På glatis i det skotske højland – familietur til Skotland
Ryan Air enkeltbilletten på den direkte rute mellem København og Edinburgh koster inkl. alle skatter sølle 37 kroner pr mand på Black Friday brandudsalg. ’Når noget lyder for godt til at være sandt’, tænker vi. Kort efter knaster vi alligevel med raketfart vores kreditkortoplysninger ind på Ryan Airs webside – så verdens bedste tilbud ikke når at smuldre mellem fingrene på os som skotsk whiskyhvede i en højlandstragt. Fire styks billetter hver til en stykpris mindre end for en søndags-Berlinger er kort efter i hus.
Vupti springer derefter det næste næsten ligeså gode tilbud frem. Billeje gennem Ryan Airs samarbejdspartner Easirent for kun 570 kroner for 4 døgn. Haps, haps, haps – nu skal vi ha snaps – tænker vi og booker igen på stedet.
’Når noget lyder for godt til at være sandt’, så er det det kanske også. I hvert fald er vores sene aftenfly 45 minutter forsinket i ankomsten da vi lige før midnat lander i Edinburgh lufthavn. For 37 kroner skulle man mene det var noget man kunne overleve. De svinagtige kundeanmeldelser af Easirent på nettet mener vi heller ikke bør have den store betydning. Som er vi ægte skotter med en pengeinddriver i hælene spurter vi efter landing med børnene trætte halsende efter os forbi busstander H, G, F, E, D, C, B, A, 1, 2, 3, 4, 5, 6 og ender ved busstander 7, hvorfra den af lufthavnen opererede shuttlebus til Easirents kontor vist nok skulle afgå hvert tyvende minut. Klokken er 24.00 Hrs, der er ingen shuttlebus og Easirent biludlejningskontoret som ligger 15 minutter væk med den shuttlebus der altså ikke er der lukker klokken 00.30. En lidt presset situation. Til alt held falder jeg i snak med en flink skotsk fætter som er chauffør i en anden minibus og han tilbyder at sætte os af på Easirent kontoret efter han har sat sine egne klienter af. Et ret godt tilbud skal det vise sig. Et dansk par vi senere møder ankommer nemlig til samme busstander fem minutter efter os og venter forgæves en time på shuttlebus og får ingen lejebil.
I allersidste øjeblik klokken 00.29 får vi udleveret vores Peugeot 2008 som viser sig at være en noget større slæde end den ’Ford Fiesta eller lignende’ vi har booket. ’Når noget lyder for godt til at være sandt – er det måske i virkeligheden bare meget bedre’ tænker vi og sætter med den forkerte hånd famlende efter gearstangen og i den absolut unaturlige side af vejen afsted mod Edinburghs første rundkørsel. En rundkørsel der får navigering i rundkørslen ved Gladsaxe Rådhus til at fremstå ligeså let som det er at bestå børnekøreprøven i Legoland. Østerboy sejler ud og ind af banerne som en fuld svensker i et svømmestævne. Om det er venstrekørslen, trætheden eller de hele tre baner inde i rundkørslen der forvirrer mig skal jeg ikke kunne sige men jeg præsterer at køre over for rødt i to ud af tre af de trafiksignaler som det tossede skotske bystyre har valgt at smække op INDE i rundkørslen. Nuvel tredive minutters kørsel ved stærkt nedsat hastighed og med alvorligt uregelmæssige rundkørselspasseringer og hakkende gearskift senere fremkommer vi uskadte til vores fine lille lejlighed i Albion Terrace i det centrale Edinburgh. Vores skotske eventyr er i gang.
