Libyen land #183/196 – ”Et endnu mørkere fangehul”.
En røverhistorie inde fra løvens hule.
En lille historie om kæmpende militser i et land på randen af sammenbrud. Om store indrejseproblemer ind mod en by midt i en borgerkrig. Og om en mirakuløs feberredning i ellevte time.
Lørdag formiddag lander jeg derfor i stedet i hovedstadens militærlufthavn der hedder Mitiga. Jeg er ikke klar over det da jeg lander, men 12 dage før min ankomst har svære kampe i og omkring lufthavnen kostet mindst 20 mennesker livet (og såret mindst 50). Med 32 millimeter antiluftskyts angreb en oprørsmilits lufthavnen.
Nær ved lufthavnen ligger et fængsel med 2.500 fanger heraf en del der tilhører Islamisk Stat (som mange her kalder for ’Daesh’). Det var angiveligt disse fanger man forsøgte at befri. Fire fly – heraf to fra Libyan Wings som jeg flyver med – blev beskadiget under skyderierne. De øvrige fly blev iflg. Reuters fløjet i sikkerhed i Tripolis lukkede internationale lufthavn (iflg. mine lokale kilder blev flyene dog fløjet til Misrata). Efter angrebet holdt Mitiga lufthavnen lukket i fem dage (igen iflg. Reuters mine lokale kilder siger at den ’kun’ var lukket i 2-3 dage).
To måneder tidligere var Mitiga lufthavnen ligeledes lukket på grund af kampe mellem militser inde på selve lufthavnsområdet og skyderier inde i selve lufthavnen. Nice. Såfremt lufthavnen skulle blive lukket i mindst tre dage mens jeg er i Tripoli vil jeg ikke kunne nå hjem og påbegynde min næste lange rejse. Den går til Fjernøsten og jeg har for cirka 20.000 kroner flybilletter liggende hjemme i skuffen som så ville være værdiløse.
Jeg har ikke måttet få udleveret hverken navn eller telefonnummer på den person der skal afhente mig i lufthavnen. Og jeg har fået meget strenge instrukser om IKKE over for sikkerhedspolitiet at nævne det rejsebureau – lad os kalde dem Libya Tours (de hedder noget andet) – som har hjulpet mig med at komme hertil. Selvfølgelig fordi de er bange for at deres finte med at invitere turister hertil på forretningsrejse skal blive opdaget. I stedet fisker jeg mit officielle brev fra det (ægte) Libyske firma der har inviteret mig hertil på ’forretningsrejse’ op af tasken. Sikkerhedspolitimanden ligner en jeg ligeså godt kunne have rakt et stykke brugt toiletpapir. ”Contact” siger han bare og simulerer med udstrakt tommel og lillefinger på sin højre hånd som han holder op til øret at det eneste der kan bruges er at jeg skal ringe efter min lokale fikser.
Da han alligevel ikke forstår hvad jeg siger peger jeg til sidst bare ud mod ankomsthallen i et forsøg på at signalere at så må vi gå derud og finde ham der skal hente mig. Først skal min bagage (jeg rejser håndbagage only) dog gennemlyses (det er meget, meget få steder i verdens man skal have røntgengennemlyst sin håndbagage ved ankomst før udlevering af evt. check in bagage). Her opdager de selvfølgelig mit store fede Nikon. At rejse ind i Libyen med et professionelt kamera (når man officielt set som jeg er en simpel ’forretningsrejsende’ og dermed ikke har en officiel journalist-invitation fra overgangsregeringen) svarer – finder jeg nu ud af – sådan cirka til at gå igennem immigrationen i dette borgerkrigshærgede land med en plastikmaskinpistol, en flaske Jack Daniels, en pakke bacon og et navneskilt hvorpå der står James Bond.
I am in trouble. Very big trouble.
Forinden har det været meget langt fra let at få visum til Libyen.. (spring de næste afsnit over hvis du er ligeglad med visum-historien..)
Allerførst prøvede jeg for lang tid siden via en kontakt til Libyens presseansvarlige – som jeg har fået fra Henrik Jeppesen (googl ham og Henrik Travel hvis du vil vide hvem han er) der igen har fået den fra Rasmus Tantholdt. Jeg skrev til den presseansvarlige om jeg kunne komme ind på en pressetur – men han svarede mig aldrig.
