Dag 4-6 Marshalløerne – Bordellet med de gennemsigtige vægge
Jeg skriver dette klokken tre om natten. En let tropestorm der får det til at regne ind på mit værelse gennem det åbne vindue og den dunkende bas fra ”Flame Tree”-baren ikke langt fra mit værelse har vækket mig. Det og så fornemmelsen i kroppen af at der er noget der ikke passer. Det er 60 timer siden jeg forlod Danmark. I løbet af disse 60 timer har jeg rejst i de 40 og krydset 11 tidszoner. Jeg er helt smadret. Jeg har brug for at sove et døgn. Men jeg har kun sovet 3 en halv time. Nu er min krop vågen. Den tror, at det er dag.
Her til aften er jeg ankommet til Marshalløerne. Marshalløerne er verdens vistnok tredjemindst besøgte land. Kun undergået af landene Tuvalu og Nauru. Sidstnævnte er på programmet efter Marshalløerne hvor jeg er nu.
Marshalløerne er mest er kendt for amerikanernes atomprøvesprængninger på bl.a. Bikiniøerne.
Herunder hydrogenbomben ”Bravo” der med en sprængkraft svarende til 1.200 Hiroshima-bomber blæste mere end 3 cm hvidt radioaktivt ”støv” ned over Rongelap atollen forårsagende ganske omfattende skader på lokalbefolkningen. 27 år senere kom det frem at amerikanerne havde kendt til både vindretningen og øens beliggenhed og altså simpelthen ønskede at teste effekten af hydrogenbomber på mennesker.
Det ville være synd at sige at det er let at komme til Marshalløerne. Der er ét fly om ugen fra Nauru (verdens mindst besøgte land). Og så er der ”bussen” som jeg tog. United Airlines-”bussen”, der stopper oftere end linje 5A på Nørrebrogade.
Luft-”bussen” (se kort) som jeg var med – efter jeg henover natten var fløjet fra Manila – starter i amerikanske Guam. Første stop er Chuuk en ø i landet Mikronesien (Mikronesien er både et land og betegnelse for hele regionen bestående af mange af landene herude). Derfra videre til to andre stop i landet Mikronesien: hovedøen Pohnpei og den mindre ø Kosrae. Derfra videre til øen Kwajalein, der er en del af Marshalløerne og til sidst efter omkring 21 timers transport fra Manila ankom jeg endelig til Majuro, Marshalløernes hovedø hvor jeg en smule træt i bøtten stod af. Derfra flyver United videre til Honolulu og LAX.
Bussen går to gange om ugen i begge retninger og United har monopol på ruten så de tager sig ganske godt betalt. Jeg bad til at min afgang ikke blev aflyst for blev den det var der 3-4 dage til det næste fly og så ville hele Østerboys snedige Pacific Tour blive skyllet ud i Stillehavet.
Dagen startede sådan her:
”Dit ESTA er afvist” siger den flinke og kuglerunde mand i immigrationen i Guam. Jeg viser ham i stedet mit amerikanske visum. ”Men hvorfor har du visum?”. ”Fordi jeg har været i Irak” svarer jeg. ”Nå”, siger han. ”Men hvorfor har du to visa til USA?”. ”Fordi den amerikanske ambassade fedtede rundt i det og lavede mig både et transit og et turistvisum”. ”Det lyder mærkeligt” svarer den trinde, rare mand hvorefter han stempler mit pas. Jeg ånder lettet op. Mit stillehavseventyr kan begynde.
Min første sidemand i ”bussen” er Erwin som er på vej hjem til Chuuk. Han er pensioneret selv om han ikke ser særlig gammel ud. Han snakker et sjovt syngende engelsk. Han bor på en lille ø 3-4 timers sejlads fra Chuuks hovedø fortæller han. Han har sejlet containerskibe det meste af sit liv. Mest til Japan og Korea.
