Luksusbesøg i Angola
Jeg landede sent om aftenen i Luanda. Der var kun 2 dage til mit visum udløb men jeg kom glat igennem immigrationen. Der var styr på tingene i lufthavnen. Baggagen var der med det samme og jeg klarede formaliteterne på ingen tid, hvilket stod i skærende kontrast til den meget lidt simple visumproces (se længere nede). Med et aflangt ansigt og et smil så stort og hvidt som Eddy Murphys tog gode Elias imod mig. I hånden holdt han et skilt hvorpå der stod Jakob Oester, Batmand. Jeg smilede mit bedste forsøg på et Eddy Murphy smil tilbage.
Jeg forsøgte at hæve penge i lufthavnens ATM. Max grænsen i automaten var 20.000 angolanske kwanza (900 kroner) hvilket jeg synes var i underkanten. Hvad er kursen spurgte jeg Elias. 200 kwanza til en dollar svarede han. Men du får 400 hvis du veksler på det sorte marked. Se det var jo lidt af en forskel og jeg stak mit visakort tilbage i lommen taknemmelig for at jeg ikke havde nået at hæve til den lave, officielle kurs.
”Har du vasket bilen” spurgte jeg Elias og han lyste op i endnu et Eddy Murphy smil. ”Yes, boss”. Elias er Danni’s chauffør. Danni er min kammerat fra Frederiksbergs suverænt førende bordtennisklub der lyder navnet Frederiksberg Batmænd. Danni er økonomiansvarlig for Mærks Delivery Services (der bl.a. opererer Mærsks forsyningsskibe) og udstationeret 2 år i Luanda, Angolas hovedstad. Han flyttede herned med fruen (som pt var hjemme på ferie i DK) for en måned siden og nåede lige at få sin lejlighed en uge før jeg kom. Der skulle jeg bo. Temmelig god timing for det billigste hotel jeg kunne booke på nettet i Luanda kostede 1.000 kr pr nat og havde bad og toilet på gangen. Jeg havde godt nok en couchsurfing kontakt, men ville selvfølgelig meget hellere bo hos Danni. Elias var sendt i lufthavnen og da der på grund af Angolas afsindige visumregler måske ikke ligefrem vælter ind med besøgende havde Danni fortalt mig at Elias havde insisteret på at vaske bilen når Danni nu fik besøg fra Danmark. I Angola taler man portugisisk, så på spansk, iblandet lidt fransk, sagde jeg til Elias at hans funklende hvide Kia var den flotteste bil i hele Angola. Han flashede Murphy gebisset igen.
Dannis lejlighed var enhver imperialists våde drøm. 312 m2. To plan. Ti værelser tror jeg. 7 badeværelser. To altaner hvoraf den ene var større end min første lejlighed i København. Fællesfaciliteter omfattede swimmingpool i olympisk længde, tennis, bordtennis, billard, bordfodbold, to fodboldbaner, legeplads, basket, fitnessrum osv. Huslejen var 5.500 USD pr. måned som Mærsk selvfølgelig betaler. Faktisk synes de det var billigt for Dannis forgænger havde givet 8.500 USD.
Danni fortalte at han havde været ude at købe 5 ekstra lokumsbørster så der var til alle toiletterne når der nu kom gæster. Her må jeg tilstå at taget i betragtning af at mit alternativ var et hotel med lokum på gangen tror jeg godt jeg kunne have nøjedes med en enkelt toiletbørste placeret på det private badeværelse der hørte til mit soveværelse. Hehe.
Dagen efter var det søndag, så Danni havde fri og sammen driblede vi rundt og så Luandas sights. Fortet med krigsmuseet, spiste frokost på ”La Ilha” på en fornem restaurant der bød på turens hidtil bedste måltid samt udsigt ind over havnepromenaden La Marginal og byens skyskrabere. Tjek i øvrigt billedet af det rimeligt funky toilet herfra (bemærk reaktionen fra pigen på skærmen..). Om eftermiddagen tog vi en speedbåd over til Mussulu beach.
