Kap Verde – land #177/196
Dag 15-17 Kap Verde – for English version click here.
I mangel på bedre alternativer havde jeg valgt at flyve med
det nationale kapverdiske selskab med navnet TACV Cabo Verde Airlines ud til
Atlanterhavsøerne.
Kap Verde er en tidligere portugisisk koloni der ligger ud
for Senegals kyst godt 650 kilometer fra Dakar. Det er Vestafrikas mest
velstående land og i løbet af de sidste 40 år er gennemsnitslevealderen steget
med 28 år (fra 46 til 74 år(!)). Landet består af 10 øer.
I modsætning til flertallet af charterturister tog jeg til
hovedøen Santiago hvorpå landets hovedstad – Praia, der har omkring 130.000
indbyggere – ligger.
Dagen inden min flyvning kunne jeg erfare at min booking
ikke fremkom når jeg forsøgte at slå den op på flyselskabets hjemmeside. Så
prøvede jeg at søge efter om flyet var at finde på Momondo eller andre
søgetjenester. Det var det heller ikke (måske fordi det var fuldt?). Jeg havde
en betalt og konfirmeret billet og alt så fint ud i CheckMyTrip (dvs. i
Amadeus-systemet). Men så kom jeg for skade at læse luftfartselskabsanmeldelser
og her var der en der skrev at han var troppet op med en gyldig billet i Dakar
for at flyve til Praia og havde fået at vide at fordi han havde købt billetten
6 mdr. forinden og ikke havde rekonfirmeret så gjaldt billetten ikke mere (?!).
Jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe til call centret på Kap Verde. Du har nu
ventet i 1 minut sagde en båndoptagerstemme i telefonventekøen på portugisisk.
Du har nu ventet to minutter sagde stemmen minuttet efter. Super funktionelt
system. Da madammen sagde du har nu ventet 24 minutter gav jeg op.
I lufthavnen i Dakar stod flyet til Praia naturligvis ikke
på listen over afgående fly. Det skal ikke være for let. Det er bare fordi det
er et TACV-fly sagde ham der var ansvarlig for lufthavnens indtjekning. ”Men
der er ingen problemer du skal bare checke ind derhenne”. Flyet var en ATR72.
Hvor mange sæder har det spurgte jeg på uhørt begavet vis den flinke
incheckningsansvarlige. Han kiggede på mig som om jeg var dagens dummeste
passager. ”72” svarede han så.
I lufthavnen mødte jeg sjove David og søde Nuria fra Spanien
der ligesom mig synes det var lidt mærkeligt at det fly – som de også skulle
med – var så hemmeligt. Det gamle turboprop fly indfandt sig dog som det skulle.
Mit boardingkort var printet med tæt på usynlig blæk og bekendtgjorde at jeg
skulle sidde på sæde 17E. Da jeg kom ind i flyet kunne jeg dog erfare at hver række
kun bestod af sæderne A, B, C og D (!?). Men derudover og ud over det hvinede
lidt da det fløj over Atlanten kom det sikkert og let frem til ferieøen.
At komme til Praia var som at rejse fra Vestafrikas fattige
kaos tilbage til Europa. Der var fortove. Der var cafeer. Der var rent og pænt
og civiliseret.
Sammen med David og Nuria forsøgte jeg næste dag at leje en
bil men for at få en sådan skulle man have booket en uge i forvejen. Så vi tog
formedelst 7 kroner bussen de femten minutter fra hovedstaden til ”Cidade
Velho” – ’den gamle by’. Der tog jeg lidt pics og konsumerede en gang
fisketerrin, der kulinarisk lå noget over alt hvad jeg havde fået serveret i Vestafrika
(måske en enkelt gang butterfish med hvidløgssovs på restortet i Gambia
undtaget).
Familien var taget hjem et par dage tidligere så nu havde
jeg endelig tid til at skrive – så når jeg ikke legede turist på Cap Verde skrev
og skrev og skrev jeg – for at indhente alt det oplevede jeg var bagud.
Derefter fløj jeg tilbage til Dakar hvor jeg nu i snart to dage næsten ikke har
bestilt andet end at skrive.
Kort og lidt fesen post denne gang da jeg her bare har været
simpel turist – beklager. Næste posts: Senegal og Guinea Conakry – (meget) mere
smæk for skillingen der – stay tuned.