For halvandet år siden fik jeg så i stedet (via libyske kontakter) min første officielle invitation til en turistrejse fra udenrigsministeriet i Tripoli. Men blev afvist på ambassaden i København fordi ’der pt ikke udstedes turistvisum til Libyen’. Efter knap et år uden at dette havde ændret sig fik jeg en ny officiel invitation fra udenrigsministeriet i Tripoli. Denne gang var jeg inviteret af et officielt Libysk selskab som helt legalt fra tid til anden får besøg af udenlandske forretningsrejsende. Omkring fem personer i mit rejsenetværk i facebookgruppen Every Passport Stamp (som er en facebookgruppe for verdens mest berejste mennesker) havde benyttet dette smuthul til som turister at komme ind i landet på ’forretningsrejse’. Nogle af dem havde haft lidt småproblemer i landet(korte forhør, stoppet i Check Points etc). Men ikke noget der afskrækkede mig nok til ikke at tage af sted (og de fleste af mine rejsekolleger var i øvrigt gået lidt stille med disse problemer så mange af tingene fandt jeg først ud af da jeg kom derned). Ambassaden i København var dog ligeglade med min forretningsinvitation. Sikkert fordi jeg forinden havde forsøgt mig med et turistvisum og nu lige pludselig kom anstigende med en forretningsinvitation. Ambassadesekretæren havde også både fulgt mig på Facebook og på min hjemmeside hvilket nok heller ikke gjorde situationen så meget bedre. ’Har du ikke tabt dig’ sagde hun da jeg kom ind på ambassaden til trods for at vi aldrig havde mødt hinanden. Så var det møde slut. Ambassaden sagde nej. (Mit gæt er at da myndighederne godt ved at der er pissefarligt i Libyen gider de ikke have turister ind og risikere at de kommer til skade. De vil kun have forretningsrejsende som rent faktisk skal ned og lave et stykke vigtigt arbejde og det giver jo et eller andet sted meget god mening det kunne jeg bare ikke rigtigt bruge til så meget)
Min kontakt hos Libya Tours sendte mig derefter til Tunis med den samme forretningsinvitation. Han forsikrede mig at der ville jeg få mit visum og jeg ville få det samme dag og det ville ikke være noget problem at jeg forinden var blevet afvist i København. ’Don’t worry’ skrev han hele tiden. Det kunne han jo sagtens sige. Imens blev hårene på mit hoved mere og mere grå og jeg kunne ikke sove om natten. Min invitation var ved at udløbe og agenten sagde at den ikke kunne forlænges. Jeg havde planlagt både ture til Skotland og til Fjernøsten så jeg havde kun en lille uge til at gøre forsøget ind imellem disse ture hvis jeg skulle nå det før invitationen løb ud. Så jeg købte en flybillet til Tunis (DKK 1.900 retur) og en flybillet Tunis-Tripoli (2.500 kr retur) og tog chancen. Tunis har godt nok været i undtagelsestilstand siden forskellige terrorhandlinger fandt sted tilbage i 2015. Men det tænkte jeg nu nok ikke var så farligt. Der bor jo mange mennesker i Tunis – og man har ikke hørt om problemer længe.
Så for at skære det ud i pap. For at forsøge at komme til verdens måske farligste land skulle jeg først rejse til et land i undtagelsestilstand, benytte en agent der postede religiøse islamistiske videoer dagen lang, håbe at jeg ikke blev afvist til trods for at jeg med den samme invitation allerede var blevet afvist en gang på en anden ambassade og i øvrigt håbe at jeg ikke blev hverken kidnappet eller slået ihjel når jeg først kom til Tripoli. Sweet.
Der viste sig heldigvis at være to personer på Facebook der lød navnet Mr Massud og ham der skulle hjælpe mig var til alt held en statelig og meget hjælpsom midaldrende herre. Sammen ankom vi til ambassaden i Tunis da den åbnede klokken 9. Vi udfyldte ansøgningsformularen, viste dem invitationen fra Tripoli, betalte gebyret og fik at vide at vi skulle komme tilbage klokken 12. Med svedige håndflader fordi jeg hele tiden forventede at blive kaldt ind til et interview, som kunne risikere at afsløre at jeg slet ikke var rigitg forretningsrejsende, ventede vi i to timer da vi midt på dagen kom retur. Så kom konsulinden ud og sagde vi skulle komme tilbage i morgen. ”C’est pas grave” – det er ikke alvorligt – sagde hun dog heldigvis også. Min agent var cool. ”De har kameraer”, sagde han da vi kom ud – ”de holder øje med os – det gælder om at være cool”. Næste morgen (og hvor var det heldigt at jeg havde lagt to ambassadehverdage ind til at forsøge at få mit visum) var vi der igen klokken 9, Efter endnu to timers ventetid med endnu svedigere håndflader hvor jeg prøvede at spille cool fik jeg mit visum til Libyen.