I Pohnpei overtager og eftertrykkeligt udfylder Yiatha hans sæde. Det lyder som om hun hedder ”Ida” eller ”Itha” men på indrejseformularen hun skal udfylde kan jeg se hun skriver ”Yiatha” jeg gætter på at hun er midt i tyverne. Trods sin unge alder er hun svær som en bryggerhest. Hun er sygeplejerske og arbejder i Majuro, Marshalløernes hovedø. ”Maaar-ju-ro”, som hun siger. Hendes ansigt er lige så sammensnøret som toppen af en tobakspung. Hendes øjne, næse og mund sidder nærmest klos op ad hinanden i hendes ualmideligt
fede ansigt. ”Hvor mange mennesker bor der på Majuro-øen?”, spørger jeg hende. ”150.000” siger Yitha med overbevisning i stemmen. Hvor mange bor der så i hele Marshalløerne. ”300.000” siger hun. Det undrer mig lidt for i min godt nok efterhånden antikvariske guidebog står der at landets befolkning udgør 60.000 mennesker. Omvendt er min Moon guide (hvis slogan er ”The cure for the common trip”) fra 2003 og jeg har læst at Marshalløerne er det sted i hele verden der har den største befolkningstilvækst. Alligevel tvivler jeg noget på sandhedsværdien i min tykke venindes udsagn.
Min taxachauffør fra lufthavnen i Majuro hedder Joe. Jeg spørger ham hvor mange mennesker der bor på Majuro-øen. ”15.000” siger Joe med overbevisning i stemmen.
Vi kører gennem natten. På en smal stribe land ude midt i Stillehavet. Majuro er en af verdens største atoller. En atol er cirkelformede, sammensatte koraløer der er opstået fordi koraller har vokset på siderne af en vulkan. Efter vulkanen med tiden har trukket sig ned under vandet har den efterladt en cirkelformet atol med en lagune i midten. Lagunens vand er typisk mere grønligt – da det ikke er så dybt – end det omkringliggende mere blålige hav.
Turen fra lufthavnen til ”Flame Tree Tourist Trap Backpacker Hostel” (det hedder det sgu) tager 35 minutter. 35 minutter langs en smal halvcirkel med vand på begge sider. Ude midt i ingenting. Så langt fra Danmark som man kan komme.
Joe har to snart voksne børn fortæller han mig. ”De er gode børn” siger han. ”De drikker ikke og de ved hvad de vil med deres liv.” Jeg skal snart finde ud af at man ikke kan sige det samme om flertallet af deres landsmænd.
Walden er fuld som en høne. Sammen med Danny har han tjansen som nattereceptionist på ”Flame Tree Tourist Trap Backpacker Hostel”. Normalt koster et singleværelse på et hotel her ude i regionen Mikronesien fra omkring 80 USD pr nat. På Flame Tree koster det under det halve. På Tripadvisor har en eller anden der har været tosset nok til at bo her skrevet at de spiller høj musik hele natten, at stedet også fungerer som bordel og at de lokale tit kommer op at slås. Se det synes jeg jo lyder spændende.
Flame Tree baren består af to store højloftede barlokaler og en kæmpe veranda med høje stole og en svalende brise. I det ene barlokale flokkes mikronesermænd mange med rastastil om de mange billardborde. Oppe under det høje loft hænger der et sydstatsflag. Det ligner en setting fra en gusten film. Samtlige øjne er rettet imod mig da jeg træder ind. Jeg passer ligeså godt ind som en saddel passer på en gris. Ret hurtigt kommer der tre meget tykke damer hen og spørger om jeg giver en øl.
På døren ind mod hostellet hænger en plakat der advarer mod farerne ved leverbetændelse. (Dagen efter ser jeg i avisen at Marshalløerne er erklæret i undtagelsestilstand grundet zika-virus og et større udbrud af Hepatitis-A.)
Det første rum jeg får at se er 2×2 meter med en sølet, uredt seng der fylder hele rummet. Der er ikke noget vindue og airconen virker ikke, så der er kogende varmt da al luftgennemstrømning er sat på pause. Toilettet er vældig gammelt men ikke vældigt rent. Til gengæld har rummet vægge hvilket jeg snart skal erfare kan være en fordel. Det koster 40 dollar pr nat siger Walden og udstøder et lille hik.
Det næste rum jeg får at se ligger i ”backpackerafdelingen”. Det minder lidt om Khao San Road i Bangkok i midthalvfemserne (ligner lidt de papvægsværelser der er med i starten af filmen ”the Beach” hvis nogen kan huske dem). Der er ti værelser. De er alle sammen ubeboede. Jeg funderer lidt over hvornår her sidst har været en backpacker. Ikke et eneste af værelserne er gjort rent til trods for at klokken er 9 om aftenen. Walden går i gang med kost og spand mens Danny henter en enorm bøtte fyldt med nøgler.
