Guinea Bissau Blog

Dag 8-9 Guinea Bissau

Jeg er desværre et par lande bagud med mine beretninger da
vi har haft lidt travlt. Men nu er min søde familie planmæssigt taget hjem til
DK (da Charlotte og ungerne havde et vigtigt arrangement) og jeg rejser videre
solo – hvilket giver mig lidt bedre tid til at skrive – så nu skulle der gerne
– næsten dagligt – dukke en ny trip report op J.

I dag skal vi høre om Guinea Bissau. Ikke et land man hører
så forfærdeligt meget om i medierne. Det er blandt verdens fattigste lande.
Nogle anser det for at være et ”farligt land” – jeg er ikke helt klar over
hvorfor (udover at der eksporteres en del kokain derfra). I landet tales
hovedsageligt Creolsk som er en forsimplet udgave af portugisisk – lidt ligesom
pidgin-engelsk er en forsimplet udgave af (surprise) engelsk.

På den traditionen tro kaotiske Gare Routiere busstation i
byen Ziguinchor i det sydlíge Senegal hyrer vi Sadaga og hans bedagede ”sept
place” taxa til at køre os over grænsen til Guinea Bissau og videre til landets
hovedstad som blot hedder Bissau (landet er opkaldt efter hovedstaden for ikke
at forveksle det med nabolander der helt genialt også hedder Guinea). Et sæde i
Sadagas ”sept place”-taxa koster beskedne 44 kroner – så vi laver
flottenheimerfinten og køber alle 7 sæder. Iregnet et lille baggagetillæg ender
vi med at betale overkommelige 335 DKK for 4 timers og 170 kilometers kørsel
(gennemsnitsfarten er ikke så høj i Vestafrika) igennem to lande.

Sadaga er 52 år gammel og han har 7 børn. De 7 børn har han
fået i løbet af 7 år fortæller han. Jeg tænker at her er der tale om en produktionseffektiv
kone (for ja, han har kun en) og funderer lidt over hvordan man siger tvilling
på fransk. Er der nogle af dem der er født samme dag spørger jeg i stedet.
”Oui, oui” svarer Sadaga, ”deux garcons son (to drenge er) ’gemi’ ” siger han. (og her skal det vel for god
ordens skyld indskydes at Charlotte der ellers ikke taler fransk meget begavet
gættede på at tvillinger hed Gemini, ligesom stjernetegnet).

Sadaga er en rar mand. Han kører godt og hensynsfuldt. Og så
taler han godt fransk, hvilket desværre langt fra er nogen selvfølge i Senegal.
Alle i Senegal har Wollof som modersmål, men det officielle skolesprog er
fransk. Desværre har vi erfaret at hovedparten af de ”sept place”
taxachauffører vi har kørt med nok ikke har tilbragt så rasende lang tid med at
gå i skole. I hvert fald taler mange af dem kun Wollof (hvorpå mit ordforråd
begrænser sig til ’sama hrarid djere djef’, som betyder mange tak min ven) –
eller lidt Fulani eller Madinka som tales i det sydlige Senegal. Oppe på taget
af vores bil bugner det med baggage som ikke er vores. ”C’est legumes” – det er
grøntsager – forklarer Sadaga. De skal til markedet i Bissau. Der får man en
bedre pris.

Vi passerer let grænsen til Guinea Bissau. ”Bom dia,” siger
grænsebetjenten og smiler over hele sit venlige mørke hoved. De 4 visa vi har
købt i Ziguinchor i Senegal for 200 kroner stykket og som vi fik udstedt på kun
10 minutter pr visum – virker heldigvis fint. Musikken der blæser ud af det
lille Guinea Bissau immigrationsskur består pludselig af brasilianske
sambarytmer. Det er sød musik i vores ører efter uger med den
skrigeskinkeskingre og ikke alt for melodiske fusionstrommemuzak som enhver
senegaleser synes at udnytte enhver given lejlighed til at blæse højlydt ud i
verdensrummet. Et land der spiller samba kan man til gengæld næsten ikke andet
end at umiddelbart elske.

Vi finder let vores hyggelige lille ”pensao central” der som
navnet antyder ligger så meget i hjertet af Bissau som noget kan ligge. Det er
et af den slags pensionater som alle folk boede på i gamle dage hvor Lonely Planet
styrede rejseverdenen og backpackersporet. En statelig gammel træbygning med
frønnede franske døre ind mod de højloftrede værelse der hver er udstyret med
en bordventilator og tre enkeltsenge med træskelletter der holder myggenettene
på plads. Bad og toilet er på gangen og der står brætspil, byttebøger og
dvd-film i fællesrummet. Det er drevet af en lokalt gift schweizer (hans
udseende taget i betragtning gætter jeg på at han havde fundet en mindre køn
kone hvis han var blevet derhjemme) som ikke gider spille sin tid med at gå på
internettet, hvorfor etablissementet ikke er på forhånd bookbart.

Vi dribler rundt et par dage og ser den gamle by – ”cidade
velho” – og det store fort (som Ava og Jonas tæller sig frem til har 24
kanoner) og køber et par af de obligatoriske afrikanske udskårne træfigurer til
en brøkdel af sælgerens ublu startpris.

Alt i byen synes at ånde fred og idyl så vi sover med åbne
vinduer der vender ud mod byens centrale rundkørsel og ud mod det legendariske
hotel Kallistes gårdhave. Det var her alle krigskorrespondenterne og de FN-udsendte
ifølge vores bedagede Lonely Planet (oh yes vi har den stadig) gennem tiderne sad
og nedsvælgede baljevis af gin og tonics (på redaktionens og FNs regning
formoder jeg).

Ude på svalegangen foran værelserne på Pensao Central står
der pludselig et midaldrende par og taler norsk. Det er nærmest de første andre
turister vi har mødt på hele vores indtil nu ugelange afrikarejse. Og som om
det ikke var nok at vi nu pludselig (til børnenes store glæde) møder nogen vi
kan kommunikere med på vores modersmål så viser det sig gudhjælpemig også at de
ligesom os er medlemmer af De Berejstes Klub (som er en primært dansk forening
men som også har vist nok omkring 10 svenske og norske medlemmer). Vi
tilbringer en hyggelig aften i deres selskab med at udveksle røverhistorier
over en middag på hotel Kalliste.

På snedig vis er det lykkedes mig at booke Sadaga til at
køre os tilbage til Senegal igen. Igen har jeg booket hele bilen og jeg har
sågar fået ham til at hente os på vores hotel (normalt må afrikanske ”sept
place” deletaxaer kun køre fra en busstation til en anden da de fungerer som
offentlig transport). Så tilbageturen går også som en leg. De Vestafrikanske
hovedveje er i forbløffende god stand selv her i et af verdens fattigste lande og
der er næsten asfalt hele vejen – hvilket er ret heldigt da vi er her i
regntiden hvor de røde jordveje nemt mudrer til så man risikerer at sidde fast
i dagevis.

Kun omkring 5 gange skal vi passere omkring 500 meter ikke
asfalteret rød, hullet, bumpende jordvej. Et af stederne beder jeg Sadaga om at
stoppe. Jeg har – desværre forgæves – forsøgt at købe en cigar inde i hovedstaden
til det Guinea Bissau foto jeg har udtænkt at vi nu skal tage. Så 175 landes
jubilæumsbilledet bliver uden cigar i den store verdensmands mundvig. Men det
bliver ikke så tosset endda.

Next reports coming up – Gambia and Senegal (hvor vi heldigvis
har lidt længere tid – gode røverhistorier og fine pics på vej J )