*So far so good” skrev agenten fra Libya Tours da jeg skrev til ham at nu var mit visum I orden. Det syntes jeg lød lidt ildevarslende. “Hvis du har et kamera skal du ikke tage det med” skrev han også –”læg det hos agenten i Tunis”. Jeg overvejede at skrive tilbage og spørge om jeg heller ikke måtte tage min fødder med. Eller om han ikke kunnet have skrevet det da jeg stadig var i Danmark, så jeg ikke skulle lade mit kamera ligge hos en fremmed mand (som godt nok var super flink og troværdig men alligevel). I stedet skrev jeg bare tilbage at jeg ville tage det med alligevel, men putte det ned i min rullekuffert. Ok skrev agenten tilbage ’don’t worry’ skrev han igen – ”vores mand henter dig i lufthavnen og vi har også en mand på indersiden der holder øje med dig” (…). For en sikkerheds skyld lod jeg min Tunesien guidebog ligge på hotellet i Tunis og smed alle mine visitkort for min rejsehjemmeside ud (efter at have overvejet om jeg skulle gemme et par stykker i min ene sok).
Tilbage i Mitiga lufthavnen hvor jeg som sagt er i store problemer går vi en tur min nye sikkerhedspolitiven og jeg for at se om vi kan finde min fikser. Ingen står med et skilt. Ingen giver sig til kende. Da vi efter fem minutter er på vej tilbage til immigrationskontoret dukker en lettere duknakket midaldrende mand med en rar udstråling dog op ud af det blå og ligger armen om officeren. Lad os kalde ham for Ahmed. Ahmed taler ikke til mig og kigger ikke på mig. Jeg ved ikke om det er ham der er min fikser. Ingen taler til mig. Sådan vedbliver det – med få et-ords-spørgsmåls-undtagelser – i meget, meget lang tid. Tilbage i immigrationslokalet skal jeg nu have tjekket mit kamera. Der er ikke et eneste billede på nogen af hukommelseskortene så det er hurtigt overstået. ”Password” siger chefen for de cirka 8 ubehøvlede, ganske unge og ikke uniformklædte sikkerhedspolitifolk (’foreign security police force’ får jeg dem senere refereret som) da han finder min PC. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre så jeg knaster mit password ind og officeren begynder at gennemsøge min computer. Jeg må ikke kigge med. Snart efter finder han billeder fra Skotland, og fra Saudi – og fra mange andre lande. Han finder også flere af de rejseartikler og dagbogsnoter jeg har liggende på PC’en. Fuck.
De snakker kun arabisk og de snakker kun med Ahmed. Men det er ret tydeligt at de tror at jeg er både journalist/spion og at jeg ikke er her på forretningsrejse. En brun konvolut der bugner på midten kommer på bordet men det gør – overraskende nok – ikke samtalen spor hyggeligere. Chefen tæller pengene helt åbenlyst – men det er som om det ikke gør nogen forskel. De viser Ahmed – som jeg nu er ret sikker på må være min fikser – at de har optaget ham på en mobiltelefon. De gør grin med ham og hundser rundt med ham som var han en hund. Så vidt jeg ved findes der ikke ret meget der er mere ydmygende i den arabiske verden. Efter omkring en time sender de ham væk. Den eneste dialog jeg har med mændene er da jeg beder om en tår vand og får en halvlitersflaske som er åben og som der allerede har været drukket af stillet til rådighed. Jeg synes stadig godt jeg kunne være på forretningsrejse selv om jeg har et stort kamera og har feriebilleder på min PC. Jeg synes jeg plejer at kunne tale mig ud af hvad som helst. Her kan jeg ikke kommunikere et ord med nogen og ud fra de unge ubehøvlede officerers ageren virker det som om at der ikke er mere håb.
Lidt efter bliver jeg beordret til at følge med. Vi går fra ankomsthallen til afgangshallen. Jeg er 95% sikker på at nu bliver jeg deporteret. Nu bliver jeg sendt ud på det samme fly som jeg er kommet med (som flyver retur to timer efter ankomst). Se det ville være lidt af en bet for de fleste rejseklubber kræver mindst 24 timers ophold i landet (samt at man ikke kun opholder sig i lufthavnen). Til alt held får jeg ikke noget udrejsestempel da jeg bliver ført gennem paskontrollen i afgangssektionen. I stedet bliver jeg ført ind på endnu et immigrationskontor, som jeg mistænker for også at udgøre det for en fængselscelle. Der er tre sofaer som man synker så langt ned i at man forsvinder. Et skrivebord hvor chefen sætter sig til at spise fedtet mad med sine fedtede fingre. Og en seng uden linned der knækker sammen på midten. ’Skal jeg sove der i nat’ tænker jeg.