Mit værelse til 20 dollars består af en enkeltseng, en gulvventilator, en bordlampe der står på gulvet og et askebæger helt fyldt med skodder. Og 4 vægge. Eller det vil sige fire halve vægge for den øverste og nederste fjerdedel er erstattet af tremmer. Hvilket i og for sig er smart nok fordi det sikrer luftgennemstrømning så her er mindre varmt end i den ”dyre” afdeling. Ulempen er så helt åbenlyst at man kan glo lige ind i naboværelset. Jeg tænker at med mindre luderne har et ganske liberalt forhold til at andre kigger med er denne afdeling måske rent faktisk forbeholdt backpackere. Og til trods for jeg faktisk ikke er i besiddelse af en rygsæk (jeg rejser kun med lille håndbagagerullekuffert på denne tur) takker jeg ja til det utroligt dejlige rum med både seng og – til dels – vægge.
Danny er en forsagt type. Han virker en smule som en indavlet øboer. Han vokser dog lidt ved nærmere bekendtskab. Måske er han bare cool. Måske er han bare ligeglad. Hurtig er han i hvert fald ikke. Men god nok. Tror jeg. Efter omkring et kvarter lykkes det ham endelig at finde de nøgler jeg skal have fra den store bøtte. Der er låse alle vegne. Der er lås mellem Flame Tree baren og gangen. Mellem gangen og ”Flame Tree Tourist Trap Backpacker Hostel”. Der er lås mellem den dyre og den billige afdeling. Og der er lås ind mod mit værelse.
Nærmest så snart jeg har sat mig ned på sengen kommer Walden løbende. ”Der er kommet en kvinde, som skal have dit rum!” siger Walden. Hvorfor hun ikke bare kan få et af de andre 9 rum fremgår ikke helt soleklart. (Mit gæt er at de flove over at kvinden skal se at de heller ikke er gjort rene.) Men det passer mig fint for hjørnerummet jeg nu bliver anvist viser sig at have både et lille bord hvor jeg kan sidde og skrive og to vinduer så jeg kan generere gennemtræk hvilket er en god ting i en klam tredivegraders tropenat.
”Jeg ved det ikke rigtigt”, siger Walden, da jeg mens han gør endnu et værelse rent spørger hvor mange børn han har. ”Måske 6”. Den ene bor i USA med en amerikansk kone og deres fælles barn, så meget ved han da. ”I Washington”, fortæller han. ”Hvad laver han?”. Walden trækker på skuldrene: ”Jeg tror han er arbejdsmand”. Hvad laver hans kone? ”Måske går hun derhjemme”, siger Walden. Han har åbenbart også en datter i Hawaii. Jeg finder senere ud af at Waldens kone er taget over til datteren i Hawaii. Så nu er Walden alene. ”Det er derfor han drikker så meget”, siger Danny.
”Du må ikke have damer med på værelset”, siger Danny. Det tror jeg godt lige jeg kan efterleve informerer jeg ham om. Forbuddet undrer mig dog lidt såfremt det altså er korrekt at stedet også er et bordel. Senere ser jeg dog et skilt ude i receptionen der bekendtgør at gæster på værelserne koster 10 dollars ekstra, så jeg antager at det med ekstra gæster alene er et kommercielt anliggende.
Kvinden der skal have mit rum viser sig at være en meget lille og meget ung og meget hvid japansk pige. Hun studerer antropologi og skal være her i en måned. ”Det er godt det ikke er mig der skal være her en måned” tænker jeg. ”Jeg kan godt lide huse”, siger hun, ”Og mennesker”. Som en del af studiet vil hun gerne skrive en opgave om ”huse og mennesker”. Denne aften indbefatter hendes antropologistudier dog kun en tunsteak som hun fortærer alene. (I al den tid jeg er i landet ser jeg hende ikke tale med andre mennesker). Senere den første aften informerer hun dog om at der ikke er noget vand på det fælles badeværelse vi deler i den billige afdeling.