Luanda er tit med i toppen når man ser listen over verdens dyreste byer. Det tror jeg dog snart der bliver lavet om på. Olieprisen som landet er dybt afhængig af er som bekendt historisk lav og landets økonomi er i frit fald. Da jeg fik vekslet sort viste det sig med de eksakte kurser (officiel 1USD=155kwanza, black market 1USD=350-400kwanza) at jeg kunne spare over 60% på alt. Så kostede et måltid på en af byens fineste restauranter pludselig kun 100 kroner. En banan i et supermarked kostede 50 øre. En smurt sandwich med kyllingesalat kostede 6 kroner. Færgebillet til Mussulu Beach (stor officiel vestligt udseende hurtigfærge) 3 kroner. Indgang til krigsmuseum 2 kroner. Så så længe jeg ikke skulle betale et dyrt hotel afregnet til den officielle kurs var Luanda en billig by. En billig by i et land der formentlig har brug for at olieprisen snart kommer op hvis ikke de skal gå rabundus.
Lige ved siden af det eksklusive lejlighedskompleks Danni boede i lå et kæmpe ”Mall” som var de mange expats foretrukne indkøbssted i området. Lige indtil at USA udsendte en sikkerhedsadvarsel om et muligt forestående terrorangreb i indkøbscentret inden for en periode på 30 dage. Det har nok ikke været helt optimalt for omsætningen og vi fandt da også et andet supermarked der lå lidt længere væk.
Mandag morgen havde jeg spurgt om jeg måtte komme med Danni på arbejde. Jeg var med den første time ud af Dannis lange arbejdsdag der varede fra 8-18. Sjovt at se en dansk arbejdsplads (med mange lokale ansatte) i udlandet og jeg nåede at møde bøde den danske landechef for Mærsk Olie og Gas (der vist nok bruger mit firma Axcess til Cisco leverancer men det vidste han ikke noget om) og den danske landechef for Mærsk Delivery Services. Resten af dagen tog jeg en slapper i Danni’s alt for fede lejlighed og gjorde brug af de 8Mb internet.
Alle sightseeing fotos er taget med iPhone. Jeg fik at vide alle steder fra at der sker rigtig mange væbnede røverier i Luanda (og at man hvis man har mobil med skulle have den på lydløs og ikke tage den op ad lommen..), så I må nøjes med lidt nedsat iPhone kvalitet.
PS hvorfor har Mærsk stjernen 7 takker? (scroll ned)
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
En skideballe hver dag – også om søndagen! (hehe).
Nope, seriøst, tak til Mærks og Danni for fantastisk husly
Så let er det at få visum til Angola.
Iflg. Angolas ambassade i Stockholm må du tidligst søge 30 dage før afrejse og det tager 15-20 arbejdsdage at lave visummet (…). Deres noget rodede hjemmeside bekendtgør at man skal indsende et væld af dokumenter hvoraf en del naturligvis skal være oversat til portugisisk og attesteret af en officiel notar.
De har 4 forskellige typer visummer der alle er nærmest umulige at få og det er stort set umuligt på deres hjemmeside at forstå hvilke krav der gælder hvilke typer visum. Vigtigst af alt står der at man skal have en officiel invitation som selvfølgelig skal være underskrevet af udenrigsministeriet i Angola. Næsten alt for let. Jeg fik dog alligevel luret en smutvej og fik sendt min ufattelige mængde hårdt tilkæmpede dokumenter til Stockholm. Forinden ringede jeg tre gange til ambassaden og spurgte om jeg ikke nok måtte have lov til at vedlægge det hampre visumgebyr udgørende 1.500 svenske kroner i kontanter, da jeg har lidt uheldige erfaringer med pengeoverførsler til ambassader i udlandet. Der stod naturligvis ikke noget kontonummer på hjemmesiden så jeg havde lidt svært ved at lure hvordan jeg ellers skulle få pengene derop når den tid forhåbentlig kom. Men kontanter blev kategorisk afvist, så jeg sendte mine møjsommeligt sammenskrabede dokumenter derop uden at vedlægge rede penge.
