Østtimor – land#185/196 – Turbeskrivelse – Øster i Øst-Øst.
English version: here
Vi starter med lidt facts om Østtimor.
• Portugisisk koloni fra det 16 århundrede til 1975
• Da Portugiserne trak sig ud overtog Indonesien kontrollen og gjorde det til en indonesisk provins. Indonesien fik støtte fra både Australien, US og GB der frygtede at alternativet ville blive en selvstændig kommunistisk stat.
• Østtimors befolkning ville det dog anderledes og fra 1975 – 1999 kæmpede guerillaoprørstyrker / frihedskæmpere for landets selvstændighed
• Indoneserne trak sig ud i 1999. De ødelagde store dele af infrastrukturen kort inden de forsvandt og det anslås at mellem 100-180.000 mennesker blev dræbt mellem 1975-1999.
• Fra 1999-2002 blev en FN-overgangsregering indsat efter en folkeafstemning i 1999 havde vist stort flertal for uafhængighed.
• Østtimor blev endelig selvstændigt og fuldbyrdet medlem af FN i 2002.
• Landets officielle navn er Timor Leste. Timor betyder Øst på malaysisk (Portugiserne navngav landet ud fra dets malaysiske navn). Leste betyder Øst på Portugisisk så landets navn betyder direkte oversat Øst Øst (!)
• Landets fjerde premierminister som tidligere var landets første præsident Xanana Gusmão er både digter og tidligere militant leder og kaldes derfor for: ”Digterkrigeren”.
• Der skal afholdes valg i Østtimor til sommer – angiveligt er stort set alle politiske beslutninger pt sat på hold da de politiske partier er uenige og ingen har absolut flertal så alle afventer valget.
• Befolkningen er hovedsageligt kristne og taler Tetum (hovedsproget), Portugisisk (kolonisproget som fortrinsvis tales af folk omkring hovedstaden Dili) og en lang række andre mikronesisk-agtige lokale sprog.
Desværre har Østerboy kun 3 dage / 2 nætter i Østtimor. Alt for lidt. Så jeg når desværre kun at være i hovedstaden Dili. Jeg indlogerer mig på det glimrende Da Terra Hostal som om noget er mødestedet for backpackere i dette ikke særligt besøgte land. Men som så ofte før – når man tager til de lidt mere hardcore lande møder man også de lidt mere hardcore rejsende. Hostellet er et af den slags steder som man sjældent finder længere. Et sted med sovesale uden lås på dørene og hvor folk rent faktisk snakker med hinanden om aftenen i stedet for at kigge ned i deres telefoner (der er kun internet hvis man har købt et lokalt sim-kort med data).
Den første aften bliver jeg inviteret med til en Expat-middag på en lokal restaurant. Det er regntid og regnen smadrer ned i voldsomme kaskader lige uden for baldakinen. Det gør den hver aften. Det søde portugisiske par der driver mit hostel (Nanna og Villa) og deres portugisiske ven Nuno der ligner Mr Bean på en prik har været så søde at invitere mig med ud at spise. Her møder jeg to andre portugisiske fyre og en mexicansk pige der arbejder på en to-årig kontrakt for Heineken som ejer det lokale Bintang bryggeri og som fortæller lidt om deres udfordringer i det ikke særligt velorganiserede land.
Det er karnevalsaften iflg. den katolske kalender og Nuno vil gerne videre til et karneval (som på disse kanter betyder at man går til en fest hvor man selv klæder sig ud fremfor at se et optog). Det er jeg frisk på men desværre gider de andre (der skal op på arbejde næste dag) ikke rigtigt og Nuno får også lidt for mange øl og bliver lidt for træt, vi har ikke noget udklædningstøj og det regner stadig vildt så det kommer vi desværre ikke til.