Senere får jeg fortalt at sikkerhedspolitiet på et tidspunkt tilbageholdt en amerikansk statsborger af asiatisk oprindelse. Han måtte sidde ret op og ned på en umagelig stol og sove indtil klokken 3 om morgenen. Hans forbrydelse: ’sikkerhedspolitiet troede ikke på han var amerikaner når han lignede en kineser’ (!).
Jeg sidder bare og kigger ned i gulvet. De er ikke fysisk voldsomme – kun verbalt ubehagelige. De tilbyder mig (flybakke-)mad. Men det er mest som om jeg ikke eksisterer. Når jeg skal tisse sker det overvåget. To timer senere smider de mig ud på en stol ude foran kontoret. Når døren står på klem kan jeg SMS’e uden at de kan se mig. Der er ikke noget internet men jeg har signal så jeg kan SMSe. Jeg skriver til Charlotte at hun skal ringe til Henrik Jeppesen og få ham til at give os Rasmus Tantholdts mobilnummer. Jeg ved at Tantholdt har højstående kontakter hernede der taler både engelsk og arabisk. Henrik tager ikke telefonen, men Charlotte får heldigvis selv fundet nummeret til Tantholdts sekretær og får derigennem hans private mobilnummer (send en e-mail på mandag startede hun med at sige..). Fra Tantholdt får jeg på SMS nummeret på en anden TV2 ansat der kan skaffe mig nummeret på TV2s lokale fikser i Tripoli. (Senere kommer jeg i tanke om at jeg selvfølgelig burde have ringet til informationsministeren som jeg jo langt tidligere havde fået nummeret på, men det tænkte jeg ikke på).
Midt i dette kommer Ahmed pludselig tilbage. Fem minutter signalerer han og smiler for første gang hele dagen. Fem minutter senere fører officeren der tilbageholdt mig mig pludselig tilbage ind i landet. Nu er han pludselig flink. Lidt over 4 timer efter ankomst til Libyen forlader jeg lufthavnen som en fri mand.
Om eftermiddagen tager Ahmed (som selvfølgelig som antaget ér min fikser) og Mohamed (som er min guide, han hedder også noget andet) og jeg på sightseeing. Jeg har taget mit store Nikon med, men tør næsten ikke bruge det. Jeg tør ikke bruge det i den fotogene og faldefærdige gamle by, hvor husene er ved at falde sammen og ledningerne hænger i kaotiske mønstre og ligner elektriske høstakke. Overalt går der langskæggede fyre rundt – og Mohamed fortæller mig at en af hans turistgrupper ’engang blev tilbageholdt i udkanten af byen i seks timer af Daesh/Islamisk Stat’ (!!!) indtil de fik forhandlet sig fri’. Jeg tør heller ikke fotografere på den store plads med de hundredevis af pengevekslere der giver mere end dobbelt så god kurs for Euro som man kan få henne i banken. I basaren hænger udstoppede dyr på væggen. Blandt andet et girafhoved. Jeg har aldrig set et udstoppet girafhoved før. På gulvet ligger skind. Øverst ligger skindet af en leopard. ’Når der ikke er lov og orden gør folk hvad der passer dem’ siger Mohamed. Jeg holder fortsat mit kamera i tasken og tør ikke engang fotografere med min mobiltelefon.
På en fiskerestaurant får jeg om aftenen forklaringen på hvad der skete tidligere på dagen ude i lufthavnen. Jeg har ingen mulighed for at tjekke om den er sand. Hvis den er opdigtet kræver det ualmindelig livlig fantasi. Hold godt fast:
Som jeg har fået det fortalt er der to stærke militser i Tripoli og overgangsregeringen forhandler med begge disse i et forsøg på at slå alle tre sammen til en ny regering og hær (til trods for at flere af militsmedlemmerne tidligere har siddet i fængsel). De øvrige militser (de mest islamistiske tror jeg nok) forsøger man at omvende eller slå ned.