To nætter senere – og efter en dags Harry Potter location spotting i Edinburgh – sætter vi en tidlig morgen kl 07.30 afsted mod Isle of Skye og det skotske højland. ’Yellow warning – snow/ice’ står der – både i vejrudsigten og på store blinkende skilte langs motorvejen der fører os nordpå. Det er minus to grader og pludselig vælter snefnug på størrelse med femkroner uophørligt ned over os med en tæthed som knuder i et ryatæppe. Vi sætter hastigheden ned til det halve og filosoferer over om vores op mod otte timers kørsel om dagen de næste to dage lige er blevet lavet om til det dobbelte. Stress på. Vi fejrer forsinkelsen med et tissestop samt indkøb af et styks sneskraber til to pund da Easirent den skotske vinter til trods ikke har valgt at lade en sådan indgå i kabinens inventar. Men selv om skraberen senere skal vise sig uvurderlig er det at forlade motorvejen en fejl for da vi forsøger at komme tilbage på den viser vores franske vidunderbil meget tæt på ude af stand til et forcere en lillebitte, lidt stejl og meget glat bakke. Med hiv og sving får jeg tvunget mit firhjulede baguette op over bakken kun for at erfare at derfra går det kun en vej med ligeså meget friktion som Bambi har på finske skovsøer. Tyve meter foran os holder en bil. Bomstille. Turens første bremse/undvigemanøvre senere holder jeg også bomstille parallelt med og helt oppe på siden af selvsamme bil og taknemmelig for at et indersporet var både tilstedeværende og frit.
Lidt senere erfarer vi at bilen allerede er løbet tør for sprinklervæske og vælger at køre en halv times omvej på smalle veje med høj sne for at købe det som her går under betegnelsen windscreen washer (og ikke sprinkler fluid som jeg forsøger mig med), hvilket skal vise sig heldigt for de næste fire timer er der on/off snestorme og vi ser ikke en eneste tankstation. Til gengæld bugter vejen sig ud og ind og op og ned og til trods for at vi befinder os på den øst-vestgående hovedvej er der til tider kun et spor tilgængeligt til deling mellem begge kørselsretning og stejle bakker som vi kun med det yderste af neglene kan få hevet os op over. Lang vej til Isle of Skye.
Adskillige timer og en ret træt chauffør senere klarer vejret heldigvis endelig op. Vi stopper og ser et slot – Eilean Donan Castle, krydser broen ud til Isle of Skye og kører en 5 kilometers omvej af en islagsbelagt ’single track’ (begge retninger deles om kun et spor) road for at se Talisker destilleriet. ”MadeByTheSea” lyder Taliskers slogan og jeg skal love for at en mere både forreven og pittoresk beliggenhed skal man lede længe efter. Desværre er vejen dertil til tider så stejl at man skal have godt med fart på for at komme op over bakkerne på det glatte underlag, hvilket betyder at skulle man støde på en modkørende over bakketoppen kan man kun bede til at bilen når at blive færdig med at kurre fremad inden man kolliderer. Det fornøjer vi os meget med. Og bringer ved et enkelt tilfælde vores bil til standsning i en nærmest kofanger til kofanger mod anden bil situation.
Lige inden solnedgang – knap ni timer efter afgang fra Edinburgh – er vi endelig næsten fremme ved Neist Point Lighthouse. 700 meter før ankomst må Peugeoten dog opgive ævredet. Den knap tyve kilometer lange bugtende og skiftevis stigende og faldende og stærkt hullede single track road ind mod fyrtårnet ender i en stejl stigning som vores ellers seje bil ganske simpelt ikke kan forcere. Hjulene pisker rundt som et piskeris i en kop kakao og Charlotte må ud at skubbe. Da vi igen får lidt fat tør jeg ikke stoppe før nær toppen 500 meter senere og Charlotte må derfor til hendes ikke udelte tilfredshed spæne 500 meter op af spejlglat vej. Der er ingen vandresti ud til fyrtårnet så turen går lidt på må og få over den drivvåde marsk – der er hul i Avas ene gummistøvle har vi erfaret så den er foret med en plasticpose. Udsigtspunktet ligner billedet fra Taliskers Neist Point Whisky (150 GBP for en lille flaske), skumsprøjt slår ind over klipperne og wind chill faktoren får det til at føles som minus ti.
