heldigvis tager vores flinke og kvikke chauffør Ali og hans lille, smalle blå minibus derfra en smut-bagvej uden trafik. Den leder os i stedet gennem smalle med dybe vandpytter og højt mudder, som er vanskelige at passer, men heldigvis væk fra trafikken. Præcis klokken 18 når vi – lige før solen går ned – frem til den muslimske gravplads Hamad El Neel. Overstrømmende venlige mennesker inviterer os ind i midten af den imponerende danseopvisning og hilser hjerteligt på vores børn. De lokale der råder over et kamera går ligeså meget amok i at tage billeder af børnene som jeg gør over at fotografere de sære udklædte dansere og deres til tider tranceagtige moves – inden solen efter blot en halv time er gået ned og der er helt mørkt.

Dagen efter har vi igen hyret flinke Ali til at køre os til Khartoums største kamelmarked. Fem timer med privat taxa, 100 kilometers kørsel og ventetid koster kun 90 kroner. Desværre kører Ali os til et helt andet kvægmarked som nærmest er blottet for kameler. For at komme tilbage til det rigtige marked skal vi først passere det libyske marked – ’Souq Libya’. Området minder mere om en losseplads end et marked. Et oversvømmet helvedeshul med bjerge af skrald og gamle benzinstinkende køretøjer der hverken kan komme frem eller tilbage blander sig med masserne af fodgængere på vej i alle retninger mellem de stillestående tuk-tukker, busser og lastbiler.

Derefter kører vi på hullede oversvømmede smalle gader slalom mellem folks senge der står ude i det fri midt på vejen gennem beboelseskvarterer som ingen burde leve i i 2018 inden vi til sidst når frem til det rigtige kamelmarked. En mand i en lyserød skjorter og en anden i hvid kjortel simulerer levende fugleskræmsler i forsøget på at dirigere deres tyre med store svungne horn i den rigtige retning. Nubiske krejlere tinger om prisen foran deres Toyota pick-up trucks der holder parkeret ved siden af klynger af sammenbundne kameler. Drenge ridder rundt på æseltrukne kærrer med en stor rusten tønde i midten. Og en kranvogn hejser de solgte kameler op på en lastbil der kører dem af sted mod deres nye ejer.

Sådan ender vores ti dages rundrejse i Sudan. Et land som måske lyder svært tilgængeligt og besværligt og voldsomt og lidt farligt og meget fattigt. Det er det måske også. Men også et land hvis befolkning er hjerteligt og imødekommende som få andre. Vis attraktioner – som pyramiderne, de nubiske brydere, den muslimske kirkegårdsdans og det store kamelmarked – er særlige og enestående. Et land som byder på uspolerede eventyr som man i dag ikke finder tilsvarende mange andre steder i verden. Og et land der grundet den senere tids inflation er gået fra at være halvdyrt til at være foruroligende billigt.