Et par dage efter kunne jeg se på track and trace hos PostDK at passet var udleveret til ambassadens postboks. Jeg ringede derfor derop. Telefontiden begrænser naturligvis sig til to timer på hverdage (og ambassaden har i øvrigt kun åbent for personligt fremmøde to dage om ugen). Da jeg havde lidt travlt på arbejdet fik jeg først ringet midt i telefontiden. De første 40 minutter af samtalen gik derefter med at ambassadefrøkenen skulle forsøge at finde mit pas (og svare andre telefoner). Lidt ildevarslende, men til sidst fandt hun det. Hvorefter hun proklamerede at ”nu ville de snart lukke så jeg måtte ringe i morgen”. Det lykkedes dog at overtale hende til at blive lidt på linjen. Datoen var onsdag 16.12. ”Skal du have dit visum ekspres” spurgte den i øvrigt meget elskværdige ambassadefrøken. ”Det behøver jeg ikke” svarede jeg. ”Så kan du få det retur den 29. januar”, svarede hun. Godt nok proklamerede hjemmesiden 15-20 arbejdsdage, men den 29 januar var jo først om halvanden måned!?. ”Hvis du betaler ekspres kan du få det inden vi lukker for julen” sagde damen. Det koster 3.000 svenske kroner. Det begyndte at dæmre for mig hvorfor de havde afvist at jeg medsendte kontanter. Så kunne de jo ikke forsøge sig med ekspresgebyret. ”Hvor længe holder i juleferie” spurgte jeg. ”Fra den 18 december til den 11 januar” svarede damen. Men det er jo mere end tre uger fik jeg fremstammet mens jeg prøvede at begribe hvordan en ambassade kunne sætte alle rejser til et helt land på standby en hel måned (næsten alle ambassader har åbent mellem jul og nytår og jeg har aldrig hørt om en ambassade der var lukket mere end en uge). ”Var det en mulighed at vi satte processen i gang nu og I så sender mig mit visum når i er tilbage den 11. januar” foreslog jeg kækt. ”Det kan vi godt sagde damen”. Jeg var lige ved at falde ned af stolen af bar overraskelse. Vi får dig lige godkendt i systemet – det tager cirka 24 timer og så sender jeg dig vores kontonummer på e-mail i morgen, når det er godkendt. Her skal det nævnes at jeg i mit liv har kommunikeret med ganske mange ambassader og det var hidtil aldrig sket at en ambassade havde kontaktet mig hverken pr e-mail eller telefon. Så herved var jeg lidt loren. Men hvad kunne jeg sige andet end at det lød herligt. Og søreme om der ikke dagen efter lå en mail fra ambassaden om at nu var jeg godkendt og kunne godt overføre pengene (standardgebyret på de 1500SEK) til det kontonummer som fremgik. Jeg overførte fluks og sendte damen min kvittering for udenlandsk overførsel. Dagen efter – fredag den 18 december, sidste dag før mere end 3 ugers lukketid ringede den søde dame igen. De havde ikke modtaget pengene sagde hun. ”Det plejer at tage et par dage” sagde jeg til hende ”men jeg kan lige sende dig kvitteringen for at jeg har overført i min ende igen”. ”Tak”, sagde damen,”så laver vi dit visum i dag!” Sådan tænkte jeg. Et af verdens alllersværestevisummer i hus. ”Sender du det så tilbage til mig” spurgte jeg. ”Nej” sagde damen ”vi må ikke sende det det skal afhentes personligt eller med kurer. Ellers kan vi ikke tage ansvaret for det” Nå for søren tænkte jeg. Jeg havde ellers allerede overført nogle hundrede kroner ekstra til returforsendelsen. ”Hvad nu hvis jeg skriver dig en fuldmagt om at jeg tager det fulde ansvar hvis det bliver væk i posten” forsøgte jeg. ”Så kan vi godt” sagde den søde dame til den nu aldeles forbløffede Østerboy. Jeg vidste godt jeg strammede den lidt, men det skulle forsøges: ”Kan du nå at sende det i dag?” spurgte jeg.”Men du har jo ikke betalt ekspresgebyr” sagde damen”. Hun tøvede lidt og sagde så:”Men det er jo jul. Du er en heldig mand. Vi sender det i dag”. Så endnu inden pengene var gået ind på ambassadens konto blev mit pas sendt hjem. Ovenikøbet blev det sendt anbefalet (de fleste andre ambassader plejer at tage et forsendelsesgebyr på nogle hundrede kroner og så sende med helt almindeligt frimærke til ca 29 kroner) og allerede dagen efter kom det hjem til far. Og således gik det til at jeg på en god uge inklusive forsendelsestid(fraregnet en ikke ubetragtelig dokumentfremskaffelsestid) fik det der af flere af de globetrottere der allerede har besøgt alle verdens lande betegnes som verdens sværeste visum se f.eks. denne liste her: http://www.garfors.com/2013/05/the-hardest-most-difficult-countries-to.html . Og må jeg bare sige: det kan godt være at Angolas visumproces er latterligt rigid og dokumenterne er nærmest uladsiggørlige at fremskaffe, men når bare folk på ambassaden er så samarbejdsvillige som de er på ambassaden i Stockholm så kan det altså lykkes alligevel.
More from Angola including pics here