Taxachaufførens bror viser sig tilfældigvis at være krigsherre for den milits der bestemmer over lufthavnen. Ahmed giver ham mit navn og sit eget navn. Krigsherren ringer derefter til den ansvarlige for sikkerhedspolitiet og får at vide hvem der i dag har kommandoen på immigrationskontoret i lufthavnen. Så ringer han til ham og siger at hvis ikke han lader en dansker der hedder Jakob komme ind i landet og han samtidig undlader at smide Ahmed i fængsel så skal han sørge for at chefen selv kommer ’til at rådne op i et endnu mørkere fangehul end det han havde tænkt sig at sætte Ahmed i’.
Hvabehar…!?
Hehe, en halv time efter ringer chefen for immigrationen til Ahmed og siger ’at han skal komme tilbage så de kan finde en løsning’. Og fire timer efter jeg er blevet tilbageholdt valser Ahmed derfor retur og fem minutter senere er alting godt og vi er begge frie mænd. Pengene som vi havde betalt (200 dinarer = 900 kroner ved officiel kurs og cirka det halve ved black market kurs) fandt jeg faktisk aldrig ud af hvad der skete med. (Fikseren bad ikke om dem så hvis han har betalt dem har de indgået som en del af den ’pakke’ jeg havde betalt for).
Så om aftenen skal vi feste siger Ahmed. Han siger han har besluttet at nu er det nok. Nu gider han ikke mere være fikser og tage ud i lufthavnen og rage kastanjer ud af ilden. Det var for tæt på i dag siger han. Men nu skal vi fejre at vi er frie mænd siger han. (Ahmed er i øvrigt sur over at jeg ikke af agenten havde fået at vide allerede da jeg var i Danmark at jeg ikke måtte tage kamera med, og han er sur over at bureauet helt undtagelsesvist modtog mig samme dag som en anden gæst om morgenen forlod landet – de tager normalt ikke gæster ind ’back to back’ da det øger risikoen for at Ahmed bliver genkendt / anholdt i lufthavnen).
Om natten kan jeg ikke sove. Jeg bliver ikke bange om dagen. Jeg bliver bange om natten. Jeg tænker dagen igennem hundrede gange. Og må hele tiden op og skrive lidt detaljer ned som jeg har glemt og som skal bruges til denne beretning (jeg opholder mig lidt over et døgn i Libyen og skriver 11 tætskrevne sider med noter i Word). Klokken 1 er søvnen endelig ved at overmande mig. Så skyder de udenfor. Det lyder som om det er meget tæt ved hotellet. Hotellet som ingen sikkerhed har. Ikke en eneste lillebitte vagt. Omvendt er der forhåbentlig ikke ret mange der ved at jeg opholder mig på dette hotel i værelse 204. Maskingeværssalver genlyder i natten. Det varer måske fem minutter. Så er der stille og så skyder de i et par minutter igen. Folk løber forbi på gaden og råber. Jeg har aldrig været så bange i mit liv. Så bliver der stille. Jeg lytter i stilheden og frygter at høre larm på gangene i hotellet. Mit hjerte banker i mørket. Jeg sover kun ganske få timer den nat.
”Er du ikke vant til det” spørger Mohamed overrasket da jeg næste morgen fortæller om skyderierne. ”Bare rolig” siger han ”-de plejer ikke at kidnappe turister. Her er heller ingen selvmordsbombere.” han tøver lidt og tilføjer så: ”her er kun krig”.
Næste dag tager vi på sightseeing. Foran bankerne står hundredevis af mennesker i kø. ”Det skyldes kontantkrisen” siger Mohamed. ”Da Gadaffi døde i 2011 havde han værdier for 300 milliarder Euro. I dag har vi minus 90 milliarder. Det hele skyldes korruption”. Så nu skal man stå i kø for at få sin løn udbetalt og man kan max hæve 200 dinarer af gangen. ”Min kone tjener 800 dinarer om måneden som lærer så hun skal stå i timevis i kø fire gange om måneden for at få sine penge. Nogle gange får folk tæsk når de står i køen bare fordi at sikkerhedsstyrkerne vil vise at de har magt”.