På vej mod vores Isle of Skye Greshornish Country House Hotel opstår turens farligste situation. På den ensporede vej giver jeg den gas rundt i et sving op ad bakke. Jeg bremser med det samme da jeg ser den modkørende (der heldigvis kører mindre stærkt) – bilen glider som en curlingsten på vej til at slå sin modstander ud af zonen mod den anden bil. Hvordan det lykkes mig at undvige bilen og få knebet den akkurat langs den anden bil mens jeg bliver på vejen er jeg ikke helt klar over men mit bedste gæt er at de to biler tilfældigvis mødte hinanden ud for en af de ”Passing Places” der ca hver 200 meter gør det muligt for den ene bil at holde ind til siden mens en anden passerer. Jeg har kørt bil/MC i ca 50 lande – aldrig har jeg kørt et så udfordrende sted som i det skotske højland på single track veje i islag.
Greshornish Country House er til gengæld som taget ud af et eventyr. Ild i pejsene, chesterfieldsofaer, snookerbord og skakspil i fællesrummene. Bakelit telefoner på værelserne udsigt over sne og is og Loch et-eller-andet (Loch Snizort Beag tror jeg nok den meget mundret hedder..), whisky galore og fuld skotsk morgenmad med kvalitetsbacon (fra DK formoder jeg), æg, beans, blodpølse og Haggis. Nice.
Næste dag har vi – mætte og tilfredse med skotske fåreindmad i maven – naturligvis intet mindre end to vandreture på hver 1,5 timer samt omkring 8 timers kørsel retur til Edinburgh på vinterveje på programmet. Den første vandretur må vi dog droppe da bjergvejen ind til Quairing trail desværre er lukket (der er ingen kæde tværs over vejen kun et skilt om at vejen er lukket og jeg tror sgu jeg havde gjort forsøget men her sagde Charlotte meget forståeligt nej). At vi ikke kan tage vejen der skærer ind gennem bjerget forlænger vores køretur med en halv time da vi i stedet skal langs kysten. Temperaturen er under frysepunktet til gengæld banker solen ned fra en komplet skyfri himmel. På et tidspunkt ender vi nede i en dal på en blind vej (som GPSen synes den ville lede os ned af) som det er komplet umuligt at komme tilbage op ad. Så er det jo heldigt at jeg på ufattelig snedig vis takkede nej til både vejhjælp og forsikring hos Easirent et par dage tidligere og at vi på dette tidspunkt befinder os kun 7 timers kørsel fra hvor vi skal returnere bilen. En lokal bondemand materialiserer sig dog ret så opportunt ud af det blå da vi er ved at tømme juicekartoner for at kunne lægge pap under hjulene, men han mener ikke hans gamle ryg kan klare et skub. ”Men hvorfor åbner I ikke bare porten nede i bunden af dalen,” spørger han meget begavet. Kort tid efter er vi tilbage på rette spor.
Vores seje unger – den ene med en plasticpose i sin ene gummistøvle – overhaler tre andre vandrere (der ser lidt opgivende ud over at blive overhalet af små børn) på den stejle og højt snebelagte sti op til ”Old Man of Storr” som jeg har hørt omtalt som ’det mest fotograferede natursted i hele Storbritannien’. Kun en gang bliver vi selv overhalet – af en kondiløber i shorts.. Det er en sublimt flot vandretur i et Ringenes Herre landskab under en himmel der er uforståeligt blå.
Den lange hjemtur byder kun på enkelte snebyger og lidt tåge men er bortset fra det let nok. I otte graders frost gør vi et kort stop ved Dalwhinnie destilleriet (således at vi tilfældigvis besøger hele to af mine absolut favoritwhiskymærker) som vi alligevel kører lige forbi – desværre er vi for sent på den til at nå at komme på rundvisning men vi møder Ewan som er presseansvarlig og som giver os gratis prøveflasker og siger at jeg bare kan skrive hvis jeg skal bruge billeder fra destilleriet til en artikel.
Den sidste dag slapper vi af i snevejr i Edinburgh. Og tænker tilbage på 4 døgn med urimeligt meget eventyr for næsten ingen penge (se regnskab sidst i albummet). Skotland kan varmt anbefales – men skal du til Isle of Skye så prøv at vælg en dag uden snestorm og islag.
Thx til Mads Peter Iversen for fede Youtube videoer med fototips til Isle of Skye, til søde Margaret for at leje sin fine lejlighed ud til os, til Hazel og Craig på Greshornish Country House (the Craig was 90) til Ryan Air for billige billetter og til Easirent for billig billeje og upgrade.
See billeder her.