Næste dag møder jeg Wally fra Brasilien og Richard fra Nottingham på mit hostel. Richard driver den (super cool) rejseblog der hedder Travel-Tramp og beskriver ’off the beaten track’-destinationer. Richard og Wally har den sidst uge selv kørt landet rundt på lejede motorcykler. I en bjerglandsby hvor de en sen aften havde svært ved at finde overnatning blev de først tilbudt at sove på gulvet hos en gammel dame. Men så ringede telefonen pludselig (snakken går når der er to udlændinge i en lille bjergby) og en mand der talte portugisisk (ligesom Wally) inviterede dem over at bo hos ham. Han viste sig at være frihedskæmper der gennem 24 år (1975-1999) fra bjergene havde kæmpet mod den indonesiske besættelsesstyrke. Han fortalte at han i løbet af årene havde mistet måske halvdelen af sine venner og at hver dag startede med at de holdt møde hvor de prøvede at regne ud hvordan de i dag kunne ”dræbe flest mulige indonesere”. Efter de første 4 år var hans kone desværre blevet taget til fange og først tyve år senere var hun blevet sluppet fri. Nu havde de sammen fået tre børn og var ved at åbne et lille gæstehus i bjerglandsbyen. På væggen i hans hus hang et billede hvor han trykkede hånd med landets nuværende præsident og nu levede han af sin soldaterpension indtil han fik gæstehuset op at køre.
Efter at have fået fortalt denne spændende historie begiver jeg mig afsted med en ”Microlet nr 10” mod den store Kristusstatue der ligger 7 kilometer syd for byen. En Microlet er en lille lokalbus med smalle bænkesæder der er måske blot 25 centimeter dybe. Man sidder tæt sammenklemt og lofthøjden er så lav at man (hvis man er over 1,60 meter) må sidde sammenbøjet. Forruden er ofte klistret til med alskens klistermærker og folie og musikken brager ud af skrantende kæmpehøjttalere inde i kabinen med en volumen som var man til stadionkoncert. Hver tur med det rullende diskotek koster 25 Centavos svarende til halvanden krone. Da Mikroletten drejer væk fra kystvejen nede ved frugt og grøntmarkedet stiger jeg af for at skifte til Microlet nummer 12 der leder det sidste stykke ud mod statuen. Men det er helligdag i Østtimor så alle de lokale valfarter også mod kristusfiguren og de nærliggende strande. Det betyder at de første fire nummer 12 mikroletbusser udover at være er stopfulde indeni også hver har fire personer stående uden for bussen i døråbningen. Alle fire mikroletter valfarter derfor bare forbi uden at stoppe for den blege turist.
Til sidst opgiver jeg og tager en taxa og det skulle jeg måske aldrig have gjort. Den koster godt nok kun 3 USD så prisen fejler ikke noget. ”Hej kollega dirkolaj” siger jeg (på sproget Tetum) da jeg stiger ind for det har Lucy der arbejder på mit hostal lært mig at sige. ”Hej min ven hvordan går det” betyder det. Bilen ser cool ud indeni for den purunge (under 20 år skyder jeg på) taxachauffør der hedder Adi har ligesom mange andre chauffører på disse kanter investeret i ikke mindre end seks i forruden monterede bakspejle (ud over det indbyggede). ”Jeg kan skaffe damer som du kan tage med op i din lejlighed” siger Adi. De er fra ”11-6 til 11-1 år”. Det er jeg temmelig rystet over da jeg går ud fra at idioten lige har tilbudt mig piger mellem 11 og 16 år. Jeg er alligevel ved at tage fotos med min iPhone af hans mange bakspejle så jeg trykker fluks på optageknappen og lader som om jeg tager billeder mens jeg optager en video hvor pædofilipusheren gentager sit uhyrlige tilbud. (se video)
Udsigten fra Kristusstatuen fejler til gengæld og heldigvis ikke noget. Der er strand til begge sider og majestætiske bjerge i midten plastret til med smilende ferieglade lokale. Endnu to styks mikroletter leder mig efterfølgende tilbage (se video fra den ene). Undervejs passerer vi et politicheckpoint og så bliver der pludselig skruet ned for musikken og dem der står op i døråbningen skal i al hast presses ind på bænkene inde i bussen. Således når jeg tilbage til mit hyggelige ”Da Terra Hostal” og fejrer et hurtigt – og desværre lidt for kort – besøg i mit land nummer 185 med passionsfrugtjuice og øl og seje menneskers behagelige selskab.