Hvis jeg står på min stol kan jeg kigge ind i rummet til den japanske pige – selv om der er et rum der adskiller i mellem. Hvis jeg sætter mig op i den øverste køje på min køjeseng kan jeg se ind i de næste 4 værelser. Bordlampen – rummets eneste lyskilde – kan kun slukkes ved at hive stikket ud af kontakten, så det slår gnister. Min ventilator som kører på overdrive mangler fronten. Jeg er bange for at den kan hakke min finger af hvis jeg om natten glemmer at den kører og halvt i søvne rækker ud efter et eller andet. Jeg stiller mine sko og en bunke tøj foran den så jeg i det mindste ikke kommer til at gå ind i dens faretruende roterende klinge hvis jeg skal på lokum om natten.
Jeg går tilbage til baren. Oysterboy bestiller Beef Oystersauce til 7 dollars. Det er mørkt på balkonen. De tykke piger kaster lange blikke. Det er så mørkt at jeg ikke kan se hvad jeg putter i munden. Det knaser mellem tænderne når jeg en gang imellem bider i hvad jeg formoder er en lille smule sand. Jeg fotograferer rastafyre og tykke damer i baren. Ved høj ISO og uden blitz. Julio Cæsar (cool navn historien taget i betragtning) fra El Salvador kommer og spørger hvorfor jeg tager billeder af ham. Jeg tester bare kameraet siger jeg i ikke fuld overensstemmelse med sandheden. De nedringede damer kigger fortsat nysgerrigt på mig. Jeg taler spansk med Julio Cæsar. Men kommer hele tiden til at bruge franske ord i stedet for spanske. Jeg er træt. Til trods for at vi slår over i engelsk lykkes det mig aldrig helt at forstå hvordan han er kommet hertil helt fra El Salvador. Andet end at det er fordi han er helikoptermekaniker.
”Min ven derovre er helikopterpilot”. Siger Julio Cæsar. ”Han er fra Korea. Normalt er mænd fra Korea meget korrekte siger Julius Cæsar. Det er ham der ikke. Han kan godt lidt at drikke og have det sjovt. Og han kan godt lide meget små piger.” ”Hvor gamle”, spørger jeg. ”Ikke over 15”, svarer han.
Jeg tænker at hvis jeg bliver hængende kan det være jeg får tilbudt en gratis helikoptertur. Men jeg har ikke lyst til at min debut med en helikopter skal være med formentlig ældgammel helikopter opereret af en pædofil pilot. Så jeg siger til Julio Cæsar at jeg har rejst langt og vil gå til ro.
Jeg ved ikke hvad det er med disse mærkelige lande hvor der ikke kommer nogle turister. Men jeg kan godt lide dem. Jeg synes de er spændende. Jeg har været her i 8 timer og har allerede skrevet fire sider. ”Hvad kan man lave ude på de der mærkelige øer” er jeg blevet spurgt om omkring 1.000 gange. ”Jeg ved det ikke” svarede jeg. For hvordan forklarer man at det jeg skulle lave var det her. Jeg skulle tale med folk, bo på et bordel, undgå en pædofil helikopterpilot, fotografere rastamænd, spise beef med oyster-sauce med en lille smule sand. Jeg skulle fotografere billardspillende rastmænd og møde Erwin, Yitha, Joe, Danny, Walden, den japanske antropolog der sad alene i hjørnet og Julio Cæsar.
Senere skal jeg også møde Isaac og høre hans sørgelige historie.
Og i morgen skal jeg vel også se landet. Selv om det ikke altid er det vigtigste. Og forhåbentlig leje en motorcykel. Og køre de 40 kilometer til landets ene ende der hedder Laura. Og til den anden ende der hedder Rita.
Regnen er nu let og jeg kan endelig igen åbne mine vinduer og lufte ud i den kvælende hede nat. Klokken er nu niogtyve minutter over fire, selv om jeg egentlig havde besluttet max at skrive en time. Diskoteket er stoppet med at spille og både luderne og de andre tykke flirtende unge piger og deres rastmænd nede i gården er gået hjem. Min krop tror, at det er midt på dagen. Jeg må tvinge den til at sove nu. Jeg må tvinge mig selv til at holde op med at skrive.