Under Gadaffis styre var private virksomheder ikke tilladt i Libyen får jeg fortalt. Alt var offentligt. Til gengæld fandtes der ingen offentlig transport. Al transport var privat. Et underligt paradoks. ’I dag går den spirende privatisering ad helvedes til’ siger Mohamed. Folk stikker pengene i deres egne lommer. Og der er stadig ingen offentlig transport; ingen busser; ingen toge – bare trafikpropper over alt fordi alle bliver nødt til at have en bil. ”Libyan Wings som du fløj ind med (og som altså fik to fly ramt under seneste angreb, red.) er et af de eneste succesfulde private selskaber.” Rundt omkring står hoteller i halv højde der ikke er færdigbyggede. ”Alle udenlandske selskaber trak sig ud da krigen begyndte da Gadaffi faldt” siger Mohamed ”ingen har overtaget efter dem”.
Vi kører 15 kilometer uden for centrum og ser nogle 2.000 år gamle (tror jeg nok) hulemalerier. På vejen tilbage passerer vi den grund hvor Gadaffis palads lå. Paladset er nu jævnet med jorden. Kun murbrokker er tilbage. Murbrokker og affald. Vi må ikke stoppe og jeg må ikke fotografere. Er man journalist og officielt inviteret af overgangsregeringen kan man komme ned og se Gadaffis kælder. Vi andre må holde os væk. Pladsen er omkranset af en lang hvid mur. Enkelte steder er muren faldet sammen og vi kan skimte murbrokkerne. ”Krigsflygtningene bor derinde nu”, siger Mohamed. Flygtninge fra krigen bor altså nu i en losseplads oven på murbrokkerne fra diktatoren der smadrede landet (men som de fleste lokale nu savner pga. den stabilitet han tilbød). Symbolikken er til at få øje på.
Til sidst kører vi forbi kirkegården for de faldne i anden verdenskrig. En oase af ro og civilisation i den kaotiske og farlige by. Her er grønt græs og vi er i fred bag høje mure. Allierede kristne og jøder ligger side om side. I en sektion lidt for sig selv ligger de muslimske soldater. Alle jøderne har som de eneste skinnende hvide og nye gravsten. ”Ved du hvorfor?” spørger Mohamed. ”Islamisterne hader jo jøderne så da ’Daesh’ angreb kirkegården i 2014 smadrede de alle de gravsten hvorpå der var en davidsstjerne.”
Senere på dagen skal jeg heldigvis forlade dette galehus. Jeg er lidt bange for at oprørsmilitserne skal kunne skyde mit fly ud af landet ned med deres 32 millimeters antiluftskytsgranater. Men ”Don’t worry” siger Mohamed. ”Det kan de ikke – I flyver jo lige ud over havet og islamisterne holder til inde i ’the Hinterland’” siger han.
Alligevel er det med en vis mængde uro i maven at jeg sidst på eftermiddagen bliver kørt i lufthavnen. Ahmed tør – meget forståeligt – nærmest ikke gå med mig ind i terminalen og jeg er lidt bange for at de ved udrejsetjekket vil gennemsøge mit kamera og min PC igen. Jeg har derfor brugt lang tid på at gemme mine artikler og billeder i hemmelige mapper på min PC. Igen finder de selvfølgelig mit kamera da det bliver gennemlyst. Men det tager efterfølgende chefen inde på kontoret omkring 10 sekunder at sige god for mig da han ser mit pas. Måske han stadig frygter det endnu mørkere fangehul.
I flyet på vej ud kommer jeg til at sidde ved siden af en libysk fyr der taler godt engelsk og siger han arbejder for et eller andet offentligt Libysk projekt. Han spørger mig om mit firma, hvad jeg lavede i Libyen osv. For en sikkerheds skyld siger jeg stadig at jeg er på forretningsrejse. Og jeg nævner selvfølgelig stadig ikke navnet på rejsebureauet som har hjulpet mig som jeg har fået besked på. Mit hjerte misser et slag da han pludselig spørger mig: ”har du været i Saudi?” Jeg ved ikke om det er et tilfælde eller det er mig der er paranoid, men sikkerhedspolitiet har jo netop siddet og kigget alle mine Saudi billeder igennem dagen før. Jeg siger til ham at jeg var i Saudi på kombineret forretningsrejse hvor vi også var på sightseeing. Og gør alt hvad jeg kan for at ryste ham af mig da vi lander i lufthavnen i Tunis. Først da jeg dagen efter (efter at have boet hjemme hos en sød familie i en privat villa med svømmepøl beliggende i et afsides kvarter hvor ingen så vidt jeg ved fulgte efter os ned af den lille grusvej der førte dertil) forlader Tunesien tør jeg slappe helt af. Efterfølgende har jeg hørt at alle rejsebureauer i Libyen nu har lukket for at udstede forretningsvisa til turistrejsende. Det var i allersidste øjeblik jeg slap ind.